Vi taler så meget om de forkælede curlingunger og deres overbeskyttende speltforældre, men virkeligheden er, at vi faktisk ikke har passet ret godt på vores unger, og at de har det ad helvede til.

De er ensomme, de har stress, angst, de lider af depressioner, og de kan ikke sove om natten.

Og det er der faktisk ikke noget at sige til, for den verden, vi har fået skabt, er ikke just en, der danner grobund for det, som man kunne kalde for 'det gode liv'.

Vi har haft så travlt med at udvikle verden, men virkeligheden er, at vi har udviklet os direkte ind i helvede.

Vi ved, at gode, stærke relationer er det absolut vigtigste i menneskers liv. Spædbørn, der ikke får fysisk berøring og øjenkontakt, bliver syge. Alligevel kan vi ikke få armene ned af bar begejstring for alle de ting, vi har udviklet, som gør fysisk kontakt unødvendig. Tillader man sig at antyde, at det måske var bedre, dengang ungerne sad i samme rum og spillede i stedet for hver for sig over Skype, bliver man buhet ud, fordi man ikke har fattet, hvor socialt Fortnite er.

Mænd og kvinder (jeg skynder mig at bruge betegnelsen, mens det stadig er lovligt at kategorisere os sådan) bor ikke længere sammen, og flere og flere børn oplever at vokse op med to forældre, der fra starten har valgt at bo hver for sig.

Men lykken ligger ikke i et liv levet alene, hverken som barn, ung, voksen eller gammel. Der er mange positive ting at sige om det at leve sammen, og hvis vi lærer vores børn, at normalen er et liv hver for sig, så berøver vi dem meget af den glæde og ikke mindst tryghed, der er at finde i par- og familiekonstruktionen.

Jeg synes, vi skal hjælpe vores unger med at forstå vigtigheden af samvær, dybe og tætte relationer samt kærlighed mellem de to mennesker ved at vise dem, hvordan det kan lade sig gøre. At samarbejde, kompromis og viljen til at være der for hinanden i med og modgang er mulig, og at livet ikke er et egotrip, der skal klares alene, til døden dig finder.

Falkonergårdens Gymnasium har haft fokus på ensomhed blandt unge.  (Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2012)
Falkonergårdens Gymnasium har haft fokus på ensomhed blandt unge.  (Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2012) Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Unge mennesker i dag har i forvejen alt for meget, der udfordrer den tryghed, som er så afgørende for menneskers trivsel.

Vi kan med sikkerhed sige, at vi altså ikke har passet vores job som forældre ordentligt på dén front. Hvad fanden har vi tænkt på? Tænk, at det er vores unger, der har skullet råbe os op og bede os om at gøre noget ved det svineri.

For nylig sagde en af mine veninders døtre pludselig: »Jeg ville ønske, at jeg var jer, for I kommer jo ikke til at opleve det.« Puha, den sad i kroppen i flere dage, for børn skal fandeme ikke ønske at være i deres forældres sted, fordi de dør, før verdens undergang indtræder.

Miljøet er selvfølgelig den helt store udfordring, men det er langtfra det eneste lort, vi har læsset på de stakkels unger. Internettet, mobiltelefoner, sociale medier og dets konstante bombardement af angstfremkaldende informationer og krav om at være konstant »på« og perfekt. Et uddannelsessystem uden plads til fejl og ommere, et jobmarked uden sikkerhed, gigantiske forventninger til omstillingsparathed, tidsoptimering og følelsesmæssig intelligens... Man kunne blive ved. Vi har indrettet en verden, hvor stress og angst er blevet mere normen end afvigelsen.

(ARKIV) Swedish climate activist Greta Thunberg takes part in the demonstration Global Strike for Future in Stockholm, Sweden May 24, 2019. Tusindvis af aktivister fra "generation klima" vil blokere en kæmpe kulmine ved Köln. De har tilkaldt den svenske klimastjerne Greta Thunberg som forstærkning. Det skriver Ritzau, onsdag den 19. juni 2019.. (Foto: TT NEWS AGENCY/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Swedish climate activist Greta Thunberg takes part in the demonstration Global Strike for Future in Stockholm, Sweden May 24, 2019. Tusindvis af aktivister fra "generation klima" vil blokere en kæmpe kulmine ved Köln. De har tilkaldt den svenske klimastjerne Greta Thunberg som forstærkning. Det skriver Ritzau, onsdag den 19. juni 2019.. (Foto: TT NEWS AGENCY/Ritzau Scanpix) Foto: TT NEWS AGENCY
Vis mere

Man tør næsten ikke sige det, med risiko for at lyde som en bagstræberisk 'boomer', som synes, alt var bedre i gamle dage. Men hey, der var sgu meget, der var bedre, og de af os, der kan huske et andet slags liv, har faktisk en forpligtigelse til at minde verden om det. Vi skal ikke holde kæft, fordi vi er bange for at blive udstillet som umoderne, mens hele lortet kører ad helvede til.

Vi må gerne sige: »​Hey, der findes måske også en anden vej - ikke fordi, vi skal gå baglæns, men fordi, det er tid til lige at stoppe op og tænke os lidt om, inden vi bare krydser af i på feltet med 'accepter' og kører uvidende videre med krydsede fingre for, at det nok går.

Det er tid til, at vi opfører os som voksne og for alvor bliver vores ansvar bevidst og får ryddet op i den rodebutik, vi har fået skabt, for vi har sgu ikke passet vores job godt nok!