Det er helt på sin plads at nægte at spille fodbold mod et børnehold fra den jødiske sportsforening JIF Hakoah.

Sådan lyder det nu fra Mohammad Khani, der er tidligere imam i den skandaleombruste Imam Ali-moské i København.

I B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid, reagerer Khani på, at en U12-fodboldkamp mellem den jødiske klub Hakoah og Brønshøj Boldklub i sidste weekend blev aflyst af frygt for propalæstinensiske protester.

En aflysning, der har givet anledning til massiv kritik.

Først blev Hakoah oplyst, at forældrene fra Brønshøj ikke ønskede, at deres børn skulle spille mod Hakoah på grund af den verserende krig i Gaza.

Senere fik Hakoah at vide, at det handlede om, at de frygtede uroligheder, hvis kampen blev spillet.

Det fortæller formanden for den jødiske sportsforening, David Jano, der er chokeret over aflysningen:

»Vi kan ikke spille fodbold i København, som vi ellers har gjort i 100 år, fordi der skal snakkes krig i Mellemøsten. For os handler det bare om at spille fodbold,« har han udtalt til B.T.

Men ifølge Khani er det netop på grund af David Jano, at modstanden mod børnefodboldholdet er helt legitim:

»Jeg forstår udmærket godt, at man ikke vil møde en boldklub, hvis formand bliver lønnet for at retfærdiggøre mord på uskyldige børn,« lyder det fra Khani.

Den alvorlige anklage fra Mohammad Khani står på, at David Jano arbejder som presseansvarlig for den israelske ambassade.

Derudover mener Khani, at Jano har brugt klubben til et politisk formål ved blandt andet at lave et opslag fra klubbens Facebook-side, hvor klubben erklærer sin støtte til Israel på dagen for Hamas' bestialske terrorangreb mod Israel den 7. oktober 2023.

'Jeg gidet det fucking ikke!'

David Jano har ikke ønsket at reagere på den seneste kritik fra Khani. Men tidligere i forløbet har han rystet på hovedet af Khanis »ubehagelige« kommentarer. 

Derudover forsikrer Jano om, at hans arbejde på ambassaden ikke har noget med fodboldklubben at gøre.

Noget, der i mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid får vært og debatredaktør, Joachim B. Olsen, til at udbryde følgende til Mohammad Khani:

»Hvis du har et problem med David Jano, så tag ud og demonstrer foran den israelske ambassade, hvor han arbejder. Der er tale om en jødisk boldklub. Den har intet med staten Israel at gøre - lige meget hvor meget, du påstår det.«

Til det står Khani fast på, at klubben - ud fra hans vurdering - har udtalt sig politisk.

Hvorfor mener du, at det er okay, at børnene skal blandes ind i det her?

»Kritikken er rettet mod de voksne. Der er ingen, der er gået hen til de jødiske børn og sagt: Hey, I må ikke spille fodbold,« lyder svaret fra Khani.

Et svar, Joachim B. Olsen ikke giver meget for:

»Det er fuldstændig ligegyldigt, for i den virkelige verden betyder det, at kampen blev aflyst. Så det er gået ud over børnene.«

Han fortsætter: »Jeg gider fucking ikke have et land, hvor der kommer så mange mennesker, der tager deres konflikter med. Konflikter, som får direkte betydning for, hvordan vi lever her i Danmark.«

Hør den heftige diskussion mellem B. Olsen og Khani i Borgerlig Tabloid i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

Borgerlig Tabloid

Forrige weekend blev en U12-fodboldkamp mellem den jødiske sportsklub Hakoah og Brønshøj Boldklub aflyst. Først blev Hakoah oplyst, at forældrene fra Brønshøj ikke ønskede, at deres børn skulle spille mod Hakoah på grund af den verserende konflikt i Gaza. Senere fik Hakoah at vide, at det handlede om, at de frygtede demonstrationer og hærværk, hvis kampen blev spillet. Men hvorfor skal en gruppe jødiske drenge i Danmark blandes ind i konflikten i Gaza? Det debatterer dagens to gæster, der langt fra er enige. Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst:  Mohammad Khani, tidligere imam i Imam Ali-moskeen Steffen Larsen, udlændinge- og integrationsordfører for Liberal Alliance Journalist: Maria Asmine Dam Producer: Daniel Sarto Lassen og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke