Voldtægt er noget, der normalt sker for kvinder under 25. Det gjorde det også for mig – tre gange. Men for nylig skete der noget, der fik det hele op til overfladen igen...

Det er en lun majaften, og jeg sidder på det lokale hipster-pizzaria med en mand, jeg har mødt på Tinder. Det er vores anden date. Vi snakker og griner, men der er bare ikke det der ’det’ fra min side, så da han læner sig ind over bordet for at kysse mig, føler jeg mig helt forkert. Jeg bliver også lettere irriteret indvendig, fordi jeg inden dette møde har sagt, at vi godt kunne ses, men at jeg ikke var til sex og intimitet på nuværende tidspunkt. Samtidig bærer jeg over med ham, for ’på papiret’ er han helt rigtig – skide-sød, sjov, kreativ, rød og intelligent, men det rykker bare ikke i mig. Jeg kan virkelig godt lide ham, men der er ingen sommerfugle i maven, så selv om jeg ønsker, at jeg havde følelserne, må jeg indse, at han bliver endnu en ’ven’.

Sådan er det bare ikke for ham. Han følger mig hjem, og vi får et glas vin på terrassen. Det bliver til flere kys, selv om jeg forsigtigt prøver at trække mig og vende ansigtet væk i et forsøg på stadig at bibeholde et ordentligt forhold til ham og ikke såre hans følelser. Han forstår tilsyneladende ikke signalerne og begynder derfor at ’pille’. Jeg skubber på en pæn måde hans hænder væk og siger ’Nej’ flere gange. Det fortsætter. Mere og mere til han til sidst trækker bukserne af mig, og jeg giver op.

Jeg reagerer, som jeg gør, fordi jeg er blevet voldtaget før. Selv om dette ikke var en decideret voldtægt, var det et overgreb, og det trigger min krop og hjerne til at reagere, som den tidligere har gjort, når jeg har oplevet den slags – jeg bliver lammet. Jeg ligger helt stille, slår hjernen fra, stempler ud og venter bare på, at det bliver overstået. Det bliver det, og han går kort efter.

Dagen efter taler jeg med en tæt veninde. Jeg er vred. Meget vred. Og samtidig forsøger jeg at undskylde ham lidt og tage det ’cool’ pga. min alder og erfaring – han var jo ikke den ’første’, så der er vel egentlig ikke gået nogen skår af mig?

’Jo, gu’ er der så!’, siger hun og fortsætter:

’Du sagde jo nej, og det skulle han have respekteret. Det er på ingen måde i orden!’

Inderst inde ved jeg godt, at hun har ret. I løbet af den næste uge mærker jeg en enorm stress og sorg vælte op i mig. Det er ikke fordi, jeg tænker på de tidligere voldtægter i detaljer, men følelserne og efterveerne af dem, selv om den seneste ligger 25 år tilbage i tiden, presser sig mere og mere på.

Jeg skriver med ham om ligegyldigheder og dagens gøremål i flere dage, og så holder jeg op, da jeg kan mærke et behov for at fortælle ham noget vigtigere. Fortælle ham om min historie, og hvad hans pressen på den aften har gjort ved mig og give ham lidt dårlig samvittighed. For i sin iver, kløe i mellemgulvet eller tro på, at jeg var hans drømmekvinde, tilsidesatte han fuldstændig mig og mine ønsker. Han udnyttede, at jeg kunne lide ham som person, og at jeg generelt bare er et sødt og ordentligt menneske, som helst ikke vil være uvenner med nogen eller såre andres følelser.

Så jeg forfattede en længere sms:

’Godmorgen. Undskyld, at jeg sådan bare ’forsvandt’, men jeg havde et behov for at mærke dybt ind i mig selv. Jeg kan som sagt rigtig godt lide dig, nyder dit samvær og vores samtaler, men kan også mærke, at vi ikke bliver kærester – uden at jeg helt ved hvorfor, for ’på papiret’ er du rigtig på så mange parametre. Når det er sagt, er jeg også vred på dig over, at du ikke respekterede mit ’Nej’, og den vrede har jeg svært ved at slippe. Jeg har, som jeg måske fik antydet, haft mange dårlige oplevelser med mænd i mit liv, og min overlevelsesstrategi, når jeg har følt mig i en situation, jeg ikke kunne komme ud af, har været apati (spred benene, lig stille og få det overstået), og selv om min oplevelse med dig ikke var en decideret ’voldtægt’, står den i min verden alligevel som et overgreb eller som minimum en total overskridelse af mine grænser og mangel på respekt for min ret til selv at sige til og fra. Det har bragt en del gamle følelser og sorg op i mig, som jeg lige skal komme mig over…’

Han reagerede prompte med en meget stor og uforbeholden undskyldning, men det fjerner ikke mine følelser. Det laver ikke om på, at det var en total mangel på respekt for mig. Og det laver ikke om på, at der var blevet sagt nej.

Men det er, som det er. Og jeg er ved at være videre og oven på igen.

Min historie er bare ikke unik. Hverken den med manglende respekt for mine grænser eller at være blevet voldtaget en eller flere gang som ung og ikke at have anmeldt det. Flere kvinder i min tætte omgangskreds kan også fortælle om voldtægter i ungdommen, som de aldrig har meldt. For vi ved, hvordan det er – det er os, der kommer på anklagebænken, skal forsvare os og forklare, hvorfor vi havde sat os i denne situation, og hvorfor vi ikke sagde noget, råbte op eller slog fra os.

Det er bare en helt normal reaktion – en overlevelsesstrategi, som lovgivningen ikke tager hensyn til. Derfor melder vi det ikke. Fordi vi ved, at der er så få sager, der tages op og endnu færre, der rent faktisk blev dømt. Og fordi det er den eneste kriminalitet, man kan begå stort set ustraffet og påberåbe sig dumhed.

Også selv om vi sagde ’Nej!’