De ultimative krav flyver om ørerne på vælgerne, mens der efterhånden er langt mellem garantier og løfter.
Det er ikke gået af mode at være sådan en, der er til at regne med. Det sker heller ikke i erkendelse af, at politikeres troværdighed er for lav til den type kommunikation. Det er simpelthen bare en ny måde at formulere et politisk løfte på.
Der er opstået et våbenkapløb om, hvilket parti der kan stille de skrappeste krav til en eventuelt kommende statsminister. Det er svært at navigere i som vælger, men man kan bruge dem til at få et overblik over, hvilke temaer partierne selv prioriterer højest.
I denne uge har især Pia Olsen Dyhr fået tvunget SF's mærkesager om, at kontanthjælpsloftet skal afskaffes, og der skal indføres minimumsnormeringer, ind på lystavlen – gennem ultimative krav. Det skal vi betragte som oplysning til samfundet om SF, men også som et politisk løfte. Et løfte, som det dog ikke kun er Olsen Dyhr selv, der skal levere – det skal Mette Frederiksen også.
I dag har vi 13 partier og ingen sammentømrede blokke, så ingen kan regne ud, hvad der reelt kan lade sig gøre at gennemføre. Det betyder, at det politiske løfte er blevet en ualmindelig svær disciplin. Derfor søger man selvfølgelig andre veje til at forventningsafstemme med vælgerne.
Men i virkeligheden starter våbenkapløbet hos de store partier, som simpelthen forlanger opbakning til centrale dele af deres politik. På venstrefløjen har Mette Frederiksen i realiteten sagt 'der kan ikke rettes et komma' (oprindelig sagt af Thorning) om udlændingepolitikken til dem, der skal pege på hende. Der er ikke noget 'til gengæld'. Og dermed reduceres støttepartier til statister. Det er der selvfølgelig ingen, der vil finde sig i.
Tidligere på ugen talte jeg med en tidligere partileder, som ærligt fortalte, at man faktisk også bliver presset som leder, når man ser konkurrenterne stille flere og flere ultimative krav. Man frygter simpelthen, at man selv bliver for tam i vælgernes øjne. Det er forståeligt. Ikke mindst i en tid, hvor vælgerne kan have svært ved at se forskel på partiernes politik.
Lige nu står Socialdemokratiet og Venstre nærmest ryg mod ryg i dansk politik. Selvom de konstant skælder ud på hinanden, prøver de på lange strækninger at ligne hinanden. I den situation bliver både klassiske valgløfter, garantier og ultimative krav meget klare. Men hvor løftet lægger 100 procent ansvar på den, der afgiver det, har krav den fordel, at det fordeler ansvaret med 50 procent til den, der rejser kravet, og 50 procent til den, vedkommende skal pege på som statsminister.
