Ung skolelærer med opråb til Mette Frederiksen: Hold dine heste!
Folkeskolelæreren Andreas Steffensen giver ikke meget for politikernes 'hovsa'-løsninger efter de historisk dårlige PISA-resultater. I stedet mener han, at de bør gøre noget helt andet.
Folkeskolelæreren Andreas Steffensen (th.) kritiserer i B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid, politikernes 'hovsa'-løsninger efter de historisk dårlige PISA-resultater. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix & privatfoto.
»De har sagt, at de ikke vil komme med de her 'hovsa'-løsninger, men det synes jeg, at man kommer lidt til,« siger han og fortsætter:
»Lad være med det! Hold lige dine heste, træk vejret, og se på, hvad der har den største effekt, når vi ser på skolen.«
Andreas Steffensen understreger samtidig, at han altid bliver »lidt nervøs«, når Socialdemokratiet vil noget på skoleområdet.
»Det er sådan lidt en naturlov, tror jeg, for os lærere. Det er altid lidt det der med: 'Åh, hvad kan de nu finde på?',« siger han med henvisning til, at Socialdemokratiet har haft magten de seneste syv år.
Det var også dem, der tilbage i 2013 stod bag den folkeskolereform, der er blevet udpeget som én af årsagerne til det historisk dårlige resultat.
»Når de nu skal i gang med at lave noget på skoleområdet igen, som de jo skal, så spørg lærerne!« tilføjer han.
Ifølge folkeskolelæreren var det helt skævt, at undervisningsministeren Magnus Heunicke (S) i forbindelse med de dårlige PISA-målinger valgte at indkalde til et 'forældrekrisemøde'.
»Det var jo fuldstændig, synes jeg, ved siden af,« siger han og foreslår i stedet, at man burde holde et stort lærermøde i stedet for.
Han fortsætter: »Lad os nu tale med dem, der står på gulvet, der har mødet med eleverne, der står og planlægger undervisningen og kan se, at de får at vide, at det er dem, der er løsningen.«
Samtidig tilføjer Andreas Steffensen, at det ikke bør være hans ansvar som lærer at skulle samle elevernes telefoner ind, når undervisningen begynder.
I stedet vil han hellere bruge sin tid på at stille krav til undervisningen og hjælpe eleverne på vej.
»Jeg synes, at forældrene burde tage telefonen, inden den kommer ind på den her matrikel, fordi jeg synes, at det er et forældreansvar,« slår han fast.
Folkeskolelærerens forslag til ændringer
I programmet kommer Andreas Steffensen også med en række forslag, der i hans optik vil skabe bedre rammer for læring. Her peger han blandt andet på, at der skal være »mere frisættelse på området, mindre styring, og at der skal være mere tillid.«
»Det er blevet mindre, hvad jeg får lov til at bestemme i mit undervisningslokale, rent metodefrihedsmæssigt, hvor jeg føler, at der nogle gange er nogen, der næsten laver mit arbejde,« siger han.
Folkeskolelæreren slår samtidig fast, at man ude på skolerne »faktisk ved rigtig meget om, hvordan man driver god skole.«
Ifølge Andreas Steffensen skal man også tage et opgør med inklusionsdagsordenen samt skabe mere respekt for læreren.
»Autoriteten er faldet mellem to stole, siden vi havde det der lektor Blomme-billede,« siger han og fortsætter:
»Jeg synes, at vi skal stoppe med at gøre autoritet til modsætningen af trivsel, fordi jeg tror simpelthen, at de afhænger hinanden.«
Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.
For to uger siden detonerede en bombe i den politiske debat. De nye PISA-resultater viser nemlig, at de danske 15-årige elevers faglige niveau er på det laveste niveau, siden Danmark begyndte at deltage i undersøgelserne i 2000. For at sige det ligeud, så er de danske afgangselever blevet markant dårligere til at læse og regne! Men det kom ikke som en overraskelse for dagens gæst, som er folkeskolelærer. Han tænkte: ‘Nu vil politikerne måske lytte til os.’ Men hvad er det helt konkret, politikerne har brug for at høre? Og hvordan får vi vendt den her udvikling? Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst: Andreas Steffensen, folkeskolelærer og klummeskribent på Jyllands-Posten Journalist: Maria Asmine Dam og Emilie Maja Jeppesen Producer: Teis Zacho og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke: https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.