Et omdiskuteret forslag har fået flere ungdomspolitikere til at tordne med kritik.

»Det er en mærkelig logik, når man gerne vil kvittere for unges opførsel med et forbud,« siger Frederik Vad Nielsen, der er formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.

Kritikken kommer efter, at Sundhedsstyrelsen for nylig fremlagde et nyt sundhedsudspil med et forslag om at forbyde salg af alkohol til unge under 18 år.

Men det er overformynderi, mener flere ungdomspolitikere fra både rød og blå blok.

»Det svarer til at sige, at der i hverken Nørresundby eller København findes nogen 17-årige, der kan håndtere at købe og drikke en øl,« siger Frederik Vad Nielsen.

Det er et udsagn, som formand for Liberal Alliances Ungdom Simon Fendinge Olsen kan nikke genkendende til.

»Sundhedsstyrelsen har en fundamental fobi over for sjov. Jeg siger ikke, at druk er en essentiel del af ungdomskulturen, men jeg synes, hele idéen om at gå til kamp mod druk er forkvaklet,« siger Simon Fendinge Olsen.

Men Sundhedsstyrelsen mener, at vi skal passe på de unge, der stadig er ved at udvikle sig?

»Jamen, så vil jeg gå en tidlig død i møde vel vidende, at alle de raketforskere og hjernekirurger, vi er gået glip af på grund af vores intense druk, har skadet os som nation. Men det har jeg det fint med.«

I Danmark kan unge, der er fyldt 16 år, købe spiritus med en alkoholprocent op til 16,5 – svarende til øl, breezers og enkelte shotflasker.

Derfor bør man i stedet regulere, hvad de unge kan købe af hård sprut, mener Frederik Vad Nielsen.

»Lad os sige, at vi afskaffer shot og forbyder vin. Det vil sige, at hvis man er 16 eller 17 år, kan man kun købe øl,« siger den socialdemokratiske formand.

Hverken Frederik Vad Nielsen eller Simon Fendinge Olsen mener, at den unge generation har en problematisk drukkultur.

»Vi har en ungdomsgeneration, der har taget ansvar og sænket deres alkoholforbrug, og i stedet for at belønne dem med gulerod giver vi dem pisk,« siger Frederik Vad Nielsen.