Om man er interesseret i politik eller ej, er det næppe gået nogens næse forbi, at der har været kommunal- og regionsrådsvalg.

Jeg trak nattevagten på redaktionen. Det kom der nogle overvejende ubrugelige tanker ud af, og de kommer her:

Kl. 21: Vores reporter sender videoer hjem af politikernes valgfest, og der er mange nye ansigter for en tilflytter.

De Konservatives Morten Thiessen står i et skarptskåret jakkesæt og et tyndt, mosgrønt slips og ligner til forveksling et medlem af Nephew.

En mand går forbi ham iført en julerød blazer og en matchende strikhue fyldt med badges. Mit meget forudindtagede gæt er, at deres mundvige ville vende på to meget forskellige måder, hvis jeg på mine to små cocktailpølser af ben spurtede fra redaktionen til valgfesten, stillede mig i midten af rummet og råbte »TOPSKAT!« så højt, jeg kunne.

Lige pludselig dabber badge-kongen som en slags farvel-gestus til dem, han taler med, og går. Jeg troede kun, det var noget, femårige Fortnitespillere gjorde, men sådan kan man blive så meget klogere.

Inden han når uden for vores fotografs rækkevidde, skimter jeg, at der står 'SF' på et hans badges. Brikkerne falder lige pludselig på plads.

Kl. 01.30: Store leder og hans disciple træder ud af forhandlingslokalet. Thomas Kastrup-Larsen fortsætter som borgmester, lyder det fra halvcirklen af sortklædte mænd.

En journalist kommer til at sige: »Og nu skal du jo så sidde på den post i 100 år,« og aftenens hovedpersoner slår en latter op, der er så stor, at jeg bliver helt forskrækket.

Jeg tænker, at der er to muligheder: Enten har de aldrig hørt en joke før. Eller også er dette øjeblik deres første forløsning, efter de i flere uger har været mere anspændte end en lærerstuderende, der skal undervise en gymnasieklasse fyldt med 30 dybt fordømmende teenagere, som lige har ramt den der anarkistiske fase i deres løsrivelsesproces.

Kl. 03: Time efter time har jeg nu set fuldvoksne mennesker rende i hælene på hinanden og lade sig føre fra det ene farveløse forhandlingslokale til det andet af, hvem end der har udnævnt sig selv som rejseleder i det sekund.

Jeg får associationer til frikvartererne i folkeskolen, hvor hende, der var tyndest, havde den flotteste Dunlop-taske og var bedst til håndbold, gik gennem skolegården med sine lakajer efter sig, mens de alle kæmpede om at blive inviteret med til hendes fest i weekenden.

Hvad ville der ske, hvis en partiformand brød formationen, løb hen i den anden ende af gangen, holdt lidt valgflæsk ud i strakt arm og begyndte at kalde de andre til sig, på samme måde som man finder sig selv gøre med fremmede katte på gaden?

Kl. 05: Mine sidste to velfungerende hjerneceller opgiver at holde øverste etage kørende. Den første af mine kolleger, der har trukket morgenvagten, møder ind. Han læser en af mine artikler igennem og kommer med nogle gode rettelser.

Jeg tænker: »Du kunne slette hele lortet og skrive, at en flok nepalesiske krigsherrer havde smidt anker ved Limfjordsbroen og var ved at pløje sig op til højeste udkigspost for at gøre krav på landet, og jeg ville ikke lægge mærke til det.«

Kl. 05.30: Jeg tager en beslutning om, at nu har jeg bidraget rigeligt til demokratiet. Jeg sætter mig på cyklen og kører hjem. Det begynder at støvregne og blæse, og den kombination føles mest af alt som at blive slikket i ansigtet af en golden retriever.

Den våde vind finder mit pandehår og finfordeler det lodret langs min hovedbund. Jeg ligner nu en kasse karse og får lyst til at fælde en tåre af træthed.

Jeg har kun oplevet én dag af den travlhed, landets kommunalpolitikere har været ude for i ugevis, og det bliver et pænt nej tak til en politisk karriere herfra. Meget kan man sige om politikere, men hold kæft, hvor har de energi, der ikke er fra denne verden.