Det har været et usædvanligt politisk forår, men nogle partier er kommet bedre igennem det end andre. B.T. gør sommerstatus og ser på, hvad tiden i hængekøjen bør bruges på ud over afslapning.

Socialdemokratiet:


Det går ufattelig godt. Både regeringen og statsministeren har klaret sig igennem en overordentlig svær periode i overbevisende stil. Mette Frederiksen satte sig allerede i efteråret eftertrykkeligt i statsmandsstolen, men forårets store coronakrise har nærmest fået hende til at lige en udfordrer til Stauning, både fordi det er hende eller kaos, men også som en potentiel udfordrer til en meget lang regeringsperiode. Socialdemokratiet er blevet synonym for tryghed, og det er noget, danskerne i hobetal kan lide.

Partiet har fireårsplanerne på plads både for det store projekt og for regeringen som sådan, omend de næppe tager hensyn til, at krisen kan kradse længe endnu - ej heller strategen Martin Rossens exit. Men fundamentet er solidt.

De skal være opmærksomme på, at der fortsat skal leveres på Arne-reformen, og så får de gevaldige hovedbrud i forhold til den ensartede CO2-afgift, som de fleste andre partier er varme på, men som bestemt ikke er Socialdemokratiets håndbajer. På sigt skal de også tænke over, at statsministeren ikke blot kommer til at skygge for sit eget hold af ministre, men også suger al ilt ud af Folketinget. Det har folk det med at blive gnavne over. Og det kan også komme til at slide på Frederiksen, fordi man simpelthen bliver for hurtigt trætte af stilen. Sund og varieret kost er en af de tusindvis af anbefalinger, danskerne navigerer i - det gælder også politisk.

SF:


SF har lagt en rigtig strategi og forfølger den præcist. Noget, der for få år siden var utænkeligt. Det er formand Pia Olsen Dyhrs fortjeneste – dygtigt flankeret af Jakob Mark, manden som næppe ingen i kongeriget ikke kan lide. Olsen Dyhr lægger ikke skjul på, at hun er hjælpe-socialdemokrat (omend hun nok hellere selv vil kaldes god ven af S), og de fleste dage undgår hun også at ligne den flinke golden retriever, der kommer med de varme tøfler.

Traditionelt taber SF vælgere, når S går frem, men i denne omgang kan de holde styrken, simpelthen fordi de trækker vælgere fra de fleste andre rød-grønne partier. Det er godt håndværk.

SFs folketingsgruppe har nok aldrig før været befolket af så mange kommende talenter som nu. Det er tid til at få fyldt noget 'profil' på de unge mennesker, så det ikke kræver det udvidede kørekort i Christiansborg-viden at huske deres navne.

Efter sommer skal SF få hevet det afgørende politiske resultat hjem: Minimumsnormeringer! Og så kan de fortsætte direkte over i deres dagsorden om trivsel i den offentlige sektor – ikke mindst ovenpå erfaringer fra coronakrisen. Men derudover skal de huske, at de både skal være røde og grønne. Der er andre partier, som lige nu ser stærkere ud på den grønne dagsorden.

Konservative:


De Konservative er godt kørende, men tør de lægge en strategi, der går 'all in' på potentialet, eller vil de blot på strandhugst blandt borgerlige vælgere? Det bør de tænke på henover sommeren.

Søren Pape Poulsen kan stille sig selv det ærefrygtindgydende spørgsmål: Hvordan bliver jeg Schlüter? I ved, ham, den populære statsminister, der mente, ideologi var noget bras, og at Danmark var et land, hvor folk spiste grønt, arbejdede sort og stemte rødt.

Mest afgørende for en Schlüter-strategi er, at der skal opbygges en alliance – ikke med S, men derimod med De Radikale. Og så skal d'herrer Knuth, Khader og Jarlov have nogle veldefinerede roller, hvor talentet bliver sat under administration. Det bliver simpelthen for vredt. Ikke mindst Jarlov er en begavet politiker, men vreden er ofte en udgangsposition, hvor den burde bruges i nålestik.

Hvis Pape ikke går efter Schlüter-strategien, så kan han vælge at vokse ved at finde sammen med Venstre. De to partier kan sammen definere et nyt borgerlig-liberalt projekt, hvor styrkeforholdet er noget mere i balance end tidligere.

En partiformand fra rød blok illustrerede meget godt Papes position, da vedkommende uden for citat sagde: 'Han er jo dén, der ikke er sindssyg (i blå blok, red.).'

Radikale Venstre:


Morten Østergaard er ved at have fundet en stil, som er mindre irettesættende end tidligere tiders formænd – og det er befriende, at man ikke skal skamme sig lidt, mens man lytter på en radikal. Ja, Østergaard er ofte ironisk eller ligefrem sarkastisk, men han er også glad.

De Radikale har godt fat i den grønne dagsorden – også selv om det aspekt ikke kom med i den seneste aftale om flybranchen, hvilket gav andre partier mulighed for at se grønnere ud end De Radikale, men især på spørgsmålet om en ensartet CO2-afgift – og en grøn skattereform – er partiet i front. Ligesom alliancen med Venstre ser både klog og holdbar ud.

De Radikale er på uddannelsesdagsordenen, men burde træde endnu kraftigere ind på den scene, hvor de har opbygget troværdighed igennem mange år. De skal passe på, at de ikke lader især SF løbe med for meget grønt og på uddannelsesdagsordenen.
Helt fundamentalt bør Østergaard & co. beslutte sig for IKKE at true med at vælte regeringen – eller ministre – af tre grunde: 1) Det er ved at være komisk, fordi det ikke sker, 2) Mette Frederiksen tillader ikke, at det sker, fordi 3) så tager hun bare et valg. Så pak truslerne væk og smøg ærmerne op. Og få formueret nogle flere mærkesager, hvor De Radikale skiller sig ud fra rød blok.

Enhedslisten:


Enhedslisten er okay kørende, men ikke mere end det. En intern uenighed om, hvor meget man skal samarbejde med regeringen, kan komme til at udstille, at Enhedslisten bare ikke bryder så meget om magt og indflydelse. Men ligeså vigtigt er det, at partiet for første gang i to årtier er i profilproblemer. Skipper træder vande, Rosa Lund er dygtig, men har ikke fået et egentligt populært gennembrud, og der er mange dage, hvor det ser ud, som om partiets egentlige leder er Pelle Dragsted, som sket ikke sidder i Folketinget. Han er dygtig og kan en dag blive en – for rød blok – frygtindgydende stærk leder af partiet. Men lige nu er han næsten for synlig.

Enhedslisten er fortsat stærke på en række områder, ikke mindst retspolitk, ældre, psykiatri og retfærdighed i erhvervslivet, ligesom Skipper trådte sikkert ind i racismedebatten. Men det er lidt uklart, hvad Enhedslisten vil have ud af efteråret. Det bør de finde ud af, for det er ikke nok at være villige til at forlade forhandlinger.

Liberal Alliance:


Når Liberal Alliance overhovedet kan få tre hamre, skyldes det i høj grad formanden Alex Vanopslagh, som de fleste på Christiansborg efterhånden har overgivet sig til. De kan godt lide ham og synes, han er dygtig. Man kan også sige det meget direkte: Han er pisse god. Og det kan også mærkes uden for Christiansborg. Men hvor er de andre blevet af? Den samlede IQ i LA’s lille folketingsgruppe er pænt høj, men de fleste kræfter bliver brugt – dygtigt – på social medier. Om det er en klog strategi vil vise sig.

Til gengæld er fokus stadig for snævert i LA, som simpelthen har en urdrift mod den økonomiske politik. Der skal de også være. Men lige nu kunne de trille værdipolitiske frihedsdebatter i mål med dovne hælafleveringer mod en regering, der pakker danskerne ind i så meget tryghed, at de bliver kvalt. De bør også genaktivere Ole Birk Olesens passionerede kamp mod den lange skoledag, her ovenpå coronakrisens spændende erfaringer med højere trivsel og mere læring trods kortere skoledage.

Først og fremmest skal de få en strategi – som handler om andet og mere end økonomi! De er fremragende frihedkæmpere, når de får løftet blikket fra excelarket.

Venstre:


Det har været et forsømt forår for Venstre, som lige nu er blevet en slags yndlingsoffer at kritisere. De må lægge det bag sig, sætte det på tabskontoen og få lagt en offensiv plan – både for politik og personer – til efter sommer. Det kræver naturligvis, at de ikke tænker valgperioden som en traditionel periode, hvor de først skal toppe om tre år. Det vil være en fejl, for den bliver næppe så lang.

Jakob Ellemann-Jensen mangler at introducere sig selv for vælgerne. De ved en del om ham, men intet om, hvad han vil med Venstre. Han bør i sommer stille sig selv nogle spørgsmål, eksempelvis: Hvordan bliver jeg oppositionens leder? Og skal jeg overhovedet være det? Eller skal jeg gå efter at bliver Venstres Svend Auken som formand, der løfter partiet og begejstrer, men med et projekt, som næppe kan blive regeringsbærende? Og i pauserne mellem spekulationer og sommertur i hængekøjen kan han også lige få lagt en plan for, hvordan han skal håndtere Instrukskommissionens redegørelse, når den kommer, og hvordan han vil forholde sig til Lars Løkke Rasmussens kommende bog. Dertil kommer udfordringer med at placere Venstre klogt i en perlerække af vigtige forhandlinger i efteråret. Og det forudsætter, at han får brygget en samlet fortælling op om, hvad og hvem Venstre kæmper for. Det er i dag en skæmmende mangel.

Nye Borgerlige:


Det er i virkeligheden ret enkelt at være Nye Borgerlige. De skal fortsætte efter DFs gamle drejebog. De behøver ikke selv at kunne tænke, for andre har vist vejen frem for den nye frække dreng (m/k) i klassen. Pia Kjærsgaard han engang sagt, at hun nok ville ønske, at der var en ung Pia i DF. Der er en ung Pia – hun er bare formand for Nye Borgerlige. Og det må være opslidende at se på for alle i DF. Ikke mindst fordi Nye Borgerlige ikke spiller ligeså rent, som DF gjorde i Pia Kjærsgaards tid som formand.

Når partiet alligevel ikke får flere hamre, er det, fordi det stort set er en enmandshær i spidsen for en one trick pony og uden meget på det parlamentariske CV. Det er ikke nok at kunne gjaldre op. Mandater skal bruges, og DFs drejebog kortlægger præcist, at man sagtens kan vokse og samtidig tage ansvar. Ambitionsniveauet skal være mere end størrelse.

Dansk Folkeparti:


Uha, uha, DF er i problemer. Det var forståeligt nok, at de ikke kunne få bremset den nedadgående spiral op mod folketingsvalget sidste år, for når det går nedad i politik, så ser det altid ud, som om man ikke kan slå et søm i en lort uden at ødelægge begge dele. Men det er et stort problem for DF, at de ikke kan komme ud af krisefortællingen, heller ikke selv om de gør en del ting helt rigtigt. Og udfordringen er, at hver gang man fortælle historien om, hvorfor det går godt for S, så fortæller man samtidig historien om, hvorfor det går skidt for DF.

Der er en følelse omkring partiet af 'The Long Kiss Goodnight', og visse steder slibes knivene i partiet, som efterhånden har brug for et svar på, om der overhovedet stadig er brug for DF. Det, der taler for, at partiet kan rejse sig, er den organisatoriske overlegenhed i forhold til f.eks. Nye Borgerlige, mængden af erfarne profiler og det faktum, at DF traditionelt har kunnet lægge gode strategier og følge dem.

Alternativet:


Alternativet er stadig fanget i post-formandsopgør, og partiet ligner fortsat et afviklingsprojekt. Det hjælper heller ikke, at historierne om forpersonen bliver ved med at tegne et billede af en, der burde tage et kursus om vredeshåndtering. Hvad er partiet i dag ud over en sur forperson? Hvad er eksistensberettigelsen i en tid, hvor alle er grønne, og hvor partiet selv har sat tyk streg under, at det sidste, de evnede, var en ny politisk kultur?

Fremad:


Det går tilbage for Fremad. Vælgererklæringerne går langsomt, for langsomt. Og selv om både Christina Egelund og Simon Emil Ammitzbøll Bille er gode på sociale medier, så virker projektet mere født at irritation over ikke at måtte være dem, der bestemte, end egentlige politiske overvejelser. Nuvel, men kan se forskel på Fremad og andre partier, men det bliver jo latterligt, hvis Folketinget bliver ved med at dele sig i stadig mindre enheder, indtil alle kan være formand for hvert sit af 179 partier. Grow up, og meld jer ind i et eksisterende parti.