USA, Australien, Grækenland og mange andre lande rammes stort set hvert år af voldsomme skovbrande. Ifølge nyt studie bliver katastroferne kun hyppigere og mere ødelæggende. 

Studiet, som torsdag blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Science, har analyseret 242 store brande mellem 1980 og 2023. Resultatet er alarmerende: Næsten halvdelen af de mest katastrofale brande i perioden har fundet sted inden for de seneste ti år.

Forskerne peger på, at stigningen af de voldsomme skovbrande er et resultat af klimaforandringer, som forårsager 'brandvejr' som temperaturstigninger, tørre vinde og tørke.

Studiet viser at brande er blevet hyppigere og mere ødelæggende siden 1980. (Photo by JOSH EDELSON / AFP)
Studiet viser at brande er blevet hyppigere og mere ødelæggende siden 1980. (Photo by JOSH EDELSON / AFP)

Selvom skovbrande altid har været en naturlig del af økosystemet, mener Calum Cunningham, naturbrandforsker ved University of Tasmania og ledende forsker bag det nye studie, at de seneste ti års brande ikke kan forklares som naturlige.

»Det er tydeligt, at klimaforandringer spiller en rolle. Det her er ikke bare større brande. Det er brande, der opstår under mere ekstreme vejrforhold, der gør dem ustoppelige«, siger han.

Også Cristina Santín, naturbrandforsker ved det spanske National Research Council, anerkender studiet og siger, at skovbrande er kommet for at blive. Og at de vil ramme oftere i takt med klimaforandringerne.

Derfor mener Santín, at »vi er nødt til at tilpasse os en hverdag med potentiel fare for skovbrand. Det er vores nye virkelighed, og den kommer ikke til at forsvinde,« siger hun til det amerikanske medie New York Times.

Forskerne bag studiet håber, at myten om, at klimaforandringer er overdrevne, nu kan aflives.

»Det hele bliver faktisk værre,« advarer Cunningham.

Bjørn Lomborg er B.T.s klimaekspert og tror ikke på, at klimaforandringer er grunden bag de store brande. /Ritzau/(Larry MacDougal/AP/POLFOTO/arkiv)
Bjørn Lomborg er B.T.s klimaekspert og tror ikke på, at klimaforandringer er grunden bag de store brande. /Ritzau/(Larry MacDougal/AP/POLFOTO/arkiv)

Men ikke alle køber forskernes konklusion. 

Klimadebattør Bjørn Lomborg kalder studiet »suspekt« og mener, at forskerne overser, at mange af de ramte områder historisk set altid har været udsatte for brande.

Ifølge ham skyldes de større ødelæggelser ikke klimaforandringer, men derimod, at flere mennesker bosætter sig i risikoområder, så flere bliver ramt af brande, samtidig med at der ophobes mere brandbart materiale.

»Faktisk viser satellitdata, at der globalt set er færre brande. De store ødelæggelser skyldes i højere grad, at folk flytter ind i brandfarlige områder,« siger Lomborg.

Han anerkender dog, at studiet kan have en pointe, når det gælder omfanget af skaderne.

»Studiet kan have ret i, at skaderne er større, som vi så i Los Angeles tidligere i år, men det skyldes primært en stigning i menneskelig bosætning i brandfarlige områder,« siger Lomborg.

Og han lægger ikke fingre imellem:

»Tag det nye studie med et gran salt. Forskeren bag har taget fejl før, og det er både ubehageligt og pinligt,« afslutter han.