Selvom der kan gå lang tid, før vi ved, hvordan den fremtidige regering kommer til at se ud, vil vi om kort tid få et praj om det, når alle danskernes stemmer er talt op, og mandaterne er fordelt.

Og i tirsdagens afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid, forudser den tidligere Venstre-minister og direktør for Aktive Ejere, Søren Pind, to mulige regeringer.

»Det helt traditionelle bud, som jeg synes er røvkedeligt,« siger Søren Pind og fortsætter:

»Det er jo S, SF, De Radikale og Moderaterne. Jeg ved, at Socialdemokratiet vil hade at gå i regering med De Radikale, men det kan være.«

I så fald skal Løkke Rasmussen (M) gå på kompromis med sit ønske om at have både et blåt og et rødt parti med i en regering.

»Men så vil han jo bare sige, at det er virkeligheden, der har indhentet ham,« lyder det fra Pind med et glimt i øjet.

I Borgerlig Tabloid kommer han også med et andet bud, som han synes er noget mere interessant:

»Mit andet bud, som jeg synes er det mest interessante, er Socialdemokratiet, Moderaterne, Venstre og Konservative,« siger han og bliver afbrudt af vært Joachim B. Olsen.

Med henvisning til den seneste meningsmåling indvender B. Olsen nemlig, at det ikke er sikkert, at dén konstellation kan mønstre et flertal.

Men til det svarer Søren Pind, at De Konservatives valgresultat kan overraske:

»Jeg tror faktisk, at Mona Juul får et bedre valg, end man lige går og tror.«

Én ting er dog klart for Søren Pind – han håber ikke, at der kommer et rødt flertal:

»Jeg håber virkelig ikke, at der er rødt flertal. Altså, det kan jeg lige så godt sige. Det håber jeg virkelig ikke,« siger han og fortsætter:

»Jeg tror ikke engang, at Socialdemokratiet har ment den skide formueskat. Jeg tror bare, at det er en, som de har fundet på.«

»Så hvis rød blok kommer til, betyder det reelt, at S kommer til at gennemføre nogle af de ting, som de ikke engang har lyst til, fordi nu har de sagt det.«

Ifølge Venstre-koryfæet bliver det derfor særligt interessant, hvis Lars Løkke Rasmussen og Moderaternes mandater bliver afgørende i de kommende regeringsforhandlinger.

»Jeg tror, at han får Margrethe Vestager til at ligne en skolepige, hvis han først er i den situation. Og jeg tror, at Pia Olsen Dyhr kommer til at pakke sig,« siger han til slut.

Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

Borgerlig Tabloid

Det er ikke mange måneder siden, at målingerne viste et flertal til blå blok. Men der er sket meget siden, og nu skal sol, måne og stjerner stå helt rigtigt, hvis de borgerlige skal mønstre et flertal, inden valgdagen er omme. Så hvad er der gået galt? Det spørger vi Venstre-koryfæet Søren Pind om i dagens afsnit, hvor vi evaluerer de borgerliges valgkamp. Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst: Søren Pind, tidligere Venstre-minister og direktør for Aktive Ejere.  Journalist: Maria Asmine Dam og Emilie Maja Jeppesen  Producer: Teis Zacho og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.