Det står nu klart, at tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg skal for en rigsret, og at Venstre skal have en ny næstformand, som vil blive valgt på et ekstraordinært landsmøde søndag 24. januar. Tog de fejl, dengang de valgte Inger Støjberg? Og har de mon lært noget siden sidst? Ansvaret er i hvert fald deres.

Da Inger Støjberg i 2019 med 577 stemmer mod Ellen Trane Nørbys 206 stemmer blev valgt som næstformand, problematiserede Lars Løkke Rasmussen den rolle, som Venstres bagland spiller. Han sagde blandt andet: »Vi – og nogle – er nødt til at forstå, at vores bagland er andet og mere end medlemmerne, hvor vigtige vi end er alle sammen.« Han har siden været kritisk over for den rolle, som Venstres forretningsudvalg og hovedbestyrelse spillede i forbindelse med hans egen afgang – men også da Støjberg for nylig blevet tvunget til at trække sig som næstformand.

Landsmødet er det øverste organ i Venstre, som vælger både formand og næstformand. Man kan derfor godt argumentere for, at der ikke er andre end netop landsmødet, som kan afsætte en formand eller næstformand. Nu er både Løkke, Kristian Jensen og Inger Støjberg sat fra bestillingen, uden at det har været til afstemning på et landsmøde. Juridisk er alt i orden, for udvalgene har ikke formelt frataget nogen deres poster – de har selv trukket sig. Men bundlinjen er, at hovedbestyrelse og forretningsudvalg reelt har truffet beslutningen.

Noget andet er spørgsmålet om, hvorvidt de delegerede på et landsmøde er det egentlige bagland, som Lars Løkke Rasmussen har insinueret, at de ikke er. Det er nok derfor, at han nu har etableret et netværk, fremfor et parti – han skærer dermed foreløbigt det måske unødvendige mellemled over, som partiorganisation og delegerede udgør.

Medlemstallene for de politiske partier er for nedadgående. Man kan derfor godt argumentere for, at de delegerede i dag mere repræsenterer en særlig klasse af politisk aktive med medlemskort, end partiets vælgere. Man kan derfor også spørge, om det er rimeligt, at de har så stor magt i forhold til at vælge og vrage formænd og næstformænd.

I næste weekend mødes de så igen i Venstres formelle bagland, for at vælge en ny næstformand. Alt tyder på, at de vil vælge fagligt dygtige og menneskeligt bundsolide Stephanie Lose, som i dag er formand for Region Syd og Dansk Regioner. Mange ville gerne have valgt hende allerede ved sidste afstemning om næstformandsposten, men dengang stod hun ikke til rådighed. Nu har hun meldt sig klar. Hun kan da også se frem mod at miste posten som formand for Danske Regioner – og alle de tidskrævende bestyrelsesposter, der følger med – efter valget til kommuner og regioner i efteråret.

Da Inger Støjberg blev valgt, vidste baglandet, at en potentiel rigsretssag truede i horisonten – og de valgte hende alligevel. De vidste, at hun kan gøre og sige kontroversielle ting – og de valgte hende alligevel. Hun lovede at bakke Jakob Ellemann-Jensen op – i manges øjne har hun gjort det modsatte. Men baglandet gav hende et så stort rygstød, at hun – med rette – kan have følt, at hun var forpligtet af det. Forpligtet til også at tvinge formanden i en bestemt retning.

Før man vælger en ny næstformand i Venstre, burde det berømte bagland måske lige overveje, hvad deres eget ansvar i Venstres aktuelle stormvejr er. Man kan ikke få indflydelse uden også at tage ansvaret.

Ugens kloge:
Gruppeformand Karsten Lauritzen stempler ind i debatten om Venstres problemer med en melding om, at Jakob Ellemann-Jensen reelt arvede et håndværkertilbud. Den melding skulle måske være faldet før, for reelt er Venstre nu et sted, hvor de også selv kunne lade være med hele tiden at tale om, hvad der er galt med dem. Men meldingen er klog, omend lidt sen.

Man kan spørge sig selv, hvorfor Lauritzen ikke er en kandidat til posten som partiets nye næstformand. Svaret er enkelt. Han trives som gruppeformand og er ved at arbejde sig stille og roligt op i rækkerne af fremtidens mulige formænd.

Ugens tal:
Der var otte medlemmer af Venstres folketingsgruppe, der – udover Inger Støjberg selv – stemte imod en rigsretssag. Det er ikke ligegyldige »back benchers«, men tidligere ministre, en tidligere politisk ordfører og formanden for retsudvalget i Folketinget. Det er ikke så overraskende, men viser, at sagen har potentiale til at martre Venstre i mange år frem.

Ugens stålsatte:
Da Venstres folketingsgruppe skulle afgøre, om partiet skulle støtte en rigsretssag mod Inger Støjberg, bad hun om, at hvert enkelt medlem rejste sig og så hende i øjnene, mens de begrundede deres valg. Det var ren Eddard Stark fra 'Game of Thrones' – den, der afsiger dommen, bør selv svinge sværdet (som et mandfolk). Det er gammeldags hæderlighed og benhårdt af Støjberg. Hatten af for det!
Det kunne alle troldene på de sociale medier, som i den grad også er aktiveret af dette spørgsmål, lære noget af! Hvis du ikke kan se de folk i øjnene, som du fælder dommen over, så er du bare en usling.