Den ukrainske præsident Zelenskyj talte i denne uge til den danske befolkning på befrielsesaftenen, og det afslørede på mange måder den udfordring han står over for i sin informationskrig: Opmærksomheden er allerede på retur.

Der var ikke et øje tørt, da først statsministeren og siden præsident Zelenskyj talte til det danske folk 4. maj foran tusindvis af danskere med tændte fakler i Aarhus og København – og hjemme bag skærmene, hvor vi sad med lys i vinduerne. Det var bevægende, det var historisk, og det var på mange måder nødvendigt.

Verden over har vi set tale efter tale fra præsident Zelenskyj med en rundhåndet portion beundring. Han har spillet på vores følelser som en klaverbokser på en højskole til midsommerfest.

Han har givet os en følelse af, at vi er med i kampen for frihed og demokrati – uden at vi risikerer liv og helbred. Og han har givet Europa noget, som vi ikke selv kunne finde ud af at skabe: Sammenhold.

Alt det er i forvejen pragtpræstationer. Når taler kan ændre verden, er man pr. definition helt oppe i den historiske superliga, hvor man bliver sammenlignet med Churchill, Reagan og Mandela. Historiske legender, hvis navne vil leve evigt.

Og Zelenskyj ved det tilsyneladende godt. Han bruger selv flittigt de største historisk vingesus, han kan finde. Ikke med små fine hint, men leveret af en armygrøn retorisk Hulk med en forhammer.

Da han talte til det britiske Parlament brugte han både Shakespeares 'at være eller ikke være' og tilpassede Churchills tale fra 1940, så den passede til ukrainsk geografi: Vi vil bekæmpe dem i skovene, på markerne, på strandene, i byer og landsbyer, på gaderne og på bakkerne.

I talen til kongressen i Washington var der referencer til Pearl Harbour, Martin Luther King og Mount Rushmore, mens han bad om et modsvar til 'terror', som amerikanerne kender alt for godt. I Paris talte han om 'frihed, lighed og broderskab' og i Japan om atomkatastrofer.

Mens hjælpen til Ukraine nærmest kun kan komme for sent, kan de historiske referencer åbenlyst også kun være for små.

Onsdag trak præsident Zelenskyj endnu engang på den historiske ramme af Anden Verdenskrig og kendskabet til den danske tradition med at sætte lys i vinduerne. Dermed sætter han Ukraine-krigen ind i en ramme, hvor Putin bliver lig med Hitler, og hvor verdenssamfundet er forpligtet til at involvere sig.

Men hvor han i krigens begyndelse bad om en 'no-fly zone', som han godt vidste, at han ikke kunne få, men som gav os så dårlig samvittighed, at Vesten gav alt andet, vi kunne finde på lageret, så er målet nu nærmere at sikre det fortsatte fokus på krigen.

Zelenskyj ved godt, at selv krig bliver hverdag – og i hverdagen drukner det vigtigste i det presserende. For Ukraine vil det være langt farligere, end russerne er. Han vil have vores fortsatte støtte ja, men han har også brug for noget så bekosteligt, som vores fortsatte opmærksomhed.

Og præsidenten forstår, som kun en komiker kan, hvad man kan bruge ubehagelige pauser til, hvad man kan bruge en ubehagelig stemning til, og hvordan man kan udfordre mennesker med et simpelt spejl.

Når han taler, lyder det hele som en anerkendelse af vores storhedstider rundt om i verden – altså alt det, vi ville ønske, vi så i spejlet. Men det stikker konstant til vores dårlige samvittighed i forhold til ikke at gøre nok, som er det morgenfjæs, vi reelt stirrer på i spejlet. Det er drømmen om os selv, han spiller på. Om, hvad vi kunne være, hvis vi turde.


Kostskolen Herlufsholm
Kostskolen Herlufsholm Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Ugens kujoner

TV 2 viste torsdag aften en rystende dokumentar om kostskolen Herlufsholm, hvor både kendte og kongelige stadig sender deres børn hen, selvom det i mange år har været en semi-kendt sag, at der på skolen eksisterer nogle traditioner og kulturer, som hylder kunsten at mobbe unge til underkastelse.

Det er mig en gåde, hvordan mennesker kan finde på at sende deres børn i skole et sted, hvor de risikerer at blive uddannede til mobbere eller mobbeofre. Men tiltrækningskraften fra en lukket klub vil desværre altid være stor.

Og lad det være sagt med det samme: En skoleledelse, der ikke tør gøre op med mobbe-, krænkelses- og voldskultur, bare fordi det er en 'stolt' tradition, er nogle kujoner!

Når de kan slippe afsted med det, er det til gengæld' fordi de privilegerede fortsat støtter dem med økonomi og friske unge elever. Og desværre er vores kongehus iblandt leverandørerne af det sidste.

Tidligere justitsminister Nick Hækkerup (S)
Tidligere justitsminister Nick Hækkerup (S) Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Ugens exit

I denne uge fik vi en mindre regeringsrokade, fordi nu tidligere justitsminister Nick Hækkerup skal være direktør i Bryggeriforeningen. Det affødte et sandt inferno af spekulationer om årsagen til hans exit og betydningen heraf. Det er der sådan set mange gode grunde til.

For blot at nævne nogle få, så er der snart en redegørelse i minksagen, der er balladen om FE-sagen og der er diskussionen om, når politikere bliver lobbyister – uden en karensperiode.

Gode og relevante debatter. Men måske takkede Hækkerup blot af efter 20 år i politik, fordi han simpelthen gerne ville noget andet med sit liv nu. Det tror jeg personligt.

Men vi er simpelthen nødt til lige at tale om det paradoks, at vi både beskylder politikere for ikke at kende virkeligheden og samtidig bliver sure på dem, når de finder ud i den. Det bedste ville da være, hvis der var hyppige skift mellem poster uden for det politiske og inden for.

Tidligere amerikansk ambassadør i Danmark, Carla Sands
Tidligere amerikansk ambassadør i Danmark, Carla Sands Foto: HANNAH BEIER
Vis mere

Ugens absurde

Da statsminister Mette Frederiksen som noget af det første i sin regeringstid afviste daværende præsident Trumps idé om, at USA kunne købe Grønland, affødte det voldsom debat om betydningen af ordet 'absurd'.

Nu kan vi fortsætte fortolkningen over ordet 'awesome', som den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, brugte i en debat om ideen i denne uge. Awesome kan oversættes til fantastisk på dansk. Måske skulle vi nøjes med ”fantast”.

Men selv fantastisk blind høne kan finde et korn, for Sands fortsætter med forklaringen:

»Vi ved, at Danmark ikke har råd til at udvikle og forsvare Grønland.«

Og lad os dog være ærlige: Et egentligt forsvar af Grønland er vi meget langt fra at kunne mønstre.

Andre læser også