I denne uge kom det længe ventede grønne skatteudspil fra regeringen med en CO2-afgift, men ikke den billigste løsning, med en helt ensartet afgift. Det er nemlig sjældent, hvis nogensinde, politisk muligt kun at være grøn. Især for en statsminister.
Da Anders Fogh Rasmussen i 2007 holdt sin store grønne tale på Venstres landsmøde, var det sikkerhedspolitikken, som blev følgesvend med den grønne omstilling. For Lars Løkke Rasmussen var den grønne dagsorden også en vækstdagsorden.
Der placerede også Helle Thorning-Schmidt sig, ligesom hun talte for mere »energisikkerhed« i Europa. Og da Mette Frederiksen blev statsminister, var hun rød, før hun var grøn, og sagde, at klimaomstillingen ikke måtte koste job. Hun har senere meddelt, at hendes forbehold er forsvundet.
Når den grønne omstilling konstant bliver pakket ind i modifikationer, handler det bl.a. om, at man skal putte sukkerlage omkring vitaminpillen, for at den bliver slugt.
Det er sjældent nok at sige, at noget er vigtigt, for der er mange ting, der er vigtige på én gang, og der kan hurtigt gå rundhyl i, hvad der er vigtigst. Den grønne dagsorden er ad flere omgange blevet skubbet foran, hvad politikere (og borgere) betragtede som vigtigere dagsordner.
Vi oplever også lige nu, at der bliver klippet en tå og hakket en hæl for at frigøre sig hurtigst muligt fra russisk gas. De ideelle løsninger må tilpasse sig sikkerhedspolitikken lige nu.
Dansk gas er bedre end russisk. Og den ellers så historisk forhadte atomenergi ser nu mere attraktiv ud end tidligere. Den grønne dagsorden må fortsat indordne sig andre politiske hensyn.
Og den grønne omstilling rummer det hele. Fra de storpolitiske hensyn til sikkerhedspolitik og energiforsyning over vækstmuligheder og til frygten for klimaflygtninge, farligt vejr og en social slagside.
Klimapolitikken er på mange måder en superdagsorden, fordi alle har en relativt passioneret holdning til den, man kan folde alle mulige andre dagsordner, som alligevel også skal passes ind under klimaet, og så handler det hele om spørgsmål, som kan flytte stemmer. Det gælder både for borgere, der ikke vil leve i skyggen af kæmpevindmøller, og for borgere, der er parate til at lide store afsavn for at redde kloden.
Hvor nogle partier kan være grønne helt uden forbehold og før alt andet, så er det noget mere besværligt for statsministre og regeringsbærende partier. Så selvom det er irriterende, når politikere sniksnakker om hensynet til balancer, så er det ikke desto mindre relevant.
I denne uge kom regeringen under heftig beskydning for at tage et vist hensyn til Aalborg Portland i sit udspil til en grøn skattereform. Det er næsten også for nemt at skyde på en statsminister, der har sagt, at hun vil hægte sig fast til en bestemt virksomhed i sin valgkreds, men det ændrer ikke på, at man naturligvis ikke som statsminister – slet ikke socialdemokratisk statsminister – kan sige »lev med det« til folk, der har udsigt til at miste deres arbejde, eller kommuner, der bliver hårdt ramt på en vigtig arbejdsplads eller industri.
Når det handler mindre om landbrug og fiskeri og mere om Aalborg Portland, handler det både om reelt indhold og om politisk drilleri. Statsministeren har med egne udtalelser inviteret til tæsk i forhold til Aalborg Portland – og de fleste partier kan se en interesse i lidt boksetræning på det blå mærke.
Men selvfølgelig skal statsministeren gå op i, hvordan klimatunge industrier og borgere med sårbare økonomier kan komme bedst muligt igennem den grønne omstilling. Det er her, de kedsommelige balancer bliver vigtige.
Man kan i en periode afbøde slaget for særligt udsatte borgere eller virksomheder, men i sidste ende er det også en kærlig handling at hjælpe alle med at omstille sig til fremtiden. Politikere kan ikke kompensere alle for alt hele tiden.
Ugens særlov
Der er allerede en særlov for ukrainske flygtninge, som har bedre forhold i Danmark end andre flygtninge. Nu foreslår Venstre og De Konservative så yderligere en »fordel« – en forhøjet ydelse, bl.a. fordi kommunerne har svært ved at finde boliger, som ukrainerne kan betale.
Når V og K nu foreslår endnu en særordning for ukrainerne, hænger det sammen med, at det fortrinsvis er kvinder og børn, der kommer fra Ukraine, fordi mændene bliver i Ukraine for at kæmpe, hvilket både er et signal om, at flygtningene gerne vil hurtigt hjem igen, men også betyder, at de får en lavere ydelse, end de ville kunne få som enlige forsørgere. Og det kan naturligvis forekomme uhensigtsmæssigt at »straffe« flygtninge for netop de forhold.
Det er naturligvis ikke kun ukrainere, der har svært ved at betale for en bolig i Danmark på den lave ydelse, men her mener V og K altså, at det er vigtigt at fastholde »incitamentet« for at søge arbejde. Det kan dog vise sig at blive svært. Lovgivning om ydelser er noget mere kompliceret end at lave en særlov.
Ugens rejse
Statsminister Mette Frederiksen besøgte torsdag Ukraine og præsident Zelenskyj, og med sig havde hun løfter om urokkelig opbakning og konkret støtte. Man skal ikke undervurdere vestlige lederes tilstedeværelse i Kyiv, som er alt andet end opportunistisk krigs-safari, hvor man kan vise, hvor sej man ser ud i skudsikker vest.
For det første kommer man ikke tomhændet, men derimod med både moralsk og konkret opbakning. For det andet viser man Putin to ting: Både at Vesten står urokkeligt sammen om opbakningen til Ukraines kamp, men sådan set også, at Kyiv ikke er lagt under russisk fod.
Det har alt sammen stor værdi. Det har i øvrigt også stor værdi for stats- og regeringschefer at opleve krigens gru med alle sanser. Vi har brug for ledere, der bærer ansvaret i hjertet.
Statsministeren og regeringen fortjener ros for ikke at skilte for meget med helt præcis, hvilken hjælp Danmark yder Ukraine. Det faktum, at vores statsminister i denne uge var i Ukraine og mødte præsidenten, er et tydeligt tegn på, at Danmark gør mere, end vi ved. Og tak for det.
Ugens valg
Søndag stemmer Frankrig om, hvorvidt det er Marine Le Pen eller Emmanuel Macron, der skal være præsident. Lørdag holder hele Frankrig i øvrigt fri fra valgkamp. Der bliver hverken ført kampagne eller offentliggjort meningsmålinger.
I Danmark æder vi lidt mere af den korte tænkepause i ro, før krydset skal sættes, fordi man skal have jaget de sidste op fra sofaen, overbevist de sidste tvivlere og skabt den rette stemning omkring valgdeltagelsen. Det er egentligt en rar tanke, at både politikere og medier giver franskmændene et helt døgns tænkepause, før et vigtigt kryds skal sættes.
Og det franske valg er vigtigt! Ikke mindst i forhold til sammenholdet i Europa, som vil blive udfordret, hvis udfordreren Le Pen vinder. Men man skal også huske, at hendes voksende styrke over den seneste valgperiode er et tegn på, at der er massive uløste problemer i Frankrig.
