»Jeg er blevet tilbudt 50.000 og 100.000 kroner for at gøre nogle syge ting.«

Sådan indledte Lara Denice fortællingen om en af sine mange oplevelser med sugardating, da hun gæstede B.T. Live. Den historie gik hun i dybden med, og det lover vi at komme tilbage til. Men først lidt kontekst.

28-årige Lara Denice har sugardatet, siden hun var 17, hvor hun igennem sider som Sugardaters.dk og Victoria Milan har datet ældre mænd.

Men nu vil SF gøre hjemmesider og platforme, der digitalt udbyder sugardating, ulovligt. Siderne skal ifølge partiet omfattes af Straffelovens paragraf for rufferi.

»Når vi har bestemt, at rufferi i den fysiske verden er ulovligt, bør det naturligvis også være det i den digitale verden,« siger SF's retsordfører, Karina Lorentzen, til Jyllands-Posten.

Men Lara Denice mener, at hvis man gør det ulovligt, flyttes det til langt mere farlige og hardcore platforme. Hun er af den overbevisning, at de mænd, hun dater, er med på, at de gensidigt udnytter hinanden. Og så ved hun også, hvornår hun sætter grænsen.

»Jeg sagde selvfølgelig nej til at gøre de der syge ting for de mange penge. Man siger, at alle er til salg for en pris, men sådan er det ikke for mig.«

Men vil du så fortælle, hvad det var, du skulle gøre for at få så mange penge?

»Det var en udenlandsk mand, der skulle have lukket en stor aftale med nogle sheiker fra Dubai. Så ville han have, at jeg skulle underholde de der sheiker. Derefter skulle jeg have sex med dem alle sammen.«

Og det sagde du så nej til?

»Ja, selvfølgelig. Jeg er da ligeglad med, hvad for en pris folk kommer med. Det kan da godt være, der er nogle, der ville gå med til det og ikke har nogen selvrespekt, hvis de står og er direkte ved at dø af sult.«

Det er jo også en af grundene til kritikken af sugardating. Du har måske en stærk psyke, men det er ikke alle kvinder, der har det. Kunne der ikke være nogen, som faldt for fristelsen og sagde ja til sådan et arrangement uden at have godt af det psykisk?

»Det er jo op til den enkelte. Det kan man jo ikke gardere sig imod. Man kan jo lade være, og der en masse andre måder at tjene penge på.«

»Ikke alle kvinder har dømmekraften til at sige fra, hvis en mand er påtrængende. Men det er ikke vores alles skyld, og det nytter ikke noget at lave et forbud.«

Men det er heller ikke altid, at oplevelserne med sugardating har været gode for Lara.

»Der har været dates, hvor mændene var påtrængende, og jeg havde svært ved at sige fra, da jeg var yngre.«

»Der var en mand, hvor vi var på restaurant, og han ville tungekysse konstant. Jeg kunne virkelig ikke lide det, og det var meget ubehageligt. Men jeg kunne ikke rigtig få mig selv til at sige fra.«

»Det kunne jeg ikke, fordi han var virkelig flink. Han vidste heller ikke, at jeg ikke kunne lide det. Bagefter gik jeg hjem og følte mig krænket, men i virkeligheden var det mig, som havde krænket mig selv, fordi jeg ikke sagde fra.«

Hvis man ikke skal gøre hjemmesider med sugardating ulovligt, hvad skal man så gøre?

»Man skal forebygge, forebygge og forebygge.«

»Det gør man ved ikke at udskamme folk, såsom at kalde én for en luder hele tiden. Det kommer af uvidenhed og en tanke om, at folk ikke skal tro, at de er noget.«