Vi er ramt af rodløshed.
Og nej, jeg snakker ikke om den midlertidige 'world citizen'-rodløshed, som nyudklækkede studenter oplever, når de rejser Asien rundt og klapper en bedøvet tiger iført elefantbesatte trompetbukser, som en underbetalt gadesælger på et eksotisk marked i Bangkok har lavet til dem.
Jeg taler om den mere permanente rodløshed, der synes at have sat sig i folk i dag. Både fysisk og emotionelt.
Gennem mange århundrede har vi været stavnsbundet. Enten ved lov, eller bare fordi der ikke lige var den store 'du kan blive lige det, du vil'-mentalitet. Og det har da sikkert været utrolig kedeligt på mange måder.
Havde jeg levet et par århundrede tilbage i tiden, havde jeg sikkert lige nu i en alder af 25 siddet og været gravid med mit fjerde barn, som jeg havde fået med en mand, jeg allerede havde været gift med i så mange år, at vi ville ligge ved siden af hinanden om natten og plotte hinandens død, fordi skilsmisse var en by i Rusland.
Eller måske var det faktisk bare dejlig nemt at leve det liv? For der var tæt på ingen valg. Rodløshed var måske slet ikke en ting, for hvor skulle ens rødder overhovedet genplantes, hvis de af en eller anden grund havde løsnet sig?
I dag kan vi være alt, og derfor magter vi ikke at være noget.
Vi flytter mere end nogensinde før, er single i længere tid, bliver hyppigere skilt, swiper os gennem flere potentielle partnere, får flere uddannelsesmuligheder og får ligeledes flere jobmuligheder bagefter.
Alle Gitterne, Allanerne, Dorterne og Flemmingerne slipper nu ikke engang for at høre på, hvordan de stadig kan nå at revurdere deres liv, gå fra partneren, flytte til Bali og starte en smykkeshop, hvis det er det, de en dag vågner op i deres elevationsseng og bliver draget mod.
Alene i 2021 har jeg boet i tre forskellige byer. Det har givet mig en frigørende følelse og gjort mig mindre bange for verden og alt det ukendte. Og skal vi blive lidt filosofiske, giver det en kæmpe selvtillid at lære at finde hjem i sin krop og sit sind og ikke binde tryghedsfølelse og hjemlighed op på fysiske rammer.
Men samtidig lider ens indre vanedyr. Man flytter fra venner og familie, den gode lokale tøjbutik og yndlingsbageren på hjørnet. Og når man så har fundet en ny yndlingsbager, der kan lave kanelsnegle lige som du vil have det, flytter man igen.
Så ender det konforme med at få et comeback? Bliver det så tiltrængt, at min generation, eller måske vores børns, største drøm igen bliver at starte, leve og slutte livet i den samme by? Finder vores børn en partner som 17-årig, som de holder fast i med næb og kløer, til de står og rynker om kap under diamantbryllupsbuen til entreen i deres parcelhus? Kommer deres vådeste karrieredrøm til at være et 50 års jubilæum på den samme arbejdsplads?
Rodløsheden gør mig røvforvirret, men bekræfter mig samtidig i, hvor privilegerede vi er i dag. Så er rodløsheden mest godt eller skidt?
Jeg aner det ikke. Men nu prøver jeg lige at slå røven i sædet og mærke, hvordan det føles ikke at bestille sygesikringskort med en ny adresse i samme tempo, som jeg inhalerer fyldte Summerbird-chokolader.
