Statsminister Mette Frederiksen tog endnu et magtmiddel i brug fredag aften og blev den første danske statsminister, der lukkede Danmarks grænser og spærrede os allesammen inde i vort eget land.
Det ultimative skridt for at hindre en virus i at sprede sig yderligere. Mette Frederiksen har kun få redskaber tilbage i værktøjskassen nu, hvis hun bliver tvunget til at stramme yderligere. Interneringer og tilbageholdelse af muligt smittede er et af dem, som Kinas totalitære kommunistiske regime benyttede, da de endelig bekæmpede sygdommen. Kineserne gik så vidt som til at svejse døre fast i de opgange, hvor der boede smittede. Så langt er vi ikke – endnu.
Men statsministeren har sørget for at have lovhjemmel til at gøre det. Alle partier har stemt for en lovgivning, der giver myndighederne ret til at gå ind i private boliger og trække eventuelt smittede ud til karantæne.
Det er kendt for de fleste efterhånden, at når virus bliver opdaget, skal man handle hurtigt. Direktøren for WHO sagde det på en pressekonference i går.
'Vi har lært, at man skal jagte virus med det samme. Hurtigt og aggressivt. Ethvert minut tæller. Man må ikke være bange for at fejle, for mens man afventer, mister man tid.'
Måske har Mette Frederiksen lyttet til WHO, måske har hun oplysninger, hun ikke deler med os, i hvert fald går hun enegang med sin beslutning om at lukke grænserne i en måned. EU kritiserede for få dage siden USA for at lukke grænsen til Europa og forlangte, at coronavirus blev bekæmpet ved samarbejde – IKKE ved at gå enegang.
Mette Frederiksen orienterede blot vore naboer i Sverige og Tyskland om sin beslutning. Her er ikke tale om en koordineret EU-indsats eller et Schengen-samarbejde.
Det er vanskeligt at finde logikken i at bede alle danskere om at vende hjem til et land med et kæmpeantal smittede, hvis de befinder sig på rejse et sted, hvor der kun er få eller ingen smittede. Men det er, hvad der sker. Vi lukker os om os selv for at bekæmpe en virus, der ikke kender grænser. Ingen af vore nabolande har foretaget noget lignende, og derfor halter systematikken i denne handling.
Statsministerens indgreb, som kun kendes fra totalitære regimer eller lande, der oplever kupforsøg, er vel for at sikre, at sundhedsvæsenet kan håndtere de mange smittede, der behøver indlæggelse. Men det er ikke sundhedsmyndighederne, der har anbefalet en lukning af grænserne. Det er ene og alene en politisk beslutning af statsministeren, kom det frem på lørdagens pressemøde.
Mette Frederiksen vil naturligvis gå langt for at sikre, at denne virus stoppes og redde menneskeliv. Det er den ene side af ligningen.
Den anden side er samfundets øvrige omkostninger. De bliver gigantiske. Allerede nu kan rejsebranchen afskrive 2020 og melde om tab af tusindvis af job. Eksempelvis melder udlejningsfirmaerne allerede nu om 1200 mistede job.
De mange små og mellemstore virksomheder, som bærer det meste af Danmarks erhvervsliv, bliver presset helt i knæ. Det er erhvervslivet, der sørger for indtægter, så vores velfærdsstat kan fungere og blandt andet redde de liv, der er truet af coronavirus. Det er de selvstændige og deres medarbejdere, der skaffer pengene til velfærdsmaskinen.
Det er paradoksalt, at forskellene på det private og det offentlige arbejdsmarked udstilles med denne krise. De offentligt ansatte er sendt hjem for at arbejde, hvorimod de private ansatte kan fyres og sendes hjem uden løn. Senest afskedigede en stor hotelgruppe 350 medarbejdere. Det tal vil også vokse eksplosivt.
Der skal hjælpepakker til de mindre erhvervsdrivende og deres medarbejdere omgående.
Senere skal Mette Frederiksen fokusere på at skabe vækst i hele samfundet, men først og fremmest for det private erhvervsliv, som nu bærer hele byrden. Hendes politiske forståelsespapir er for alvor revet itu. Fremtiden handler ikke om at øge den offentlige sektor, men handler om at redde det private erhvervsliv med alle midler.
Krisen er total.
Danmark går enegang i forhold til vore nabolande og EU. Er dette samarbejde også revet itu. Vi lukker os selv inde i en måned, og vi overlever, naturligvis. Omkostningerne er til gengæld uoverskuelige, men bliver nærværende for mange danskere.
Det er en høj pris, Danmark betaler.
