Instrukskommissionen har afleveret sin rapport, som nu skal igennem en juridisk vurdering. Minkskandalen er på vej til en granskningskommission, hvilket får ministerier til at afslå ansøgninger om aktindsigt, fordi dokumenterne forventes at indgå i kommissionens arbejde. På de to største sager om ulovlige instrukser er vi simpelthen sat på hold. Hvis det her var en film, ville musikken lyde som et teleselskabs rædsomme ventemuzak.
Man kan vælge at se det som livet, der giver det politiske Danmark en pause. Den kunne de passende bruge på at udtænke, hvordan de fremover undgår forvirring om, hvornår en ordre er en ordre, om den er lovlig, og hvem der har truffet beslutningen.
Det virker helt surrealistisk, at der ikke bare er indført en simpel formular, som skal udfyldes. I enhver virksomhed af en vis størrelse har man klare attestationsregler, som beskriver, hvem der kan skrive under på hvad.
Det politiske system er bygget på en lang række traditioner, på ansvarskæder og på tillid – tro det eller lad være.
Ministre læser ikke alle deres papirer, for de har tillid til, at embedsmænd har skrevet det, man har aftalt. I embedsværket er der klare arbejdsgange, hvor den fuldmægtige skal have kontorchefens initialer på en sag, som skal have afdelingschefens initialer, som skal have departementschefens initialer. Og før en sag overhovedet bliver lagt foran eksempelvis ministrene i regeringens økonomiudvalg, har kredsen af departementschefer godkendt den på deres eget styregruppemøde.
Derefter skal sagen i Folketinget, hvor partigrupperne tager stilling til, hvordan de vil forholde sig til sagen, en ordfører får ansvaret, og det hele bliver behandlet tre gange i Folketingssalen, før en lov bliver vedtaget. Og så har vi ikke engang nævnt spindoktorer, høringssvar og eksterne konsulenter.
Pointen er, at der er sindssygt mange øjne på en sag, før den føres ud i livet. Uanset om det går hurtigt eller langsomt.
Vi står nu med to alvorlige sager inden for relativt kort tid. Der er utallige andre, man kunne føje til listen. Og desværre ser de fleste politikere ud til kun at arbejde med den politiske håndtering af situationen: få nogen i fedtefadet eller få nogen ud af det. Hvem tænker på, hvordan vi undgår dem i fremtiden?
I maj 2014 nedsatte man Bo Schmidt-udvalget, der blandt andet skulle undersøge, om embedsmænd ligger under for politisk pres. De spillede ud med en række anbefalinger halvandet år efter og pegede blandt andet på, at embedsmænd skulle være skarpere på egne dyder som lovlighed, sandhed og partipolitisk neutralitet. De skulle også sikre mere åbenhed og gennemsigtighed. Ligesom Bo Schmidt-udvalget anbefalede, at man ansatte højt placerede 'retschefer' i ministerierne for at sikre, at udspil og initiativer altid overholder loven.
Jeg er næppe den eneste, der lige nu tænker: 'Hmmm, skulle vi lige tage den én gang til?'
Uanset om man finder det tvingende nødvendigt at skille asylpar ad eller finder det tvingende nødvendigt lynhurtigt at slå alle dansk mink ned, så skal man overholde loven. Og det skal for eftertiden stå lysende klart, hvem der traf beslutningen og hvornår. Kan vi som minimum blive enige om det?
Og er I så søde på Christiansborg lige at få set på, hvordan man får systemer på plads, der understøtter den målsætning, for vi kan vel være enige om, at det nuværende system ikke er godt nok?
Ugens samtykke
Folketinget vedtog i denne uge en ny voldtægtslov baseret på samtykke. Amnesty kalder det et fremskridt på linje med indførelsen af den frie abort i 1973. Den afgørende forskel fra tidligere bliver, at der ikke længere er en slags krav om, at der have været vold, før der kan være tale om voldtægt. Op mod 70 pct. af ofrene 'fryser' i en slags ufrivillig immobilitet, mens voldtægten står på. De vil være bedre stillede med den nye lov. I både Sverige og England, som har samtykkebaseret lovgivning, er antallet af anmeldelser steget – også af domfældelser, dog ikke proportionelt med anmeldelserne.
Ugens barometer
Der er nok flere, der holder øje med hvid jul-barometeret end med Økonomisk Redegørelse, men det burde være omvendt. Selvom der er udsigt til en ende på den hæslige corona-rise, så kommer økonomien til at være mærket af det et par år endnu. Redegørelsen fra Finansministeriet viser dog også, at dansk økonomi har klaret sig ganske pænt, blandt andet fordi man har ført en 'ekspansiv finanspolitik' – det betyder simpelthen bare, at man har brugt mange penge på hjælpepakker, kickstart og andet, der har skabt aktivitet i samfundet. Dansk økonomi ventes at vokse med 2,8 pct. i 2021 og 3,1 pct. i 2022 efter et fald på 3,8 pct. i år. Det er ikke kun regeringens ansvar, men det er også regeringens ansvar, og den opgave er klart bestået!
Ugens værdipolitiske
Der sidder fortsat danske børn i lejre i Syrien under kummerlige forhold. De vil ikke blive hentet hjem til jul af 'børnenes statsminister', som tilsyneladende ikke har noget problem med at straffe børn for deres forældres elendige valg. Heller ikke selvom det i denne uge er kommet frem, at PETs vurdering var, at børnene ikke udgjorde nogen sikkerhedsrisiko – medmindre man lader dem sidde dernede. Den vurdering fra PET landede i Justitsministeriet i marts 2019 og er først lige blevet offentliggjort. Det burde være en nobrainer for børnenes statsminister, hvad næste træk er.
