Folketingsmedlemmet Trine Bramsen (S) gik mandag tur på Vesterbro, da hun mødte synet af flere lattergaspatroner flyde på gaden. Desværre er det ikke et sjældent syn, og det vil hun derfor lave om på.

»Det var en slagmark af efterladte patroner. Og det er jo ikke det eneste sted, de ligger. De ligger mange steder. Man sparker jo til dem på hvert gadehjørne efterhånden. Så jeg er faktisk lidt bekymret over det,« siger Trine Bramsen til B.T.

Trine Bramsen mener, det bør være sværere for unge at købe mange patroner ad gangen.

»Patronerne er jo tiltænkt til at lave flødeskum med. Derfor har jeg svært ved at se, hvorfor man som et ungt menneske skal kunne gå ned og købe 30 i en pakning,« siger Trine Bramsen.

Politikeren Trine Bramsen har fået nok af de unges forbrug af patroner. Foto: Trine Bramsen
Politikeren Trine Bramsen har fået nok af de unges forbrug af patroner. Foto: Trine Bramsen
Vis mere

Hun mener, det er alt for tilgængeligt, og hun mener, at en af løsningerne må være en aldersgrænse, men også flere oplyste forældre.

»Der er enormt mange forældre, der ikke ved, hvor farligt det her er. Jeg talte med en efterskolelærer, der ikke ved, hvor farligt det er. Og efterskolen havde et stort problem, fordi forældrene sendte patroner til deres børn, fordi de troede, det var som helium. Der er enormt stor uvidenhed om det her. Det kan jo i værste fald ende i kvælning,« siger Trine Bramsen.

Trine Bramsen mener, man fra politisk side skal gøre det svært at købe pakninger.

Derudover mener hun, at alle forældre til unge bør tage en snak med deres børn om, hvor farligt det er, og hvad der kan ske, når man indtager lattergas fra patroner.

»Det er i sidste ende forældrenes ansvar. Hvis vi bare kan få én forælder til at studse over det her og forstå, hvad alvoren er, er jeg sådan set glad for mit opslag (på Facebook, red.),« siger hun.

Trine Bramsen så flere skoleelever tidligere på dagen hænge ud akkurat samme sted, hvor hun senere på dagen så patronerne ligge på gaden.

»Jeg bliver oprigtigt ked af det, når jeg ser dem ligge rundtomkring. Det er så voldsomt, at der ligger så mange,« siger Trine Bramsen.

Læs nedenfor, hvorfor lattergaspatroner kan være farlige.