Knækkede filmen?

Spørgsmålet trænger sig på efter miljøaktivisten Greta Thunbergs tale til FNs topmøde i NewYork. Talen var følelsesladet og anklagende fem minutter lang.

Flere gange var Greta på 16 år ved at bryde ud i gråd, og gennem hele talen havde hun svært ved at styre sin stemme og sin mimik.

Hun virkede rasende, ude af kontrol og ubehageligt direkte.

'How dare you', spyttede hun nærmest efter de deltagende gæster til Unicefs møde. De øvrige deltagere i panelet nikkede symbolsk og deltagende. Tilskuerne i salen klappede pligtskyldigt, men det var ret beset ubehageligt at se på.

Knækkede filmen her?

Spørgsmålet er siden blevet diskuteret heftigt på de sociale medier. Talen skabte i høj grad opmærksomhed (hvilket denne leder jo inddirekte er udtryk for), og dermed er en del af formålet selvfølgelig opnået. For mange var talen endnu et bevis på hendes nødvendige gennemslagskraft og endnu et bevis på, at der skal skrappe midler til, før verdens ledere handler. For andre var det en begyndende og nagende tvivl, om det er sundt med den eksponering, som den unge svenske pige udsætter sig selv for.

Alle, der har set Thunbergs tale, må uvægerligt spørge sig selv: Klarer hun den?

Den stædige pige fra Sverige, der indledte sit korstog med en sultestrejke i 2018, er siden blevet klimaaktivisternes ypperstepræst. Hun har de seneste to år mødt samtlige toppolitikere i denne verden, og hun har helt klart haft en betydning.

Respekt for det.

Hun har mobiliseret sin egen generation og mange andre i kampen for en skærpet indsats mod menneskeskabte klimaforandringer. Der bliver færre og færre klimaskeptikere - senest har Dansk Folkeparti meldt sig under den enorme ambition at reducere CO2 i Danmark med 70 procent inden 2030.

Det virker, som om politikerne er på vej i den samme retning. Læg dertil at industrien - ikke mindst i Danmark - arbejder med helt konkrete løsninger til at løfte opgaven.

Det bliver industrien, erhvervslivet, forbrugerne og forskerne, der skal løfte den endelige opgave, der må betragtes som et bundet mandat. USA, Kina, Indien og Brasilien er de lande, der sviner mest og de mest fodslæbende. Også her vil industrien og erhvervslivet vise vejen med de rette løsninger og overhale politikerne - Trump er ikke præsident for evigt.

Greta Tintin Eleonora Ernman Thunberg kan godt rejse hjem til Sverige og puste ud. Det vil faktisk være passende, at hun - i hvert fald for en periode - slipper ud af offentlighedens søgelys.

Hendes mission er ikke opfyldt, men der er så mange tegn på, at snebolden ruller nu.