Efter jeg flyttede til Aalborg, har jeg specielt lagt mærke til én ting: Aalborgenserne skynder sig aldrig. Jeg har ikke set én indbygger komme op i mere end en let lunten.

Det kan selvfølgelig være pisseirriterende, når man i supermarkedet går bag Hanne på 56, der tager sig al tid i verden til at vælge den helt rigtige porre i den smalle grøntsagsgang.

Eller når gruppen af 17-årige Instagram-modeller og David Bowie-efterligninger fra det lokale gymnasium har fået fri og støver hen mod nærmeste 7-Eleven i én lang kædeformation.

Men mest af alt er det beundringsværdigt. Vi bliver sat op til at skynde os gennem livet, og jeg magter det mindre, end Mette Frederiksen magter uvaccinerede danskere.

Vi skynder os at blive teenagere, så vi kan skynde os at blive voksne, så vi kan skynde os at uddanne os til den karriere, vi skal skynde os at få, så vi kan skynde os at spare op til et superlækkert fastforrentet lån i den bolig, vi skyndte os at spare op til. For ikke at tale om den partner, vi skal skynde os at finde, så vi kan skynde os at få børn at fylde boligens tomme børneværelser ud med.

Men trangen til at skynde sig kommer jo ikke fra fremmede. I 9. klasse blev vi en dag bedt om at udfylde et skema for, hvad vores studie- og karrieremål var. Og enten var jeg en dybt uambitiøs 15-årig, eller også er det forholdsvis normalt, at man i 9. klasse ikke ved, hvad man skal bruge sit liv på.

Da vi så var færdige med gymnasiet, fik vi at vide, at vi skulle sætte fart i de små rumpetter, vi havde klemt ned i et par overprisede skinny jeans, og inden for to år finde ud af, hvilken videregående uddannelse vi ville starte på. For så måtte vi jo gange vores karaktergennemsnit op.

Og mens vi så møver os gennem 20erne, får vi at vide, at vi får for få børn, og at vi får dem for sent. Faktisk burde vi gå hjem og klæde den der snoldede knægt, vi scorede i fredagsbaren, af med det samme og gå i gang, for børn er jo så smarte at få under uddannelse.

Italienerne har et udtryk: 'dolce far niente'. Direkte oversat betyder det 'den søde lediggang', det søde ved at lave ingenting.

Jeg ville ønske, at jeg havde lært det udtryk ved at falde i snak med en gruppe lokale på en charmerende hjørnecafé i Firenze. I virkeligheden lærte jeg det af at se Julia Roberts fjolle rundt og bestille pasta på gebrokkent italiensk i 'Spis bed elsk', som jeg så med min mor en begivenhedsløs fredag aften. Lad nu det ligge.

Men at selv italienernes ordbog fortæller dem, at det bare er pisselækkert at lave ingenting, er en grundlæggende støtte, jeg også synes, vi herhjemme skal tage med os.

Giv Henning fra naboskrivebordet en highfive, næste gang han mandag møder ind og siger, at han hele weekenden bare har ligget og set sit Barnaby-boxsæt for 17. gang.

Klap teenageren i ryggen, næste gang hun sidder og ser en timelang YouTube-video om, hvad hendes yndlingsblogger godt kan lide at spise til morgenmad.

For i hvert fald i det øjeblik skynder de sig ikke med noget, og det skal vi også huske at bifalde.

Nu har jeg ikke lige selv snakket med Gud eller andre højere magter for nylig, men jeg tvivler på, at vi blev sat på jorden med det formål at smadre gennem livet med 120 i timen for til sidst at ligge på vores dødsleje og klappe i vores små svækkede hænder over alle de ting, vi nåede at tjekke af på livets to do-liste.

I det nye år vil jeg prøve at tage livet på samme måde, som aalborgenserne tager deres tur gennem byen.

Når vi det, så når vi det, og når vi det ikke, prøver vi igen i morgen. Eller lader helt være med at prøve, for vi har jo fundet ud af, at vi heller ikke dør af det.