'Vi vil ha' sejren i land, og vi er med alle mand'. Sådan lyder omkvædet på en af de utallige fodboldsange, der er produceret siden vores første kvalifikation til en slutrunde i 1984 i Frankrig. Det var her, Allan Simonsen i øvrigt ødelagde sin karriere med et brækket skinneben i den første kamp, og hvor Danmark nåede semifinalen med overbevisende spil.

Dodo & The Dodos sang fra 1998 udtrykker fint mit forhold til og mine ønsker for landsholdet. Som bekendt må alle have en holdning til 'vores hold'. Her må alle være mandagstrænere.

Jeg ønsker først og fremmest, at vort landshold kvalificerer sig, derefter at de vinder og derpå spiller godt. Jeg vil gerne have det hele, men når verden ikke er så god, vil jeg have, at landsholdet kvalificerer sig til de store slutrunder.

Jeg er så tilpas gammel, at jeg kan huske, at det bestemt ikke var naturligt. Selvom vi havde det bedste hold i Europa i 80'erne, var det alligevel svært at kvalificere sig, for vi var slet ikke vant til det. Vi var gode til at spille godt og slå de store nationer - i træningskampene.

Det ændrede Allan Simonsen på den 21. september 1983 med et sikkert straffespark på Wembley. Uforglemmeligt.

Mandag aften kvalificerede Danmark sig til EM i 2020 på yndlingsudebanen Aviva Stadium i Dublin efter en rodet kamp med en spændende slutfase.

Der er god grund til at være euforisk og i den syvende himmel, for slutrunden skal blandt andet spilles i Parken, hvor Danmark får hjemmebane.

Alligevel er der en anelse malurt i bægeret, kan man læse på mange sociale medier og sportssider. Det er tydeligt, at vi ikke kvalificerede os på den 'rigtige' måde. Spillet flød ikke i små trekanter, afløst af hurtige ryk i dybden med efterfølgende hundredprocentschancer.

Sådan var det ikke i går eller i mange af de tidligere kampe, men holdet kæmpede sig med. Danmark er et lille land, der tror, at vi er et stort land og derfor skal spille fodbold på en bestemt smuk måde.

Sådan er det ikke i Norge.

De ved, at de er et lille fodboldland, og jeg kan forsikre om, at de var gået nationalt amok over en kvalifikation som vores. De ville formentlig stadig være i gang med at fejre det.

Måske er det derfor, at vi ikke forstår den norske danske landstræner. Åge Hareide fik os kvalificeret med en tilpas kynisk tilgang om, at det er vigtigere at kvalificere sig end at spille flot. Som man kan forstå på det foregående, er jeg helt på Åge Hareides side i denne sag.

Han er den afgørende faktor, der har ført os til Parken. Han har gjort det med lige dele kynisme og selvtillid.

Det er formentlig også derfor, at han slet ikke kan komme sig over DBU's fyring og benytter enhver lejlighed til at brokke sig, senest på det efterfølgende pressemøde efter kampen mod Irland. Det er sådan set forståeligt nok, for hvilket andet land ville fyre en træner for et hold, der har kvalificeret sig to gange i træk.

Åge Hareide kan få et fantastisk eftermæle i Danmark, men det kræver, at han stopper nu, holder kæft om timing af den fyring og koncentrerer sig om spillet og spillerne. Vi andre og ikke mindst DBU skylder ham mere respekt, fordi han har vist os, hvordan man kvalificerer små fodboldhold til det største: Slutrunder. Med kalkuleret kynisme.

Vi skal ikke tilbage til at spille flot fodbold i træningskampene for så at tabe kvalifikationen.

Heja, Åge!