»Jeg anerkender simpelthen ikke præmissen om, at SUen er for lav, eller at det er synd for de studerende, at de skal betale husleje.«

Sådan lyder det fra 22-årige Cille Hald Egholm i en kommentar i Berlingske.

I disse dage starter mange studerende på deres uddannelser, og det medfører som regel en intens jagt på tag over hovedet i de større byer, hvor der er rift om boligerne.

Den store efterspørgsel på boliger, eksempelvis i København, betyder også en høj husleje – og det kan være svært at betale med SU.

Men det er ikke en anledning til at brokke sig, mener 22-årige Cille Hald Egholm. Hun fortæller til B.T., at hun synes, det er en forkælet indstilling at klage over, at SUen ikke rækker, hvis man samtidig vælger at bosætte sig midt i København.

»Jeg synes, man har en forkælet indstilling, når man mener, at de ting, man ikke kan få eller ikke har råd til –  for eksempel dyr husleje – skal betales af skatteyderne gennem højere SU.«

Cille Hald Egholm er netop startet på sin kandidat på statskundskab på Københavns Universitet og kender dermed studielivet indefra. Hun mener, at der hersker en offermentalitet blandt danske studerende.

»Det er aldrig vores egen fejl. Det er synd for os. Det er en offerindstilling,« siger Cille Hald Egholm og fortsætter:

»Jeg kan godt forstå, man synes, det er nederen ikke at have råd til at tage ud og drikke en øl. Men det er en del af studielivet. Man kan ikke forvente, at andre skal finansiere for os, hvis man skal gøre ting, der koster penge.«

Som udeboende og studerende på en videregående uddannelse lyder SUen på 6.321 kroner om måneden. Den gennemsnitlige huslejepris i København K lyder på 5.946 kroner, og når der er betalt skat af SUen, er det svært at få de to beløb til at mødes.

Cille Hald Egholm er selv lige flyttet ud af en bolig i indre København, fordi den skulle sælges, men her betalte hun 5.500 kroner for at bo. Det finansierede hun ved at have et studiejob på 25 timer om ugen ved siden af studiet.

Derfor giver hun ikke meget for de undskyldninger, der kan være blandt studerende.

»'Man kan ikke arbejde, fordi det er et fuldtidsstudium.' 'Man kan ikke bare flytte ud af kommunerne.' Jeg synes, man tager det for givet, fordi vi får en masse ting foræret, som vi er virkelig heldige at have.«

Særligt med blik på, hvad der sker i resten af verden, mener Cille Hald Egholm, at danske studerende har det rigtig godt.

»Kan vi ikke bare være lidt taknemmelige og glade for, at vi er så heldige, som vi er? Kig på resten af verden. Der er kvinder i Afghanistan, der ikke må tage en uddannelse på grund af deres køn, og så sidder vi og klager over, at vi ikke kan bo i Indre By.«

For mange studerende bliver det meste af SUen brugt til at betale for at bo, viser en undersøgelse lavet af Analyse & Tal og Epinion for Danske Elever og Studerendes Kollegieråd.

42 procent svarer i undersøgelsen, at de har månedlige boligudgifter på 5.000 kroner eller mere, hvilket er tæt på SU-udbetalingen, som efter skat typisk lyder på 5.500 kroner.