Regeringen har nu truffet de umiddelbare konsekvenser, som den selv finder passende, ovenpå regeringens egne redegørelser om forløbet omkring minkskandalen.
Der kommer stadig nye oplysninger frem, mens forvaltningsretseksperter tygger sig igennem de allerede offentliggjorte og spektakulære redegørelser. Sagen er langtfra slut.
Der er rigeligt med både huller i redegørelserne og konkrete oplysninger at grave videre i – og det vil ske både i medier, Folketinget og ekspertkredse. Men den væsentligste beslutning ligger nu i et underudvalg til udvalget til forretningsorden i Folketinget, nemlig hvordan sagen skal undersøges af en uvildig instans.
Det tyder på, at både SF og Enhedslisten vil være tilfredse med at nøjes med en advokatundersøgelse i første omgang, men med mulighed for at følge op med yderligere tiltag. Ulempen med den type undersøgelse er, at de begrænser sig til skriftligt materiale og ikke kan afhøre vidner.
I oppositionen ønsker man en kommissionsundersøgelse, hvor man kan afhøre vidner. Ulempen ved den type undersøgelse er, at de er langsommelige og koster mere. Og ja, det er hyklerisk, at de ikke selv nedsatte Instrukskommissionen, som nu er i gang med at undersøge Inger Støjbergs håndtering af den såkaldte barnebrudssag, men derimod beskyttede sig bag sit eget flertal og nu forventer, at den næste regering skal opføre sig bedre, end de selv gjorde.
Og hos De Radikale ser det ud, som om man leder efter en mellemvej, som i øjeblikket ikke findes, men med inspiration fra de høringer, vi kender fra den amerikanske kongres – og hvor parlamentarikere kan udspørge vidner. Det er en udmærket idé, men spørgsmålet er, om ikke denne sag er for alvorlig til at være testcase på nye undersøgelsesformer. Man kan også være bekymret for, om medlemmerne af Folketinget er ligeså dygtige som jurister til at stille spørgsmål. Man bliver ikke overbevist af de samråd og den spørgetime, der indtil nu har været afholdt i sagen.
Nuvel, der har været en del kommissioner, som der ikke kom alverden ud af, men man bør huske, at kommissionen om Tamilsagen var afgørende. Ikke blot fordi den førte til en rigsretssag mod Erik Ninn Hansen, og at Schlüter-regeringen trak sig, men ligeså meget fordi embedsmændenes ansvar blev helt klart: De har pligt til at sige fra over for en regering, der bevidst eller uden at vide det er på vej mod et lovbrud.
Regeringen er blevet svigtet af embedsværket af sagen om mink. Det er da værd at undersøge. Rigspolitiet ser ud til at have udført en ulovlig ordre – også efter den vidste, at det var ulovligt. Det er da værd at undersøge. Adskillige departementschefer har godkendt notater, der forelægges regeringens koordinationsudvalg, hvor beslutningen om aflivning af mink blev truffet. Det er da værd at undersøge. Og sådan kunne man blive ved.
Man skal være pinagtigt bevidst om, at det ikke at gøre noget nu også er en beslutning med vigtige konsekvenser. Lige nu skriver man manualen for, hvad der i fremtiden vil være uden for og inden for rammen af det acceptable – juridisk, parlamentarisk, forvaltningsmæssigt.
Jeg forstår godt, hvis denne regering gør som tidligere regeringer og gemmer sig bag sit flertal! Jeg kan til gengæld heller ikke se noget alternativ til en grundig kommissionsundersøgelse af sagen, hvis man vil være sikker på, at denne skandale ikke skal kunne gentage sig.
Ugens mangelvare:
Jo mere der bliver afdækket omkring minkskandalen, desto tydeligere står det, at der i regering, embedsværk (i hvert fald departementschefkredsen), spindoktorkredsen og i Socialdemokratiet mangler en fornuftens stemme. Den der irriterende type, der altid stiller praktiske spørgsmål, når alle andre ellers er helt tændte på den fælles vision.
Jeg kendte engang et reklamebureau, som havde et grønt og et rødt rum. Først gik de ind i det grønne rum og tænkte store tanker, som man ikke måtte modsige. Bagefter gik de i det røde rum, hvor opgaven var at pille ideen fra hinanden med bekymringer. Hvem har ansvaret for at være det røde rum i og omkring regeringen? Det er en opgave, der ikke bliver løftet tilnærmelsesvist godt nok.
Ugens udsatte:
Rigspolitichefen kan godt forberede sig på en besværlig tid. Flere partier vil have kulegravet Thorkild Fogdes rolle i minkskandalen, efter det er kommet frem, at han var orienteret om, at lovhjemmel ikke var på plads for aflivningen af raske mink – og politiet alligevel bistod med at gennemføre regeringens ulovlige beslutning.
Det er selvsagt ikke en demokratisk retsstat værdig. Og endnu et af de elementer, som bør undersøges så grundigt som muligt, så den dybt bekymrende adfærd ikke får lov at skabe den mindste smule præcedens.
Ugens ministerudnævnelse:
Statsministeren tilpassede sin regering oven på Mogens Jensens afgang. Det var ikke en specielt interessant rokade. Men det var til gengæld klogt at lægge ligestillingsområdet over til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, som da også straks kunne udtale sig om emnet med mere saft og kraft, end vi har set længe.
Alene det at Hummelgaard er en tung minister med sæde i regeringens økonomiudvalg løfter området fra den stedsøsterlige behandling, det ofte er underlagt. Men læg dertil, at beskæftigelsesministeren har evnerne til at genvinde tabt S-land på det felt.
Det må være afgørende for det parti, der første gang nogensinde udnævnte en ligestillingsminister i Danmark, nemlig Jytte Andersen i 1999.
