Briterne er på vej mod deres tredje premierminister på bare et år, og Liz Truss, der ikke engang har været premierminister i 40 dage, kan gå over i historien som den kortest siddende premierminister i historien.
Et lille lydklip sagde meget om det kaos, der omgiver Liz Truss. Da hun onsdag havde sin ugentlige passiar med Kong Charles, opfangede mikrofonerne, at han, da han trykkede hendes hånd, sagde: »Back again? – dear, oh dear.«.
Kongens bekymring deles af nationen, for ledelsen af landet sejler, mildest talt. Det er bare et par uger siden, at Liz Truss offentliggjorde sin vilde og vovede økonomiske plan, der skulle gøre Storbritannien mere konkurrencedygtig og skabe vækst. Kort efter måtte hun på Det Konservative Partis landsmøde ydmygende trække ideen om topskattelettelser tilbage. Det var ikke just populært, at landets rigeste skulle have mere på kistebunden midt i den værste krise i mands minde.
Nu ser den spritnye regering ud til at blive tvunget til at trække mere eller mindre hele den økonomiske plan, Liz Truss blev valgt på, tilbage. Dermed er hun og hendes finansminister, Kwasi Kwarteng, blevet latterliggjort, og det er meget svært at se Liz Truss være britisk premierminister ved udgangen af året.
Knivene slibes igen i Det Konservative Parti, hvor der gøres klar til endnu et kongemord. Man skulle ellers mene, at klingerne var skarpe nok. Det er bare nogle måneder, siden konservative parlamentsmedlemmer stak kniven i Boris Johnson, som jo ellers havde sikret dem en jordskredssejr i 2019.
BoJo røg som bekendt på en række skandaler om fester midt i covid-nedlukningen, men også på, at han formodentlig havde løjet om disse.
Efter en drabelig infight, hvor der blev kastet med mudder og det, der er værre i duellen mellem Rishi Sunak og Lizz Truss, blev det hende, der trak det længste strå. Men det er ikke kun hende, der nu bliver latterliggjort – det er hele Det Konservative Parti. De Konservative vil, hvis Liz Truss må trække sig, have haft fem premierministre på seks år – det er intet mindre end useriøst.
Disse seks år har samtidig været de mest tumultariske i moderne britisk historie med den skæbnesvangre Brexit-afstemning som omdrejningspunktet. Vi har stadig ikke fået forklaret, hvordan Brexit skal virke. Storbritannien er ubetinget blevet hårdere ramt af diverse kriser siden 2016 end de lande, man typisk sammenligner sig med – og det virker ofte, som om den ene hånd ikke ved, hvad den anden foretager sig i britisk politik.
Liz Truss' vovede økonomiske plan var et behjertet forsøg på at skabe en Brexit-virkelighed, hvor briterne faktisk kunne drage fordel af ikke at være underlagt alle de samme regler og reguleringer som EU-landene, men medicinen er så skrap, at den tilsyneladende truer med at slå patienten ihjel.
Hvis Liz Truss virkelig ryger nu, så er gode råd mere end dyre for Det Konservative Parti. Partiet vil formodentlig forsøge at indsætte endnu en ikkevalgt premierminister for at undgå et sviende valgnederlag, men Labour er allerede begyndt at lade valgtrommerne buldre. Labours leder, Keir Starmer, står til at vinde næste valg klart, og det valg kan komme snart.
Spørgsmålet er så om Keir Starmer, og resten af hans EU-tilhænger-parti, nu tør kendes ved, at de er Brexit-modstandere? Indtil nu har han stædigt nægtet at forholde sig til dette og i stedet bare konstateret, at Brexit nu er en realitet. Men en dugfrisk meningsmåling fra YouGov viser, at 52 procent af briterne har fortrudt Brexit, og at kun 34 procent stadig tror på Brexit-ideen. Briterne går en mismodsvinter i møde, og utilfredsheden med den politiske slingrekurs vil kun blive større.
For et år siden ville man have forsvoret det, men nu virker det pludselig plausibelt, at det forkætrede spørgsmål om EU-medlemskab igen dukker op i britisk politik. Når det gør det, er der faktisk ret stor sandsynlighed for, at appetitten på at gå enegang er noget mindre end i 2016. Tilbage står så spørgsmålet, om vi vil have de skøre briter tilbage i folden?
