Jeg er 43 år gammel, kok og fritidslandmand. Og jeg er stokdøv.
Set fra mit synspunkt er det invaliderende at være hørehæmmet. Jeg er ikke helt sikker på, hvad grænsen officielt er. Det har sådan set altid været det, men fra jeg var 21 og fremover, er det blevet værre og værre. Det er der sådan set ikke noget at gøre ved. Og dog.
Der er jo denne fantastisk opfindelse, der hedder høreapparat. De er som mobiltelefoner. De bliver mindre og mindre og mere og mere smarte. At få fingrene i sådan et vidunder er dog en HELT anden sag.
Sommervarmen er ikke god ved os kokke og høreapparatbrugere. Fugt fra sved, damp fra gryder i et storkøkken og varmen i luften er en dårlig kombination der fører til defekte apparater.
»Vi siger, at man ikke må bade med dem, men ellers kan de holde til alt,« sagde de på audiologisk afdeling til mig, da jeg fik nye apparater for tre år siden. Måske jeg har mandagsapparater. Måske jeg blot har brugt dem for meget.
Uanset hvad, holdt de ikke de fire år, som man fra regionernes side har fastsat for acceptabel levetid fra høreapparater. Høreapparatet bukkede under i varmen. Panik!
Jeg ringede straks til audiologisk afdeling i Køge, for uden høreapparat duer denne kok ikke. Den meget venlige sekretær lyttede på min korte opsummering af mit problem. Hun kunne dog straks konstatere at den offentliges bevillingsperiode til udskiftning af nuværende defekte apparat til et nymodens og fungerende apparat er 72 uger.
»Hva ba???,« kunne jeg kun udbryde. »Kan du gentage?« Det kunne hun. Det er halvandet år.
Prøv at holde dig for ørerne med begge hænder og før en samtale med din nærmeste. Det er ikke let, er det vel?
Prøv så dernæst at gå på arbejde med begge hænder for ørerne, tilsæt lyden af en emhætte, 10 travle kokke og en blender med fire hestekræfter samtidig med, at du fører en samtale. Sværhedsgraden stiger.
Prøv at holde dig for ørene med begge hænder og føre 20 samtaler i løbet af en dag, hvor du kan se frustrationen og medlidenheden i øjnene på din samtalepartner, HVER gang du siger 'hva', og alt må gentages. Holder du et spejl op foran dig selv (her må du ty til et fantasispejl med tilsvarende fantasispejlbillede, for begge hænder er optaget), da vil du se det samme. Frustration, medlidenhed og desperation for at kunne blive forstået og hørt.
Jeg forsøgte at forklare den søde sekretær det samme scenarie. Ventetiden er stadig 72 uger. Altså fra marts måned når jeg var berettiget til at søge om nye apparater.
Det vil sige at hvis alt gik som planlagt, ville jeg stå med nye høreapparater i februar 2020. (Den opmærksomme læser vil opdage, at selvom der er fire år mellem hver høreapparatskift, må du først søge om et nyt seks måneder før skiftet. Og med halvandet års ventetid er den reelle ventetid fem år.)
Jeg KUNNE indlevere høreapparaterne til reparation, oplyste sekretæren.
»Så forefindes forhåbentligt et låneapparat, så man kan høre i mellemtiden?«
Nej desværre, det kunne slet ikke lade sig gøre.
Jeg måtte leve med mit defekte høreapparat, når jeg nu ikke var villig til at indlevere dem til reparation. Jeg prøvede at forklare, at det ikke var mangel på vilje, men et reelt problem at få et arbejdsliv og fritidsliv til at fungere med svag hørelse UDEN høreapparat.
»Jeg hører, hvad du siger,« var svaret.
»Are you kidding me!!,« tænkte jeg, men vidste at telefonslaget var tabt.
Dette var for en måned siden. Der var nu tre muligheder:
- Jeg accepterer min hørehæmmede skæbne og ventelisternes horrible humor. og melder mig syg fra arbejde.
- Jeg går ned i en privat hørebutik på gågaden i nærmeste provinsby og betaler penge for apparater, der koster tilsvarende til en mindre personbil eller fire til fem iPhones. Ja, det er hørelsen og helsen, social accept og social optræden det handler om, men jeg HAR høreapparater, de er blot defekte.
- Jeg ringer til kommunen.
Jeg ringede til kommunen.
»Du skal bede Køge audiologisk om en revurdering,” sagde hjælpemiddelcentraldamen.
Det gjorde jeg. Ringede afdelingen i Køge. Samme dame, samme svar. Høreapparater i 2020.
Så skete der noget magisk. Der tikkede et brev ind på e-boksen. Fra Næstved kommune som anbefaler audiologisk afdeling i Køge til at indkalde mig til revurdering af høreapparater. Fire dage senere fik jeg indkaldelse til revurderingssamtale fire uger senere.
Og så bliver det surrealistisk. Dagen efter ankommer og jeg kører til Køge. Audiologi assistenten spørger:
»Hvad er så din udfordring.«
Jeg forklarer, at høreapparaterne er defekte. Hun anbefaler, at jeg sender dem til reparation. Deja vu og surprise.
»Så har du vel et låneapparat, så jeg kan gå på arbejde og opretholde min dagligdag?«
Jeg tænkte, at det ikke kunne skade at forsøge en sidste gang. Det havde hun ikke, jeg snakket med min overordnede og vi bestiller bare et nyt sæt til dig.«
I samme ombæring kunne de se, at udviklingen af teknikken var så fremskredet, at jeg for første gang kan få et høreapparat til venstre øre, som har være ubrugt i 22 år.
»Hvilken farve vil du have?«
Farvepalet som hos maleren blev viftet ud foran mig.
»Øøøh,« fik jeg fremstammet, nogle som passer til mine øjne.
»Man plejer nu at gå for en farve, som passer til håret. Jeg ville vælge grå, hvis jeg var dig.«
Sekretæren fandt ny tid til tilpasning af høreapparat, indstilling og finpudsning.
»Passer 20 september, klokken 10.45? eller samme dag 14,45. Du er jo så ung så jeg tænker du har et arbejde at passe,« spørger sekretæren
»20. september? Mener du 20. september 2018?«
Ja, selvfølgelig gjorde hun det.
Så kampen kan vindes. Og hvilken sejr. Hovedpræmien er lyden af fugle som kvidrer, børn som leger, hundebjæffen i det fjerne. Endeløse samtaler ikke afbrudt af 'hva', 'hvaba' og 'kan du gentage'.
Hele sessionen hos audiologisk afdeling i Køge tog fra kl. 11.56 til kl. 12.26. På præcis 30 minutter blev 77 ugers ventetid reduceret til otte uger plus tre dage.
Tænk hvis jeg havde været 75 og efter flere års skænderier med børn og familie om, at jeg hører aldeles udmærket, bliver afløst af 'ja ok, den er godt nok galt', og efter udsættelse og skam og spekulationer tager man ind på høreklinikken og får besked på, at når du er 77 år gammel, kan du komme til at høre bedre.
Det er ikke ok. Jeg mener, nye høreapparatbrugere bør få sine apparater så hurtigt som muligt. To måneder virker overskueligt, men 77 eller 85 uger når man har gået flere år og taget sig sammen til at få det ordnet.
Hold nu begge hænder for dine ører og forestil dig, at dine børnebørn kommer på besøg, at postbuddet kommer til kaffe, at brandalarmen går, og den ikke bliver hørt. Med det lille fikse, smarte apparat ville livet blive uendelig mere værd. Uden går de en tid i møde med usikkerhed og ensomhed. Og DET har vi mere end nok af i forvejen.
Jeg ved, at på grund af lidt held og forstand og gåpåmod, hører JEG igen 20. september 2018 - om to måneder og tre dage.
På min bekostning må bedstemor vente endnu længere på at høre stemmerne til børnebørnene. Det er ikke ok.
