Disse spalter skulle egentlig handle om Nicklas Bendtners triste taxitur eller valget i Sverige. Jeg overvejede også at skrive om, hvordan det er at have topmave.

Eller klummeklassikeren: formulere en verbal henrettelse af cyklister uden hjelm og hjerne. Der er heldigvis altid emner for os, der har en mening om det hele. Men så ringede telefonen. Og når Ulla Terkelsen er i røret fra Sydfrankrig, skal man svare med det samme.

'Her Majesty', som vi kaldte Ulla i de første store år på Kvægtorvet i Odense, fortalte mig først om sin brækkede arm og verdenssituationen. Derefter tog vi fat på det eneste emne, både hun og jeg har rigtig meget forstand på: fjernsyn.

Vi sludrede som gamle soldaterkammerater om dengang i 1991, jeg blev udvalgt af hende til at være studievært på TV2/Nyhederne.

TV2-optagelser til 'Året der gik på TV2', som bliver sendt til nytår. Journalist Ulla Terkelsen sammen med studievært Jes Dorph-Petersen.
TV2-optagelser til 'Året der gik på TV2', som bliver sendt til nytår. Journalist Ulla Terkelsen sammen med studievært Jes Dorph-Petersen. Foto: Ernst Van Norde
Vis mere

Ulla var nyhedschef og plukkede mig for knap 28 år siden fra reporterrækkerne, fordi jeg ifølge hende havde 'en god stemme og talte et godt dansk'. Men det var – understregede hun i røret fra Cannes - som at vælge en fyldt chokolade uden at vide, hvordan den smager.

Da hun havde talt sig varm, sammenlignede Ulla endda at teste mig som tv-vært med at spille roulette - hvad jo sjældent fører til noget fornuftigt.

Bagefter sad jeg alene en halv times tid og følte mig mærkværdigt til mode over, hvor radikalt min tilværelse blev ændret af Ulla Terkelsens gedigne gætværk. Men det anede jeg naturligvis ikke, da min karriere som såkaldt tv-stjerne begyndte - året inden Danmark vandt EM i fodbold.

Om to uger fylder TV2 30 år, og næste forår bliver jeg præcis dobbelt så gammel. Så på en eller anden føles det også som en 90-års fødselsdag for en ældre mand med sutsko i den dybe lænestol hjemme i forstaden.

Sådan vil jeg også nyde alle gensynene, når TV2 fejrer sig selv med 'Lykkehjulet', Jens Gaardbo, 'Eleva2eren', 'hutlihut' og Cecilie Frøkjær i et tv-transmitteret tæppebombardement.

Men den 3. marts 1991 var jeg både ganske ung og meget tæt på at tisse i bukserne af skræk.

Jeg skulle nemlig debutere som nyhedsvært. Jeg har stadig udsendelsen på en dvd-skive og viser den til stor morskab og færre klapsalver, når jeg holder foredrag om min larmende karriere.

For selvom jeg havde en frisure som Brian Laudrups og en nydelig filtgrøn habitjakke, lignede jeg den aften et stærkt transpirerende, skrækslagent mobbeoffer på randen af selvmord.

Hver gang et båndet indslag gik i gang, kom Ulla Terkelsen trippende ind foran pulten med et viskestykke og duppede min pande.

»Det går så fint, min ven,« påstod hun og beviste igen, at journalister både passer godt på hinanden og har let ved at lyve.

Men jeg kom igennem min tv-fødsel med chefen som jordemoder uden det totale sammenbrud. Og som ugerne gik, begyndte det at føles dejligt at læse nyheder op i fjernsynet.

Min endnu ældre kollega Jarl Friis-Mikkelsen forklarer glæden ved at føre sig frem med at have 'en høj PÅ-faktor'. Den har alle værter med sikkerhed. De kan simpelthen lide at være på. Ellers ville de ikke sidde på en kontorstol og stege i en orkan af watt foran en teleprompter i hele Danmarks nærvær.

Journalist Jes Dorph-Petersen er general på TV2's dækning af den kongelige barnedåb. Her sammen med journalist Ulla Terkelsen.
Journalist Jes Dorph-Petersen er general på TV2's dækning af den kongelige barnedåb. Her sammen med journalist Ulla Terkelsen. Foto: Jeppe Carlsen
Vis mere

Men vi indrømmer det først, når vi er gamle og derfor lodret ligeglade med at blive kaldt selvfede linselus.

Nervøsiteten ved at udstille sig selv forsvinder bare aldrig helt. Siden jeg første gang tonede frem i tv-apparater så store som flyttekasser, har jeg tænkt:

»Det er kun en test. Jeg falder sgu nok igennem, når de gennemskuer, at jeg ikke er særlig dygtig.«

Jeg har nemlig i al hemmelighed bluffet mig til det meste i næsten 30 år. Min eneste lillebitte karriereplan har været aldrig at blive chef. Ifald ville jeg være startet med at fyre mig selv.

Nu er der ikke mere plads her i klummen til noget begavet om håndtryk eller puttefester - så jeg slutter ved begyndelsen og telefonsamtalen med Ulla Terkelsen, hvor det endelig gik op for mig, at forsøgskaninen Dorph åbenbart holder hele vejen hjem til folkepensionen.

Selvom han hang lidt i feltet undervejs, fordi farten blev for høj.

Det er godt nok værtens sjoveste job at lave fjernsyn, men efter mere end 10.000 dage og næsten lige så mange udsendelser trænger jeg til at ligge vandret i weekenden og kigge lige forbi fladskærmen. Bare som et nyt eksperiment.

Tillykke lige om lidt, TV2. Og tak, fordi du spillede roulette med mig, Ulla.