Støjberg i frontalangreb på ‘utaknemmelige’ Mohamed: 'Du hører ikke til i Danmark!'
Mandag kulminerede konflikten mellem Inger Støjberg (DD) og Mohamed Abdi Kahn. I studiet havde Støjberg ikke kun en check, men også et meget klart budskab med til den somaliske fleksjobber.
Nu mødes de i B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid. Og her går bølgerne højt. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix, privatfoto
På sociale medier har Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg (DD), og den somaliske fleksjobber, Mohamed Abdi Kahn, flere gange tørnet sammen i en ophedet debat om Danmark, islam, og udlændingepolitik.
Konflikten tog for alvor fart, efter Mohamed Abdi Kahn krævede 3,5 millioner kroner for at forlade Danmark og rejse til Djibouti i det østlige Afrika.
Abdi Kahn vil nemlig gerne 'hjem'.
For ifølge ham er Danmark et »islamfjendtligt« og »sygt samfund« – og om den danske ungdomskultur har han for nylig skrevet følgende i et opslag på Facebook til sine 18.000 følgere:
»Hvis I vælger at kneppe hinanden løs fra både front og bag og kalder det danske værdier, eller vælger at drikke alkohol og spise svinekød, så er det jeres valg. Sådanne urene værdier vil vores unge aldrig tage til sig.«
Han har dertil udtalt, at Koranen står over alle andre love – herunder dansk lovgivning.
Som en reaktion på kravet har Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne i stedet tilbudt at betale knap 34.000 kroner for flybilletter til Mohamed, hans kone og parrets seks børn.
Det er dog langt fra nok, lyder det fra Abdi Khan, der altså vurderer, at han minimum skal have 3,5 millioner kroner for at skabe en sikker tilværelse i Djibouti.
I mandagens afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid, kulminerede debatten, da de to parter for første gang mødte hinanden i en direkte konfrontation.
Og udover en check havde Støjberg en klar besked med til Abdi Kahn.
»Det er lige nøjagtig sådan en som dig, jeg bare har fået nok af. Du vil have serveret alle vores rettigheder på et sølvfad, og så vil du bare sidde og svine os til,« lyder det fra Støjberg.
Hun fortsætter: »Samtidig med, at du jo simpelthen sutter på lappen. Vi kan jo se, hvor mange penge dig og din familie får hver eneste måned af det offentlige,« raser Støjberg og tilføjer:
»Det allerbedste vil jo være, at du bare rejser hjem, hvor du kommer fra. Du hører ikke til i Danmark, og du opfører dig ikke ordentligt. Og det er lige præcis sådan en som dig, der gør, at vi er rigtig mange, der er ved at få nok.«
Som svar på angrebet henviser Mohamed Abdi Kahn til, at han som flygtning er beskyttet af de internationale menneskerettigheder.
»Det er ikke Danmark, der beskytter mig. I vil fratage alle mine rettigheder, hvis I havde magten,« tilføjer Abdi Kahn og langer ud efter Inger Støjberg, som han mener har begået systematisk diskrimination mod muslimer.
»I har startet systematisk diskrimination ved at lave 114 stramninger på udlændingeområdet. Du (Inger Støjberg, red.) tilsviner vores religion islam og profeten Mohammed. Det er en diskrimination,« fortsætter han.
Ifølge Mohamed Abdi Khan er det derudover hyklerisk, når Inger Støjberg forsvarer ytringsfriheden, når det gælder om »at svine profeten Muhammed og islam.«
Mens hun – ifølge ham – vil afskaffe ytringsfriheden, når han bruger sine rettigheder til at »svine Danmark til« og »sige fra over for islamofobiske danske politikere.«
Men den køber Støjberg ikke.
»Du må bruge din ytringsfrihed alt det, du vil, men jeg synes faktisk ikke, det er for meget forlangt, at du opfører dig ordentligt, når du kommer til Danmark, og at du ikke kommer og tilsviner vores land på den her måde,« lyder det fra Støjberg, der også spørger, om han overhovedet ikke er taknemmelig for det, Danmark har gjort og fortsat gør for ham og hans familie.
Til det svarer han:
»Nej, jeg er ikke taknemmelig for Danmark. Jeg er taknemmelig for de europæiske menneskerettigheder, som beskytter mig og min familie mod Danmark.
Du kan høre hele debatten mellem Inger Støjberg og Mohamed Abdi Kahn i mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid.
Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.
Mohamed Abdi Kahn hader Danmark. Det kan man ikke være i tvivl om, når man ser, hvordan han - på daglig basis - tilsviner dansk kultur og de danske politikere på Facebook. Det gør han på trods af, at han bliver forsørget af den danske stat. Dét har fået Inger Støjberg (DD) til at tilbyde at betale for ham og hans families flybilletter, så han kan vende retur til Afrika. Men ifølge Mohamed skal han have minimum 3,5 millioner kroner for at flytte. De to mødes for første gang – til en heftig debat – i dagens afsnit. Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst: Inger Støjberg, formand for Danmarksdemokraterne Mohamed Abdi Kahn, fleksjobber og muslimsk debattør Journalister: Maria Asmine Dam og Josefine Buhl Brinckmann Producer: Tristan Wieleman og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke: https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.