Forleden faldt jeg over en statistik, der sagde, at 46 procent af alle danskere har været utro mod deres partner – tro det eller ej. Under alle omstændigheder er utroskab et udbredt fænomen – og det behøver ikke være på grund af, at man er i et dårligt fungerende parforhold.

Historier om utroskab kan se meget forskellige ud. Hvis parforholdet er problemfyldt eller synger på sidste vers, kan utroskab være en trøst eller en flugt – i et forsøg på at få den bekræftelse og kærlighed, man savner.

Skriv debatindlæg til B.T. til btdebat@bt.dk.

Det er måske forståeligt nok, at man søger væk, hvis der virkelig mangler noget i parforholdet. Men utroskab foregår også i forhold, som ser ud til at være sunde og velfungerende. Hvorfor er man utro, når man ikke kan pege på, at der er noget galt med parforholdet? Er det på grund af dyriske drifter, der bare er helt ustyrlige? Er det rastløshed? Måske til dels. Men måske kan man også tale om, at den form for utroskab hænger sammen med en tendens til, at man dyrker sig selv og sine egne behov. Nogle eksperter mener, at man kan tale om utroskab som en form for selvrealisering.

Vi lever i et samfund, hvor vi ofte bliver opfordret til at spørge os selv: Får jeg nok ud af det her? På arbejdsmarkedet, på uddannelserne og som brugere af samfundets forskellige institutioner er vi i stigende grad opdraget til at være individualister, der kommer længst ved at sætte egne behov øverst på listen. Og selvfølgelig kommer den enkelte længst ved at tænke på sin egen udvikling og sine egne mål. Hvis jeg vil blive mere glad af at være et andet sted – hvorfor så ikke søge derhen? Hvis jeg ikke får nok i løn, så finder jeg mig vel et andet arbejde?

Man kan jo altid diskutere fordele og ulemper ved idéen om, at enhver er sin egen lykkes smed. Hvad angår parforhold så gælder der dog anderledes regler. Hvis den individualistiske livsanskuelse er udgangspunkt for parforholdet, vil det med stor sandsynlighed ende med utroskab.

Neela Maria Sris, privatpraktiserende psykolog. Vis mere

Parforhold kræver noget helt andet end den egocentrerede stræben efter at opnå det bedste til sig selv. Det indebærer, at man nogle gange er nødt til at give mere, end man får. I parforholdet handler det ikke om at sørge for, at man selv får mest muligt ud af det. Hvis man ikke kan slippe den individualistiske tankegang, når det gælder livet med en partner, så er der god grobund for, at man før eller siden spørger sig selv: Får jeg nok ud af det her? Måske skulle jeg se, om græsset alligevel er grønnere på den anden side?

Vores priviligerede samfundsindretning fordrer, at vi skal kunne træffe valg og vigtige beslutninger om de mange muligheder, vi er så heldige at have. Livet er fuld af svære valg. Og ja, det er vigtigt, at vi opdrager unge mennesker til at kunne træffe beslutninger. Senere i livet er især valg af job og karriere vigtige spørgsmål, og mange mennesker møder her en kultur, hvor man hele tiden skal være opmærksom på, om der dukker en ny og bedre stilling op. Der er hele tiden valgmuligheder.

Ønsker man at være tro mod sin partner, duer det ikke at have samme indstilling til kærlighedslivet. Man er frit stillet til at skifte elsker lige så ofte, som man skifter underbukser – og det er stadig lettere at komme i kontakt med en potentiel ny partner, som måske ikke er længere væk end ganske få klik og swipes. Men den individualistiske, selvrealiserende tankegang kan ikke være fundament i parforholdet. Der er alt for kort fra at sætte egne behov i første række til at blive nysgerrig på affærer og sidespring. Man kan sige, at den måde, vi tænker på i så mange andre aspekter af livet, går stik imod ideen om, at vi skal være tro mod vores partner. Selvrealisering handler om at redefinere sig selv og at udvikle sig selv, og det er godt på mange måder – men tankegangen er måske en af grundene til, at vi ser så meget utroskab i dag.