I et anfald af en akut trang til at give min selviske personlighed et skud syndsforladelse fik jeg en idé.

Jeg vil hele det kommende år kun give mig selv lov til at købe én ny ting om måneden.

Så tænker nogle måske »forkælede lille generation z'er. Det eneste nye, jeg får om året, er den obligatoriske løststrikkede sweater til halv pris, min mor giver mig i fødselsdagsgave, når hun har været til rivegilde i Salling«.

Og ja, der har du måske fat i den lange ende. Men efter jeg har stiftet bekendtskab med en lønseddel, der hver måned står en ægte voksenløn på, har jeg levet i en konstant ekstase over alt det, jeg nu kan købe. Og ageret derefter.

Men det stopper nu.

Det er dog nemmere sagt end gjort, når man bor i konsumerismens højborg.

I Danmark er alt, vi kunne drømme om at købe med hjem, lige uden for døren. Pengepungen er for manges vedkommende også til, at hverdagsluksus ikke er fremmed. Og går det helt galt, kan man få sin gæld nedsat samtidig med at få sine 15 minutes of fame i 'Luksusfælden'. Det er i hvert fald min plan B.

Og for at det ikke skal være nok, har alle de storindtjenende producenter jo også regnet os forbrugere ud helt ned til, hvor i en butik vores naive og købeklare blik først lander.

Pragteksemplet på dette er gågadernes svar på Mordor, Søstrene Grene.

Når jeg står der i den lange gang uden ende, får jeg følelsen af, at mit humør på det tidspunkt 1:1 kan sammenlignes med, hvordan sønnen Danny havde det i de sidste minutter af 'Ondskabens Hotel', hvor han med sit liv som indsats kæmper for at finde udgangen af den kæmpe labyrint, mens Jack Nicholson jagter ham med en økse.

Der er vitterligt ingen vej ud. Du er tvunget til at gå den ene vej, der er gennem hele butikken, og du bliver altid fanget bag ved en børnefamilie, der skal købe alt ind til den yngstes fødselsdag med prinsessetema.

Og som du bliver tvunget ned i tempo, kan du jo lige så godt se, hvad der står på hylderne. Det næste, der sker, er, at den del af vores hjerne, der uden nogen form for rationale bliver instinktivt tiltrukket af guld, glitter, farver og mønstre, slår til.

Og før du ved af det, står du i kø til kassen med et viskelæder formet som en frø, en krydderiblanding, der skulle være rigtig god til kylling, og en pose polkaprikkede stearinlys, der staver til 'Ingrid 98 år'.

Det er svært at vende det blinde øje til alle de konsumeristiske brødkrummer, butikkerne lægger ud for os.

Men uanset hvad har jeg tænkt mig at give det et forsøg og være en ansvarlig forbruger. Jeg har dog netop givet mig selv lov til at tage februarkøbet på forskud og har allerede købt hele to ting, der glimter flot af guld.

Så hvis I ser mig gå på gaden med en pose, der lugter langt væk af et nyindkøb, giver jeg hermed tilladelse til at fælde mig på stedet.

Andre læser også