Det er den tid på året. Roskilde Festival er i gang, og traditionen tro – fristes man til at sige – er medierne fulde af historier om unge, forkælede festivalgæster og deres forfærdelige curlingforældre.

Lyt til Euroinvestors chefredaktør Lars Christensens podcast HER.

På sociale medier florerer historier om, hvor forfærdeligt det er, at forældre pakker deres børn, der ofte er i 20'erne, ind i vat. Man får nærmest det indtryk, at vi har en generation af unge, der er ude af stand til at klare sig selv, og en generation af forældre, der har særdeles svært ved at give slip på deres afkom.

Der er da heller ikke tvivl om, at der er tale om en endog meget forkælet generation. Ja, nok den mest forkælede generation nogensinde. Og det var generationen før den i øvrigt også og det samme med den forrige generation.

Chefredaktør for Euroinvestor Lars Christensen.
Chefredaktør for Euroinvestor Lars Christensen.
Vis mere

Sandheden er nemlig, at der intet nyt er i, at mange forældre er 'curlingforældre.' Det er ganske enkelt et resultat af vores stigende velstand.

For 100 år siden var børnearbejde fortsat udbredt i Danmark, og det var normalt, at familier fik både fem og seks børn. Børn blev med andre ord i høj grad opfattet som en investering.

Børnene skulle hjælpe med i produktionen både i og uden for hjemmet blandt andet i landbrugsfamilier. Samtidig var det forventningen, at børnene, når de blev voksne, passede deres aldrende forældre, og dermed var børn – og helst mange af dem – en forsikring og en opsparing til, når man blev gammel.

I dag klarer vi opsparingen via vores pensionsordninger, og den tid, hvor børnene var vigtig for produktionen i samfundet, er heldigvis for længst forbi. I årtier har børn primært været noget, vi har fået, fordi vi har lyst til det.

Lidt kynisk kan man sige, at børn er gået fra at være investeringsgoder til at være forbrugsgoder – og ikke bare et forbrugsgode, men et luksusgode.

For 100 eller 150 år siden elskede forældre også deres børn, men økonomisk set havde de ganske enkelt ikke mulighed for at forkæle deres børn i samme grad som i dag.

Tilsvarende er det jo ikke, fordi forældre i Indien eller Bangladesh ikke elsker deres børn, hvis de lader dem slide sig selv halvt eller helt ihjel med børnearbejde på uhumske fabrikker, men forældrene har ganske enkelt ikke de samme økonomiske muligheder som danske forældre.

Økonomer taler om, at vi maksimerer vores nytte, og der er ingen tvivl om, at for de fleste af os, så får vi lige så meget glæde ud af vores nærmestes 'nytte' som af vores egen nytte. Vi er som individer i høj grad altruistiske, når det gælder vores børn.

Det betyder også, at forældre opnår glæde, når deres børn får det bedre, og de glædes ved deres børns forbrug på samme måde, som de glædes ved deres eget forbrug.

Glæden ved at give er ægte for forældre. Så når sønnen på ni år får et nyt skateboard af mor og far, så er det lige så godt for forældrene, som hvis de havde brugt pengene på at købe noget til sig selv.

Derfor er det også naturligt, at vi køber flere goder til vores børn i takt med, at vi bliver rigere. Det er fuldstændig naturligt. Derfor er det sådan set heller ikke underligt, at en mor vil lave pizzasnegle til sin 22-årige søn, der er på Roskilde Festival.

Og skal vi virkelig være så kritiske over for det? Det skyldes to ting. For det første en moders kærlighed til sin søn og det faktum, at moderen har tid og overskud. Det overskud er i virkeligheden et økonomisk overskud. Det kan man da ikke begræde.

Antallet af curlingforældre er med andre ord direkte proportionalt med vores økonomiske velstand. Jo rigere vi er, jo mere vil vi gøre for vores børn.

Og vores børn betyder mere for os end nogensinde før. De fleste forældre elsker forhåbentlig deres børn, men i et samfund med høj børnedødelighed og mange børn, er det naivt at tro, at forældre ikke har et mere kynisk forhold til deres børn end vor tids danske curlingforældre, der oftest kun har ét eller to børn.

Få børn pr. familie og høj velstand er det, der har skabt curlingforældrene, og ser vi fremad, må vi forvente, at der også næste år og om 10 år vil være masser af grund til at forarges over den næste generation af curlingforældre – for forhåbentlig vil velstandsfremgangen fortsætte/velstanden fortsat stige.

Og det skal vi glæde os over. Heldigvis er tiden, hvor vi i Danmark havde behov for børnearbejde, definitivt forbi, og så kan vi nok leve med, at nogle unge bliver pakket lige lovligt meget ind i vat.

Fortsat god Roskilde Festival til curlingforældrene og deres forkælede børn.