Klokken er 8, og jeg åbner vinduet.

Lyden af samtlige soundbokse, der spiller latinpop, trampermusik og danske 80er-hit fra alle sider af det østlige Aalborg, blæser det sidste søvn ud af øjnene.

Otte mænd iklædt lægekostumer stiller sig på række langs træhegnet ved genbobygningen og begynder at pisse om kap.

Jeg tænker, at der burde være en regel mod at bevidne sådan et syn, inden man overhovedet har fået sin morgenkaffe.

En kvinde iført rød blonde-bh og hvidt miniskirt med matchende rød g-streng trukket op over hofterne går forbi dem, og som i en tegnefilm vender de hovederne en efter en for at se hende gå selvtillidsfuld og halvbedugget forbi dem.

Det går op for mig, at det faktisk slet ikke er Aalborg Karneval, jeg er vidne til. Det er én stor savanne. Et dyreprogram med 90.000 liderlige og id-styrede deltagere.

Det eneste, hele seancen mangler, er en kommentatorboks med Lars Mikkelsen, der livekommenterer dagen og siger ting som:

»Alle er nu mindst ti genstande inde. Hannerne smider tøjet og kommer med kampbrøl, alt sammen for at tiltrække en mage. Hvis ikke for livet, så i hvert fald for i aften.«

Vi går ned og slutter os til gadefesten. Nogle venners venner stimler sammen med os og hiver en sut op fra deres alkoholbalje, som de har fået fra en gruppe unge mænd, der iført voksenbleer giver sig ud som babyer i dag.

De andre tager billeder med sutten i munden og griner. Den sut går åbenbart på runde, og ud af det blå får jeg stukket den i munden.

Jeg spytter den ud med det samme og får en stærk trang til at stoppe op midt i det hele og google, om man kan få klamydia i munden, men lader være, da jeg ikke tror, jeg kan holde ud at læse svaret.

Røvere, politimænd, køer, pirater og ninja turtles trækker festen videre op ad Vesterbro.

To kvindelige pomfritter vælter rundt i et hjørne. De er ved at hidkalde en tredje pomfrit, der går et par meter fra dem og er ved at hviske søde ord i øret på en Cæsar, der også ser meget tilfreds ud med situationen.

Hun er dog til sidst nødt til at droppe projektet for at gå over til sine to veninder, der har brug for en tredje mand til at lave en menneskemur omkring dem, mens de tisser.

Efter mange timer er vi fremme ved Kildeparken, hvor festen fortsætter.

Ude foran er der meterhøje bunker med barnevogne, trækvogne og meget andet, der er blevet brugt til at transportere gæsternes alkohol.

Bunkerne omkranses af stive mennesker, der har gjort holdt på den varme asfalt, knuste glasflasker og cigaretskod, der afgiver sine sidste røgpartikler.

Det føles i et kort øjeblik, som om det er gået fra at være et dyreprogram til en krigsberetning.

Vi går ind i parken og danser lidt til et remix af nogle Gilli-numre. Jeg hamrer en vodka/redbull og tjekker toiletsituationen ud.

Der er 30 minutters kø, men alternativet er at sætte sig i en busk med to fremmede blottede numser på hver side, så jeg stiller mig i kø for til sidst at takke af og stavre hjem.

Mens jeg går hjem, tænker jeg for mig selv, at på trods af min lave alkoholtolerance og snerpede tilgang til at pisse i det fri kan jeg alligevel godt se, hvorfor folk er så vilde med Aalborg Karneval.

For det er virkelig en folkefest, én stor klump kærlighed og forfriskende frigjort seksuel energi, der bevæger sig gennem gaderne.