Ytringsfriheden er igen under angreb, og satiretegninger fører igen til mord og terror. Det er – desværre – ikke nogen ny problemstilling. Derfor kan det også undre, at vi i Europa ikke er blevet bedre til at stå sammen.
Da Muhammedkrisen – som internationalt noget svagt kaldes 'the cartoon crisis' – ramte Danmark i 2005, stod vi som nation ret alene. Det gør Frankrig ikke nu. Men Europa står heller ikke ligefrem i ring om Frankrig og skærmer landet nu.
Frankrig er, i modsætning til os, et stort land med en helt anden tyngde internationalt, meget tættere forbindelser til muslimske lande og Mellemøsten, og de har betydeligt større erfaring med ekstremistisk terror, end vi havde og har. De har en modstandskraft, som vi ikke havde i 2005. Og som vi heller ikke ville have i morgen.
Det, vi har til fælles, er, at vores samfund og fællesskaber er bygget på frihedsrettigheder og demokrati. Hvis vi ikke kan stå sammen om det i hele den frie vestlige verden – herunder i EU – hvad kan vi så stå sammen om?
Hvis ikke Europa var håndsky og bange, så havde samtlige europæiske medier straks genoptrykt nogle af de satiretegninger, der bruges som påskud for bestialske mord. Samtlige europæiske statsledere havde lagt dem på deres sociale medier – ja, måske havde samtlige stats- og udenrigsministerier endda lagt dem på deres hjemmesider. Ikke for at håne og fornedre, men for at forsvare den frihed, som mennesker verden over har været parate til at dø for.
Vi ved jo alle sammen godt, at vi burde udgøre en ubrydelig mur af sammenhold, fremfor at tænke som kujonen, at det gælder om ikke at stå forrest. Hverken Danmark eller selv store stærke Frankrig kan holde til at stå forrest alene. Men hvis hele Europa stod sammen, så kunne tankeforsnævrede nationer godt beslutte sig for at boycotte europæiske varer. Men de ville hurtigt mangle mad og medicin.
Verden behøver ikke at elske vores tradition for magtkritik gennem satire, ligesom vi ikke behøver at elske andres religioner. Men der skal være plads til begge dele. Hvis vi tror på det, så må vi også kæmpe for det. Lige nu trækker vi os kollektivt og overlader kampen til nogle få ekstremt sårbare og modige satirikere at forsvare vores mest grundlæggende værdier. Det er simpelthen ikke holdbart.
Som lilleputten i Europa har vi om nogen interesse i, at der bliver etableret et stærkere fælleskab omkring ytringsfriheden end det, der folder sig ud nu. Vi ved, at denne konflikt vil blusse op igen og igen. Det er sørgeligt, at europæiske medier og politikere ikke for længst har aftalt med hinanden, hvordan Europa kan reagere kraftfuldt og samlet.
I mellemtiden kan vi godt diskutere, om det er klogt at indrykke annoncer med tegningerne, om de skal være pensum i skolen, og om hvilke andre politiske interesser der bliver blandet ind i det hele. Men vi må også spørge os selv, om vi simpelthen er blevet så lammede af frygt, at vi ikke tør kæmpe for vores egen frihed længere.
Ugens neglebidder
På tirsdag stemmer amerikanerne. Vi har fulgt den amerikanske præsidentvalgkamp tættere end nogensinde før, og de fleste af os har også stærkere holdninger til udfaldet end nogensinde før. Det helt forfærdelige er, at vi ikke engang kan vide med sikkerhed, om vi kender resultatet dagen efter. Det vil i givet fald kræve en så overlegen sejr til en af kandidaterne, at det hele ikke ender i langtrukkent juridisk drama om brevstemmer, om påstande om alt fra valgsnyd til vælgerintimidering og selvfølgelig iblandet fake news. Det er ikke vores valg, men udkommet vil påvirke os. Man fristes til at følge amerikansk tradition om bede de højere magter velsigne USA ... og gerne krydret med rekordhøj valgdeltagelse og et klokkeklart resultat.
Ugens kamp om ord
Det Radikale Venstre, De Konservative og Venstre er blevet enige om et mål om antal elbiler, der er dobbelt så højt som regeringens, og som skal finansieres gennem reformer og med penge fra råderummet. Både SF og Enhedslisten er glade for målet, men skælder ud over, at pengene skal komme fra råderummet – eller rettere »fra velfærd«, som både Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper har formuleret det. Det er misvisende at fremstille det på den måde. Råderummet vil blive brugt af et flertal til, hvad det finder passende, men er altså ikke på forhånd øremærket til velfærd – og derfor tager man heller ikke noget fra velfærden, hvis man prioriterer at bruge råderummet på noget andet.
Ugens kandidat
Storfavoritten til at blive spidskandidat i København for Socialdemokratiet til valget til kommuner og regioner i 2021 er Sophie Hæstorp Andersen. Hun er i dag formand for Region Hovedstaden. Hæstorp er på alle måder en stærk kandidat. Det bemærkelsesværdige er derfor ikke, at S ser ud til hurtigt at finde et nyt stærkt overborgmesterkort, men den selvfølgelighed, der er om, at overborgmesteren i København skal være socialdemokrat. Nuvel, sådan har det været i over 100 år. Men det er da lidt mærkeligt, at ingen andre partier tænker: 'Plejer er død – lad os give det et ordentligt skud'.
