Tidligere topdiplomat storroser Mette Frederiksen og Lars Løkke: 'Har forhindret, at vi tabte Grønland'
Den tidligere ambassadør Friis Arne Petersen kalder aftalen mellem Danmark, Grønland og USA et diplomatisk gennembrud – men mener samtidig, at Donald Trump har fået noget vigtigt ud af aftalen.
Friis Arne Petersen, der er tidligere direktør for Udenrigsministeriet og tidligere dansk ambassadør i Washington, fælder i det seneste afsnit af B.T.s debatpodcast, *Borgerlig Tabloid*, dom over, hvem der egentlig har vundet i forbindelse med den netop underskrevne forsvarsaftale mellem Danmark, Grønland og USA. Foto: Mathias Eis.
Dét svarer tidligere direktør for Udenrigsministeriet og tidligere dansk ambassadør i Washington, Friis Arne Petersen, på i det seneste afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid.
Hvad tænkte du, da du så billederne af Donald Trump, Mette Frederiksen og Jens Frederik Nielsen, som underskrev aftalen?
»Jeg tænkte, at det her er et bevis på, at diplomati er det bedste forsvar,« slår Friis Arne Petersen fast.
Ifølge den tidligere direktør og ambassadør var pressemødet »perfekt koreograferet og gennemført.«
»Det var en ekstremt kort pressemøde-seance med den amerikanske præsident, og i lyset af, hvad han har begået og gjort, så var det så godt koreograferet,« siger Friis Arne Petersen.
Her refererer han til, at den amerikanske præsident, Donald Trump, potentielt kunne have sagt noget, der ville få hele 'diskussionen' om Grønland til at køre igen.
På billedet ses statsminister Mette Frederiksen, Grønlands regeringsleder Jens-Frederik Nielsen og USAs præsident Donald Trump under underskriftsceremonien, der fandt sted den 22. september 2026 i New York. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Men i forhold til det her med at eje Grønland og udvide Grønlands territorium, så har Donald Trump vel tabt?
»Jeg synes, at det er en uafgjort sag, og det er ikke, fordi jeg er diplomat, at jeg gerne vil gøre sådan noget uafgjort, men jeg synes, at han har fået en bekræftelse af 1951-aftalen ajourført til 2026 – til en forandret verden med nye militære baser,« forklarer Friis Arne Petersen og fortsætter:
»Grønland og Danmark har vundet ved at få en politisk civiliseret, diplomatisk og klassisk korrekt proces, der redefinerer og fornyer uden større koncessioner.«
Han kommer samtidig med en »stor ros« til dansk diplomati, de grønlandske politikeres forståelse for processen og til de grønlandske embedsmænds indsats.
Friis Arne Petersen roser samtidig de amerikanere, der har været med til at give diplomatiet chancen.
Ifølge den tidligere direktør og ambassadør har både statsminister Mette Frederiksen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) en stor del af æren for, at aftalen er lykkedes.
»De har lyttet til de meget kloge embedsmænd, de har haft, oghar selv haft den gode politiske reaktion og holdning, der skulle til for at få det her drevet i mål,« siger han og fortsætter:
»Vi har forhindret, at vi tabte Grønland. Og det var en reel frygt og risiko.«
Der er dog også dele af aftalen, som Arne Friis Petersen er bekymret for. Dét kan du høre i afsnittet herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.
I går var en historisk dag. Ifølge de involverede er den største diplomatiske krise i historien mellem Danmark og USA nu ovre – og der ligger nu en ny og underskrevet forsvarsaftale mellem Danmark, Grønland og USA. Alle parter opfører sig som vindere – men hvem har egentlig vundet? Det spørger vi om i dagens afsnit, hvor vi gennemgår de vigtigste elementer i aftalen med en af Danmarks absolut mest erfarne diplomater. Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst: Friis Arne Petersen, tidligere direktør for Udenrigsministeriet og tidligere dansk ambassadør i Washington Journalist: Maria Asmine Dam og Emilie Maja Jeppesen Producer: Teis Zacho og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke: https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.