Onsdag formiddag præsenterede Mette Frederiksen sit spritnye ministerhold.

Og mens det skete, sad Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, i B.T.-studiet.

I dagens afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid, debriefer han regeringsgrundlaget og det nye ministerhold – og her hæfter Vanopslagh sig særligt ved én ting.

»Jeg synes faktisk, at det er en god ministerliste, hvis vi lige ser bort fra, at de er røde.«

Han fortsætter: »Men det er jo bemærkelsesværdigt, at både Kaare Dybvad og Rasmus Stoklund ryger ud af listen – og så er det Morten Bødskov, der skal være udlændinge- og integrationsminister, som jo ikke er kendt for den der stramme udlændingepolitik.«

Det var en politisk bombe, da det tidligere på dagen kom frem, at hverken Kaare Dybvad Bek eller Rasmus Stoklund, der begge har været udlændinge- og integrationsminister i den forhenværende SVM-regering, skal fortsætte som ministre.

Morten Bødskov, der går i midten af billedet, er netop blevet udnævnt til udlændinge- og integrationsminister.
Morten Bødskov, der går i midten af billedet, er netop blevet udnævnt til udlændinge- og integrationsminister. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Fravalg, som debatredaktør og vært på Borgerlig Tabloid, Joachim B. Olsen, også undrer sig over:

»Det er jo de her værdikrigere, der nu er ude. Det må jeg indrømme, det forstår jeg ikke helt,« fortæller han med henvisning til, at Socialdemokratiet kommer til at blive sat under massivt pres på området, særligt fra et blodtørstigt Dansk Folkeparti.

Han tilføjer, at både Dybvad og Stoklund er kendt som 'strammere' på udlændingeområdet i Socialdemokratiet – i modsætning til den mangeårige minister Morten Bødskov, der nu forlader erhvervsministeriet og bliver ny socialdemokratisk udlændinge- og integrationsminister.

I september 2025 overtog Rasmus Stoklund (th.) nøglerne til Udlændinge- og Integrationsministeriet fra Kaare Dybvad Bek (tv.), der selv blev beskæftigelsesminister.
I september 2025 overtog Rasmus Stoklund (th.) nøglerne til Udlændinge- og Integrationsministeriet fra Kaare Dybvad Bek (tv.), der selv blev beskæftigelsesminister. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ifølge Alex Vanopslagh er ministervalget et udtryk for en bekymrende prioritering af udlændingeområdet i den nye regering.

Noget, han også læser ud af regeringsgrundlaget, som de fire regeringspartier – S, SF, M og RV – præsenterede tirsdag eftermiddag:

»Hun (Mette Frederiksen, red.) har haft travlt med at fortælle, at det er en regering, der vil stå fast på den stramme udlændingepolitik. Det er jo svært at læse ud af regeringsgrundlaget, fordi det nok er det område, der fylder aller, aller, allermindst i det.«

Han fortsætter: »Der er brugt mere plads på at beskrive, hvad man vil gøre for LGBTQ-personer.«

Hør afsnittet med Alex Vanopslagh, hvor han fælder dom over regeringsgrundlaget og ministerholdet på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. 

Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

Borgerlig Tabloid

Regeringsgrundlaget er landet, og ministerholdet er sat. I dagens afsnit debriefer vi begge dele med Alex Vanopslagh (LA) - og så spørger vi, hvordan han ser sin egen, LA's og blå bloks rolle i denne valgperiode. Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst: Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance Journalist: Maria Asmine Dam Producer: Teis Zacho og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke: https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcas