Mette Frederiksen sad fredag for bordenden ved første forhandlingsrunde om at danne en S-ledet regering. Lige nu taler alle om, hvor svære og langvarige forhandlinger der ligger foran hende, men måske bliver det sket ikke så svært. Den helt grundlæggende præmis er nemlig til stede: De vil gerne.
Mette Frederiksen vil rigtigt gerne have kabalen til at gå op, så glem al snak om 'ikke statsminister for enhver pris'.
S-formanden skal bare undgå at bryde det mandat, hun er valgt på – altså ikke de løfter hun rent faktisk har sagt, men det folk har hørt og kan huske.
Hun har sagt, at hun går til valg på at etablere en ren S-regering. Jeg tror, vælgerne er ligeglade med, om hun rykker sig på det punkt, så længe hun holder især to løfter:
- Stram udlændingepolitik. Hun kan rokke en smule med ørerne, men spørgsmålet er, om hun kan holde til at pille ved de såkaldte fattigdomsydelser. Den mindste bevægelse vil udløse et raid mod hende fra højrefløjen, der vil råbe løftebrud og udlændingelempelser, til de er helt hæse.
- Pensionen. Forventningerne til S-forslaget overstiger i forvejen det, hun kan levere. Her er der absolut intet albuerum. Og måske må hun trække på fagbevægelsen (i trepartsforhandlinger) for at kunne vise vælgerne, at hun har gjort, hvad hun kunne.
Til gengæld må hun imødekomme de partier, der udgør hende parlamentariske grundlag på stort set alle andre punkter. Nuvel, nogle ting vil blive i en lidt anden udgave (typisk billigere og mindre vidtgående), end partierne ønsker det, men de vil få indrømmelser.
Den helt store knast er den økonomiske politik, hvor Radikale Venstre og Enhedslisten trækker i hver sin retning for fuld kraft.
Her bliver erfaringerne fra den seneste S-regering afgørende.
Dengang vandt De Radikale tovtrækningen, og det kvalte langsomt det fælles projektet. Ikke bare for S, men også for SF og Enhedslisten.
Men alle har lært af den sidste omgang regeringsforhandlinger. Enhedslisten har lært, at de ikke skal tro på gyldne løfter fra S, om at ting kommer med finanslovene. SF har lært, at man skal beholde sin sjæl, selvom man vil i regering. Og De Radikale har lært, at de er nødt til at udvise noget storsind, hvor man under hinanden en sejr.
Lige nu er det, man skal hæfte sig ved, at alle partierne, der har peget på Mette Frederiksen, gerne vil.
Det er nu op til Mette Frederiksen at skabe den afgørende tillid til, at de kan regne med hinanden, for eller giver de heller ikke plads til hinanden.
Og jeg tror ikke, kabalen kan gå op, uden at S lukker i hvert fald De Radikale ind i regeringen, for ellers har Mette Frederiksen simpelthen ikke nok indrømmelser at give.
