VM i Qatar er blevet en særdeles varm kartoffel politisk, fordi tusindvis af migrantarbejdere er omkommet under opførslen af de nødvendige anlæg.

De har arbejdet under slavelignende forhold, som nu er blevet forbedret en lille bitte smule gennem 'kritisk dialog'.

Sportens egne topfolk gør ikke sagen nemmere, mens de skubber både Amnesty, FIFA, FN-organet ILO og alle andre, de kan finde, foran sig. Vi har set det før – og det er lige grimt hver gang.

Lad os begynde med at slå fast, at der er masser af politik i sport, men at det selvfølgelig ikke skal hvile på den enkelte træner eller spiller at forbedre menneskerettighederne i hverken Qatar, Kina eller Rusland.

De kan bidrage, hvis de har lyst, men vi kan ikke forlange det af dem. Det er der faktisk (dybt politiske) organisationer som DIF og DBU, der skal tage sig af.

Sportens organisationer fremhæver deres egen indsats med 'kritisk dialog' med den ene hånd og hylder, at der er 'debat'. Og sender med den anden hånd aben videre til de internationale fodboldorganisationer FIFA og UEFA, mens de understreger, hvor lidt de har at skulle have sagt i netop de organisationer, hvor der i øvrigt tegner sig et billede af en korrupt loge.

I december blev der stillet et borgerforslag om boykot af VM, og flere steder i Europa, også i Danmark, melder fanklubberne sig i debatten på den kritiske side af stregen. I Norge har to fodboldklubber opfordret det nationale forbund til at boykotte VM.

Der er ingen tvivl om, at Qatar på linje med andre tidligere og kommende værter for internationale sportsbegivenheder forsøger at vaske sig rene i sport. Og når første fløjt har lydt, vil de fleste af os blive så begejstrede for spillet, at vi skubber de grimme tanker om korruption, dødsfald, slavelignende forhold og et projekt, der er alt det modsatte af klimavenligt i baggrunden.

Så kan man vende blikket mod Christiansborg, hvor der ikke er en generel boykot af Qatar under opsejling – og derfor selvfølgelig heller ikke på et enkelt område som fodbold.

Nu kan man så tælle ned til, at der bliver en vældig palaver om, hvilke politikere der skal deltage og hvordan. Hvis denne regering gør som tidligere, bliver beslutningen truffet på et lettere kaotisk og sent tidspunkt.

Der er ikke mange politikere, som er parate til at lægge sig ud med hverken fodboldfans eller fodboldspillere. Ironisk nok svigter man begge parter, hvis man bare ignorerer udfordringerne.

Ugens transfer

Britt Bager, Venstres tidligere politiske ordfører, har skiftet medlemskortet af Venstre ud med et konservativt. Officielt fordi hun er borgerlig, før hun er liberal, men det skinner også tydeligt igennem, at stemningen i Venstre bare ikke er fed. Det er der ikke noget at sige til, for i folketingsgruppen er bekymringen ret håndgribelig: Det er et spørgsmål om, hvorvidt det er en selv eller sidemanden, der ikke er der efter næste folketingsvalg, hvis de nuværende målinger står til troende.

Ugens teaser

Lars Løkke Rasmussen er mester i at trække tiden, men fastholde fokus. I denne uge meddelte han så, at det er ambitionen, at hans netværk skal blive til et parti. Jow jow – det har vi luret. Spørgsmålet er efterhånden kun, hvor mange flere små-teasere, der kan komme fra 'netværket', før det bliver et parti.

Ugens udsatte

Udenrigsministeren er udsat i sagen om de danske børn i lejre i Syrien. Regeringen har forsøgt at lette presset med fortrolige møder og orienteringer af både støttepartier og øvrige partier, men lige lidt hjælper det. Foran Jeppe Kofod venter nu også et samråd om sagen. Efter et møde og en fortrolig orientering fredag var melding fra støttepartierne ikke ligefrem betryggende for udenrigsministeren. Børnene i Syrien må dog håbe, at det hele ikke ender med en væltet minister – det ændrer ikke på, at de fortsat vil være blandt de vel nok med udsatte danskere p.t.