For en som mig, der ikke har boet i Danmark så længe, er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nærmest en lige så fast del af Danmark som cykelstier og våde somre.

Jeg har selvfølgelig nogle vage minder om de andre Rasmussen'er, Poul Nyrup og Anders Fogh, og så var der også noget med nogle skatte- og modeskandaler, som Helle Thorning-Schmidt var involveret i.

Men Lars har stået i spidsen for regeringen i langt størstedelen af den tid, jeg har fulgt dansk politik.

Nu hvor jeg skal til at stemme til Folketinget for første gang, virker det helt mærkeligt at skulle danne mig en holdning til noget, jeg har taget for givet.

Men jeg må jo hellere se på, hvem Lars er for en størrelse, eftersom jeg endnu ikke har fundet en kandidat, som indgyder entusiasme.

Lars får tingene til at ske og går gerne på kompromis for at lade holdninger blive til handlinger.

Det er noget, idealisterne generelt er dårlige til (*peger på DF*), mens centrumpartierne bedre forstår den praksis. Danmark virker relativt velstyret, i det mindste i forhold til nabolandene Sverige, Tyskland og Storbritannien.

Derudover virker Lars også til at brænde for at blive genvalgt. Venstres kampagne har været fyldt med så meget entusiasme, at det næsten har virket desperat, jf. vanvittige valgløfter såsom: samme velfærd som Socialdemokratiet – bare uden skattestigninger(!).

Den må du længere ud på landet med, Lars. Men jeg kan godt lide, at man virkelig kan fornemme, hvor meget du gerne vil ha' jobbet.

At betale skat er nærmest indbegrebet af at være dansk. Som jeg nævnte i min TEDx-tale sidste år, er det dumt at flytte til Danmark, hvis du er imod høje skatter.

Men jeg vil stadig stemme på et parti, der forstår, hvilket stort stykke arbejde der ligger bag mine skattekroner.

Mit liv som enkeltmandsvirksomhed betyder lange arbejdsdage som oftest også i weekenden og på helligdage, og der er hverken betalt sygdom eller betalt ferie.

Jeg husker at have læst en undersøgelse for noget tid siden. Den fandt frem til, at jo færre ugers ferie om året en dansker tog, jo mere var vedkommende tilbøjelig til at stemme på et parti med en konservativ finanspolitik.

Universitetsstuderende, som havde mest fritid, stemte yderst til venstre, fagforeningsmedlemmer og statsansatte med de normale fem-seks ugers ferie stemte rødt eller lige til højre for midten, mindre forretningsdrivende med to ugers ferie eller færre lænede sig mod den konservative del af spektret.

Og forståeligt nok: Man får et lidt tættere forhold til sine skattekroner, når man selv skal sende dem videre til staten, end når de bare tager dem fra ens løncheck. Derfor vil man selvfølgelig også gerne være helt sikker på, at de bliver brugt fornuftigt.

Efter at have gennemgået alle kandidaterne til folketingsvalget er jeg blevet enig med mig selv om, at min liste skal indskrænkes til kun to: Det bliver enten Socialdemokraterne med Mette Frederiksen i spidsen eller Lars Løkke og Venstre, der får min første folketingsstemme.

Jeg tror såmænd ikke, at Mette vil klare sig dårligt som statsminister. Jeg synes bare, hendes indvandrerpolitik er forvirrende: Hun siger én ting, hendes partifæller noget andet og hendes mulige støttepartier noget helt tredje.

Jeg er selv immigrant og mener ikke, at jeg og andre immigranter som sådan udgør en eksistentiel fare for den danske kultur.

Da min datter blev konfirmeret sidste måned, var det i selskab med asiatiske, afrikanske og amerikanske familier såvel som pæredanske. Alle var vi fælles om at støtte op om vores børns indtræden i de voksnes rækker gennem denne yderst danske tradition. Og I kan bare kalde mig blødsøden, men jeg fældede altså en tåre eller to, da jeg så dem stå der ved alteret. En broget, men moderne gruppe af unge mennesker, alle klædt i flotte konfirmationskjoler og jakkesæt: I den grad fremtidens danskere.

Der er plads til nyankomne i dansk kultur, men det er vigtigt at have en god plan på plads, for hvordan de bliver taget imod. Jeg tror ikke, S har sådan en plan.

Det er også muligt for et land som Danmark at være et åbent og fremtidsorienteret land, samtidig med at man værner om de værdier og traditioner, som gør det her land værd at leve i. Måske kan Lars Løkke og Venstre løfte den opgave? Min stemme ligger i hvert fald i sidste ende der.