Forældre bliver udsat for systematisk diskrimination, hvis de og deres børn lever vegansk.

Det mener Dansk Vegetarisk Forening, som får mange henvendelser fra forældre, hvis børn ikke kan få serveret plantebaserede måltider i vuggestuen og samtidig bliver forbudt at give madpakke med i stedet.

»Det er fuldstændig uacceptabelt. De fleste forældre forsøger at finde et kompromis, der er til mindst mulig gene. Mange er også bange for at skabe en konflikt med institutionen, fordi de ønsker, at deres børn skal have det godt og trygt, så de vil gerne være på god fod. Så mange bliver presset ud i noget, de ikke synes er særligt rart,« siger Rune-Christopher Dragsdahl, der er generalsekretær i foreningen.

Problemet er nemlig, forklarer han, at det ikke er ligetil bare at sende børnene af sted med en madpakke, hvis forældrene ikke ønsker, at deres børn skal spise den mad, der bliver serveret i institutionen, fordi den ikke er vegansk.

»Vi får mange henvendelser fra borgere i Danmark, som lever vegetarisk eller vegansk og er kommet i klemme i institutionerne rundt omkring,« forklarer Rune-Christopher Dragsdahl.

For mange institutioner argumenterer ifølge Rune-Christopher Dragsdahl med, at det skal være et fælles måltid for børnene i vuggestuen, og at madpakker derfor ikke er en mulighed.

»Vi kan godt forstå argumentet om, at man ønsker et fælles måltid. Men det går galt, når det bliver en ideologi om, at børnene skal spise 100 procent det samme og ikke kan tage små hensyn og måske ændre små ting på tallerkenen,« siger han.

Rune-Christopher Dragsdahl forklarer desuden, at grunden til, at der ofte ikke serveres plantebaseret mad i institutionerne, er, at Sundhedsstyrelsen i sine anbefalinger blandt andet skriver, at vegansk kost ikke ‘kan anbefales’ til spædbørn og småbørn i landets daginstitutioner. Det kan ifølge styrelsen øge risikoen for fejlernæring at udelade hele fødevaregrupper fra kosten.

Flere steder har forældrene alligevel kunnet finde frem til en løsning med institutionen, hvor dele af maden var vegansk.

»Men nu begynder der at komme eksempler på, at nogle kommuner er begyndt at sige til institutionerne, at det må de ikke. Selvom der var fundet en løsning,« siger Rune-Christopher Dragsdahl.

Kan du ikke forstå, at kommunerne ikke vil stå med ansvaret for, at der potentielt kan ske skader på børnene?

»Det grundlæggende problem er, at myndighederne har en lunken formulering, som gælder vegansk kost til helt små børn. Men de danske myndigheder står alene i Norden. Både i Norge, Sverige og Finland har myndighederne neutrale formuleringer, så man i stedet oplyser om, hvad man skal være opmærksom på og skal huske af tilskud, hvis man har børn, der lever vegansk. Derfor er nogle kommuner bange for at gøre noget andet, end myndighederne siger.«

Hvorfor er det diskiminerende?

»I mange af de lande, vi sammenligner os med, tager man hensyn. I stedet for at snakke om diskrimination, kan man tale om hensyn inden for rimelighedernes grænser. Menneskerettighedsdomstolen har afsagt flere domme om, at veganere og vegetarer har ret til at leve efter deres overbevisning og derfor er beskyttet mod forskelsbehandling.«