Journalist Carl Henrik Clemmensen mødte tilfældigt sin kollega Poul Nordahl-Petersen, der arbejdede for den nazistiske avis Fædrelandet, på Østerport Station i København. De to kom i skænderi, og Clemmensen viste sin foragt ved at spytte Nordahl-Petersen i ansigtet.
Om aftenen blev Clemmensen hentet i sit hjem i Klampenborg af to danske SS-soldater fra Frikorps Danmark, der var hjemme på orlov. De rev ham ind i deres bil og kørte til et afsides område, hvor de afhørte, slog ham og skød ham, medens han lå på jorden.
Carl Henrik Clemmensen var en af sin tids dygtigste journalister, arbejdede for B.T., men den 30. august 1943 blev han brutalt likvideret.
Herbert Zeemann var B.T.s krigskorrespondent og militærmedarbejder. Hver dag skrev han artikler, der provokerede den tyske censur, og ofte blev de stoppet. Den 15. august 1944 bankede det på Zeemanns dør i Buddinge. Da han spurgte: »Hvem der?«, fik han svaret: »Det er kriminalpolitiet, luk op!«. To mænd bad ham følge med, men da Herbert Zeemann vendte sig om for at tage sin frakke, blev han skudt ned og var dræbt på stedet. De to gerningsmænd er aldrig fundet.
Kaj Gersdorff Holbech begyndte på B.T i 1926, blev politireporter i 1935 og steg i graderne. Under krigen var Kaj Holbech redaktør på bladet, men i sin fritid var han også redaktør af modstandsbevægelsens blad De Frie Danske. Den 14. oktober 1944 cyklede han til Gl. Kongevej, hvor han skulle deltage i Frihedsrådets bladudvalg. På vej op ad trappen opdagede han et par Gestapo-folk, der holdt vagt ved døren. Holbech, der havde adskillige dæknavne, forsøgte desperat at flygte, men han blev ramt af en byge af kugler i ryggen og blev dræbt på stedet.
B.T. skrev dette om ham i et mindeord:
'Det var en selvfølge for ham i krigens vanskeligste år at blive en af de mest aktive frontfigurer i modstandsbevægelsen, og han faldt på den post, som han frivilligt havde stillet sig på. Han gav sit liv for Danmark.'
Mindeordene om Kaj Gersdorff Holbech, som også indholdt en omtale af C.H. Clemmensen og Herbert Zeemann, blev først udgivet på B.T. den 5. maj 1945 – befrielsesdagen. Under krigen var B.T. og andre danske aviser underlagt den tyske censur, og det var ikke tilladt at hylde de faldne journalister med omtale eller nekrologer.
Det er mere end 75 år siden, at de tre B.T.-medarbejdere blev dræbt for det, de troede på. Deres kampe, som deres liv, er forskellige, men de betalte den højeste pris for en sag, de troede på.
Et frit Danmark.
Den 4.og 5. maj hylder vi 75-året for Danmarks befrielse, og det er på sin plads, at vi husker de mennesker, der betalte med deres liv. Vi skylder os selv og de kommende generationer, at vi fortæller historierne om deres mod, modstandskraft og det enkeltes menneskes vilje til at ofre sig – uanset omkostninger.
Den frihed, vi i dag tager for givet, det demokrati, vi ofte hylder, den ytringsfrihed, der er så afgørende, har haft en pris – også blandt journalister og andre ansatte i dagspressen. Under vanskelige forhold udkom de danske medier under krigen. Hele tiden presset af en censur og med trusler om sabotage og likvideringer. Flere af B.T.s medarbejdere var særdeles aktive under besættelsen, og adskillige måtte gå under jorden, herunder chefredaktør Harry Bendixen. Flere blev fanget, andre flygtede til Sverige. Da krigen sluttede, viste det sig, at B.T. stod på dr. Werner Bests liste over provokerende danske aviser, som skulle sprænges i luften.
Sådan gik det ikke, og på befrielsesaftenen mødte en stor menneskemængde op anført af fire frihedskæmpere og råbte: »Leve B.T. Leve de frie danskes højborg.«
Vi ærer i dag de faldne på B.T. – og alle andre modstandsfolk – på 75-året for befrielsen ved at sætte lys i vinduet.
Vi bruger lyset som en protest mod mørkets kræfter og som en hyldest til de mennesker, der ønskede, at vi skulle være frie – koste hvad det ville.
Vi bruger lyset for at signalere håb og glæde.
Æret være deres minde.
