Onsdag kan man se andet afsnit af TV 2s meget omtalte partilederprogram 'Højskolen'.

Mens første afsnit ifølge B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, var »røvkedeligt«, sker der noget i denne uges afsnit, der fik ham til at spærre øjnene op.

Her sidder de to tidligere Venstre-kolleger, formanden for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, og formanden for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, nemlig over for hinanden til en samtale om udlændingepolitik.

En samtale, hvor luften undervejs er »så tyk og anspændt, at man kan skære igennem den,« lyder det fra B. Olsen i onsdagens afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid, hvor Inger Støjberg er i studiet.

»Det er som om, du ikke rigtig bryder dig om at sidde der,« siger B. Olsen til Støjberg i podcasten, hvortil Støjberg erkender:

»Det er meget rigtigt set.«

I Borgerlig Tabloid taler Støjberg ud om seancen, som hun selv beskriver som »ret vild«.

Undervejs i samtalen på højskolen fortæller Støjberg, hvordan hun mener, at Lars Løkke har svigtet den danske udlændingepolitik på en lang række områder.

I 2009 overtog Lars Løkke Rasmussen statsministerposten fra Anders Fogh Rasmussen (V). Inger Støjberg blev efterfølgende minister for ligestilling efter to år som politisk ordfører. Der er løbet meget vand gennem åen mellem de to politikere sidenhen.
I 2009 overtog Lars Løkke Rasmussen statsministerposten fra Anders Fogh Rasmussen (V). Inger Støjberg blev efterfølgende minister for ligestilling efter to år som politisk ordfører. Der er løbet meget vand gennem åen mellem de to politikere sidenhen. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Afslutningsvis lyder det fra Støjberg, at hun altid har ført en stram udlændingepolitik og endda »gik i fængsel for det« – med henvisning til den famøse barnebrudssag, hvor Støjberg tilbage i 2021 fik en ubetinget dom for ulovlig adskillelse af asylpar – hvor den ene part var mindreårig – da hun i 2016 var udlændinge- og integrationsminister i Lars Løkkes VLAK-regering.

En reference, der leder til en heftig ordveksling mellem Støjberg og Løkke i TV 2-programmet:

»Ej, du gik ikke i fængsel for det. Du gik i fængsel for at bryde loven,« lyder det fra Løkke.

Støjberg svarer: »Jeg gik i fængsel for at beskytte de piger - og det ved vi begge to.«

»Nej, du gik i fængsel, fordi du ikke spillede efter spillereglerne. Og du fik en straf, som hvis den politik, du vil sætte igennem i forhold til folk, der skal sendes ud af landet, var gældende, så ville du ikke kunne være i det her land, hvis ikke du var født her,« afslutter Løkke, der således fortæller Støjberg, at hun vil sætte krav til udlændinge, som hun ikke selv kan opfylde.

I Borgerlig Tabloid fortæller Støjberg, hvordan det var at få den stikpille serveret fra sin tidligere chef:

»Jeg blev faktisk enormt chokeret. Det er en halv-voldsom udtalelse.«

Hun fortsætter: »Det er ret intenst at få at vide af Lars Løkke, at man ret beset ikke hører til. Det er en ret vild udtalelse – og den kom meget bag på mig,« fortæller Støjberg, der samtidig understreger, at det blev de sidste ord, hun udvekslede med Løkke under det 24-timers lange ophold.

»Vi talte ikke mere sammen på det ophold.«

Hør interviewet med Støjberg i onsdagens afsnit af Borgerlig Tabloid, som du kan lytte til på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

Borgerlig Tabloid

Få politikere, hvis nogen overhovedet, har så stærkt et politisk brand som Inger Støjberg. Hendes parti bragede ind i Folketinget ved sidste valg, og siden har de ligget relativt stabilt i meningsmålingerne. Det er på trods af, at Danmarksdemokraterne ikke gør det store væsen af sig selv. Ja, nogle vil måske mene, at de bliver outshinet af Morten Messerschmidts DF – mens andre undrer sig over, hvorfor DD og DF ikke slår sig sammen. Én ting er dog sikkert, og det er, at Inger Støjberg vil have en meget stram udlændingepolitik. Fra S lyder det dog, at netop dét er S mere garant for end Støjberg. Vi spørger, hvad Inger har at sige til det, efter vi har vendt et meget anspændt møde mellem hende selv og hendes gamle chef, Lars Løkke Rasmussen, i det seneste afsnit af TV 2s ‘Højskolen’. Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst: Inger Støjberg, formand for Danmarksdemokraterne  Journalist: Maria Asmine Dam og Emilie Maja Jeppesen  Producer: Teis Zacho og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.