Så får vi alligevel et udlændingevalg. Selvfølgelig.

Ikke fordi vi vil det, men fordi nødvendigheden er til det – også uden Rasmus Paludans mellemkomst. For selvom tilstrømningen af indvandrere til Danmark er faldet betydeligt gennem indeværende regeringsperiode, så har vi allerede nu 343.805 indvandrere fra ikke-vestlige lande – hvilket er 3.287 flere, end fremskrivningen havde forventet i 2050.

Vi er overhalet indenom, simpelthen. Staten bruger 33 milliarder kroner om året på ikke-vestlig indvandring. Læs igen: 33 milliarder – det er alligevel også en slags (skatte)kroner.

Et beløb, der strengt taget burde være nul – eller så godt som nul. Vellykket integration skulle egentlig ikke koste noget – fordi den enkelte selv er ansvarlig for at ville integrere sig.

Staten skal jo bare hjælpe til. Dertil kommer blandt meget andet, at indvandrere og efterkommere er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne, børnene klarer sig dårligere i skolen end etnisk danske børn, og undersøgelser viser, at et stadig stigende antal muslimer ønsker at slå hul på fundamentet i Danmark og en islamisk lovreligion i stedet for grundloven.

Det er vist ikke emner fra udlændinge- og integrationsafdelingen, der kommer til at mangle ved debatbordene de næste tre uger.

Men efter bare én enkelt partilederrunde kommer man i tanke om, hvorfor man endda som borgerlig næsten ikke orker, at valget skal handle om udlændingepolitik – også hvis man ser helt bort fra Paludans enmandshær.

For det handler om venstrefløjens (Mette Frederiksen og co. er delvis undtaget) følelsesanarkistiske tilgang til indvandrerdebatten og insisteren på at ville repræsentere det såkaldt medmenneskelige.

'Paradigmeskiftet er uværdigt,' sagde Uffe Elbæk (AL) forleden aften på DR1, og Morten Østergaard nikkede og opfandt udtrykket 'udvisningsø'.

Pernille Skipper (EL) bildte os ind, at den siddende regering opdeler menneskers værd efter religion, hudfarve og bedsteforældrenes navne, og efterlyste 'værdighed'.

Pia Olsen Dyhr (SF) ville gerne have mere 'hjerte' i udlændingepolitikken og henviste til børnene på Sjælsmark, mens Kristendemokraternes Stig Grenov gav den som den store barmhjertighedsprædikant.

Det er jo nærmest blasfemi i 20. potens. 'Tag et brækmiddel' var Søren Kierkegaards delikate opfordring til sin samtids kristendomsopfattelse, og man fristes til at sige det samme til dele af venstrefløjens hykleriske og forkortede brug af humanisme, der alene har til formål at dæmonisere den politiske modstander.

Og det lykkes. For når man i selvgodhed smugler moralen ind i sin argumentation, gør man sig samtidig resistent over for enhver indvending og får det til at se ud, som om man kommer fra en anden lidt menneskeligere verden.

Et sted højt hævet over den blødende jord, hvorfra man kan betragte de umoralske 'strammere', der tager alvorlige, men nødvendige beslutninger, mens man selv undgår at få beskidte hænder.

Men hvorfra stammer denne overbevisning om egen moralsk ret og godhed? Ja, den trang er så gammel som selveste menneskeheden – men er blevet holdt i ave af kristendommen, der aldrig får os til at tro, at vi er bedre, end vi er.

Kristendommen tvinger os hele tiden til et selvopgør med troen på vores egen retfærdighed. For skellet mellem godt og ondt går ikke imellem mennesker – mellem dem, der vil det multikulturelle og grænseløse, og os, der ønsker at bevare en national kulturel homogenitet – men grænsen går i mennesket selv.

Det er dér, selverkendelses kamp mellem det gode og det onde foregår – medmindre man er så forblændet af egen godhed, at man alene søger at påvise modstanderens ondskab.

Men ligesom kristendommen kan virkeligheden flænge hver en hellig kåbe. Og virkeligheden kalder på handlingens nødvendighed, for mange danskere (ny- som gammeldanskere) kan ikke kende deres eget land, hvor velfærden, sikkerheden, frihedsværdierne og sammenhængskraften er under pres på grund af en ukontrolleret indvandring og 30 års fejlslagen integration.

Men moralisterne har aldrig reddet verden – det er som regel verden, der skal reddes fra dem og fra idealisterne. Derfor er der andre, der må påtage sig at føre en stram udlændinge- og integrationspolitik – med det menneskesyn, kristendommen har givet os.

Nemlig at ethvert menneske selvfølgelig er lige meget værd uanset hudfarve og religion, kultur og bedsteforældres navne. Dét menneskesyn, der afklæder enhver selvgod politikers hjemmesyede barmhjertighedsargumenter.