Oven på en hel serie dybt problematiske beslutninger, processer og bortforklaringer fra regeringen går Socialdemokratiet simpelthen frem i meningsmålingerne.
Værdien af universal-undskyldningen om hensynet til folkesundhed kan ikke overvurderes. Men man skal heller ikke undervurdere, at oppositionen simpelthen heller ikke kan få kritikken af regeringen til at spille.
Det handler om dårlig rollefordeling, kannibalisering og manglende tro på fremtiden.
Der gøres behjertede forsøg på at koordinere indsatsen i blå blok fra især Venstres side, men det er primært Liberal Alliance, der kan se lyset i den tilgang.
Det er mildt sagt svært at koordinere noget som helst, så længe partiegoistiske hensyn spænder ben for en fælles plan, eller i hvert fald forståelse af, hvad der skal til for at genvinde magten.
Når det ikke kan lade sig gøre, så handler det mere om, at kun få i blå blok tror på, at magten kan skifte ved næste folketingsvalg end om noget andet. De tror ikke på det – derfor hypper de kun egne kartofler.
Når partiegoismen er styrende, går partierne også på jagt efter de nærmeste tilgængelige stemmer.
Dem finder man sjovt nok ikke hen over midten. Men hvis blå blok vil tilbage til magten, så skal nogen kunne række ind over midten.
Og de andre skal unde dem pladsen og muligheden for at gøre det. Det gør de ikke nu. De ejer end ikke en pyt-knap, så man kunne tillade hinanden et par fodfejl eller små-markeringer.
Det hele ender simpelthen i et misk-mask, hvor man står og træder hinanden over tæerne på det samme værdipolitiske felt.
Hvis man da ikke lige hopper på hovedet af den nabo i blå blok, der ligger ned, for selv at komme højere op. Og det bizarre er, at der faktisk er plads nok til alle.
Lad mig give et eksempel: traktordemonstrationen til København. Det passer faktisk glimrende, at Nye Borgerlige kaster sig fuldtonet ind i den sag, mens f.eks. Venstre og De Konservative forholder sig lidt mere afdæmpet.
Det er til gengæld noget rod, når Nye Borgerlige så kritiserer Venstre for at glemme sit bagland. Det tvinger Jakob Ellemann-Jensen til at bruge tid og kræfter på at lukke bagdøren, som NB bare kunne have passet i stedet for at invitere nye vælgere ind ad fordøren.
Det hjælper så heller ikke, at Inger Støjberg står og råber om at dræne sumpen i baggangen.
Blå blok kommer ikke til at genvinde magten, hvis ikke Venstre og Dansk Folkeparti må trække mod midten. Nogen skal fange storbyvælgerne og de moderne klimabevidste borgerlige – det er Venstres opgave. Og nogle skal fange de velfærdsglade pensionister – det er DF's opgave.
Ligesom nogle skal fange de 'ægte' liberale (også på værdipolitik) – det er LA's opgave. Og nogen skal tage højrefløjen – det er Nye Borgerliges opgave.
Der er ret stor forståelse i blå blok for, at De Konservative arbejder på at vokse på bekostning af Venstre, men der er bestemt også dem, der mener, at de spiller for meget med.
Når Venstre forlader en forhandling, inviterer regeringen straks De Konservative ind, som så kan få et pund ekstra kød på bordet for at gå med.
Det er klassisk og godt håndværk fra regeringen. Men en udfordring i blå blok. Især fordi det svækker blokkens statsministerkandidat, Jakob Ellemann-Jensen. Ligesom Nye Borgerlige er han kommet for at blive. Det kan alle lige så godt indstille sig på.
Søren Pape Poulsen har slet ikke nogen interesse i at overtage positionen som oppositionens leder – i hvert fald ikke på denne side af et folketingsvalg.
Fremtiden for blå blok er ikke båret af personprofiler, men af at man samlet set varetager interesserne for de målgrupper, der er behov for at have med sig for at vinde magten.
Det er skrupskørt, at der i stedet lige nu er kamp om det, nogle kalder Bæredygtigt Landbrugs-segmentet. Der er simpelthen ikke brug for fem landbrugspartier i Danmark.
Det, man kan konkludere, er derfor, at selv om regeringen har sit at se til og har klumret gevaldigt rundt i minksagen, så er der ikke nok i blå blok, der tror på, at regeringen kan væltes, for så opførte de sig mere strategisk klogt. Det er den store svaghed i blå blok.
Ugens risikovurdering:
Region Hovedstaden er rykket op på niveau fire i vurderingen af corona-risiko. Det er en virkeligt dårlig nyhed, ikke mindst fordi det kan betyde, at sundhedsvæsenet kan blive presset på kapacitet.
Vi går som bekendt ind i en tid, hvor vi plejer at se mange mennesker – indendørs, ligesom vi er ude at shoppe som gale i en tid, hvor influenza normalt spreder sig lystigt, og man kan være ret bekymret for, hvordan smitten vil udvikle sig i de kommende uger og måneder.
Det kan der siges meget om. Men det mest passende er nok en appel til, at vi tager os sammen.
Ugens nedlukning:
Regeringen og støttepartierne har besluttet at lukke for udvindingen af dansk olie i Nordsøen, sådan som Klimarådet har anbefalet.
Det er en fin nok plan, der mangler bare en for, hvordan vi skal fylde hullet i statskassen, erstatte olie som brændstof og passe på afhængigheden af udlandet på det punkt.
Det havde også været betydeligt smukkere med en tilhørende plan om en CO2-reduktion, der ikke var en bøjet hockeystav, men en styrtløbsbane af en nedadgående kurve.
Men nuvel, det er en aftale med et snævert flertal bag, så det kan i princippet nå at blive lavet om mange gange på de 30 år, der går, før beslutningen er ført ud i livet. Men godt signal.
Ugens dilemma:
Ted Hui har været på besøg i Danmark. Han er en af Hongkongs mest fremtrædende demokratiforkæmpere.
Det lykkedes kun at komme hertil med hjælp fra Anders Storgaard, tidligere landsformand for Konservativ Ungdom, som skaffede hjælp fra flere MF'ere, der sammensatte en invitation og et program, så Hui kunne få tilladelse til at rejse.
Alene det cirkus viser, at demokratiforkæmperne har brug for hjælp.
Men 'Et Kina'-politikken styrer verden. Enhver regering, der mødes med folk som Ted Hui eller Dalai Lama, ender med at være i Kinas skammekrog, indtil de har bukket sig i støvet – helst spist lidt af det – og sagt undskyld. Så det havde regeringen naturligvis ikke tid til i denne uge.
Men det er da godt, at ikke alle danske politikere sidder i regeringen!
