Det danske vaccinationsprogram kom endelig op i gear mandag. Med 100.000 vaccinationer på en dag er der forhåbning om, at vi meget snart kan genåbne hele landet.

I øjeblikket er under 10 procent af den voksne befolkning fuldt vaccineret, og det er ikke imponerende, når man ser tallene for USA og Storbritannien. Her er de meget snart færdige.

Vort testprogram er også endeligt blevet effektivt med mere end 150.000 pcr-test om dagen og lige så mange kviktest. Selvom testtallene er stigende, er antallet af smittede helt stabile. Men vigtigst af alt, der bliver ikke indlagt flere på hospitalerne, hvor der i øjeblikket er cirka 200 indlagte, hvoraf 40 er på intensiv.

Det er meget langt fra det estimat, som Statens Serum Institut beregnede ved den seneste åbning i februar. Her forventede eksperterne, at de danske hospitaler ville blive presset på kapaciteten af mere end 800 indlagte patienter.

Der er vi langt fra, og det er derfor helt ubegribeligt, at regeringens medlemmer bliver ved med at fastholde en retorik, der udelukkende fokuserer på frygt. Det er i særlig grad sundhedsminister Magnus Heunicke, der i sine daglige opdateringer fastholder angsten for sygdommen ved at rapportere på alle mulige nye varianter.

På Twitter og Facebook kan man læse, hvordan fire tilfælde af B117 i kombination med E484K er opdaget i Region Hovedstaden. Eller to nye tilfælde af den brasilianske variant – nummer 11 og 12 – her i landet er ved at blive smitteopsporet. De særlige mutationer kunne sætte hospitalerne under pres, var meldingen i forrige måned. De var særligt problematiske, for måske virkede vaccinerne ikke.

Alle dommedagsprofetier fra sundhedsministeren er efterhånden gjort til skamme, og det er tydeligt, at en meget stor del af befolkningen er trætte af 'ulven kommer'-retorikken. Informationerne er ubrugelige og skader mere, end de gavner, for de fjerner fokus fra det relevante, nemlig, at test og smitteopsporing virker, at vaccination af alle voksne er vejen til et åbent samfund.

Heunicke taler slet ikke om dette. Han taler og skriver hele tiden til de danskere, der har den iboende angst for en ukendt sygdom. Den prægede de fleste i de første måneder i 2020 og i særlig grad den ældste del af vores befolkning. De er nu alle vaccinerede eller meget tæt på, så i virkeligheden burde sundhedsministeren tale til den positive side af vores sind. Alle ved, at håb og positive tanker hjælper på den almene sundhedstilstand.

Når frygten er den fremherskende del af sundhedsministerens syn på coronasituationen i Danmark, må det være, fordi han enten ikke kan slippe sin fastgroede tankegang gennem et år, eller fordi han virkelig tror på, at han gør det rigtige. Begge dele er lige problematiske, for der kommer løbende gode nyheder om smitten.

Senest meddelte den amerikanske version af seruminstituttet, CDC, at der ikke er nogen risiko for at blive smittet via en overflade. Vi har troet på, at håndtag eller andre flader, vi berører, kan bringe smitten videre. Det er fake news. Der er ingen risiko, og derfor kan vi skrue ned for rengøringen i sikker forvisning om, at det er sikkert. Du bliver ikke smittet.

Det er positive nyheder, men det er tvivlsomt, om der rent faktisk skrues ned for afspritningen. Vi vil hellere være sikre end rette os efter ny viden, når vi frygter for mere corona. Det er her, Magnus Heunickes retorik er ødelæggende, for pludselig tror vi ikke på de nye forskningsresultater. De mest frygtsomme har været bange så længe, at de ikke slipper angsten med det samme. Det skal sundhedsministeren hjælpe dem med.

Danmark åbner lige om lidt.

Det kan regeringens og sundhedsministerens retorik ikke ændre på. Men han burde gå forrest og tale situationen op. Forberede alle de frygtsomme på, at situationen er bedre, der er styr på det, og at angst ikke længere er en nødvendig følgesvend.