I denne uge kunne både Veganerpartiet og Kristendemokraterne meddele, at de havde nok vælgererklæringer til at kunne stille op ved næste folketingsvalg. Der sidder i forvejen 11 partier i Folketinget, hvoraf partiet Fremad endnu ikke har samlet vælgererklæringer nok, og så er der altså endnu to partier på vej mod Christiansborg.
Der kan meget vel være 13 partier – måske flere – på stemmesedlen til næste folketingsvalg. Og det i et land, hvor mindst 90 procent af lovgivningen vedtages med brede flertal. Man kommer til at tænke på den hedengangne franske præsident Charles de Gaulle, som sagde, at det var umuligt at regere et land med 265 forskellige oste. Et land med 13 partier er heller ikke nogen dans på roser.
Fordelen ved at have mange partier er, at flere vælgere i teorien kan føle sig godt repræsenteret, ligesom mindre dagsordner – eller dagsordner, som de store partier har underprioriteret i forhold til befolkningens ønsker – kan få stor betydning, fordi kompromis mellem mange partier simpelt hen er en forudsætning for at komme nogen vegne. Netop koalitioner og kompromiser er blandt de danske politiske traditioner, som gør danske politikere til nogle af de dygtigste i verden.
Ulempen ved mange partier er, at det bliver uoverskueligt for vælgerne, hvad forskellene er, og det fremmer mærkesagstænkning. Hvert parti skal (!) levere sin kæphest, men fordi partierne må kæmpe så hårdt om marginalerne for overhovedet at eksistere, er der ikke en kerne af store folkepartier, som har politiske kapital til at gennemføre nødvendige reformer og forandringer. Ingen har råd til at blive uvenner med vælgerne. Og det er indiskutabelt sådan, at det nogle gange er det rigtiges pris.
I den gængse politiske tænkning vil man nu sige, at der opstår mange og nye partier i perioder, hvor de etablerede og gamle partier svigter, er utroværdige eller ude af trit med befolkningen. For eksempel voksede Dansk Folkeparti på en udlændingedagsorden, som de gamle partier var for fine til at røre ved. Og Alternativet voksede med en grøn dagsorden, som ikke rykkede sig hurtigt nok.
I perioder med færre partier ville for eksempel De Konservative kunne rumme både Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne. Ligesom Venstre kunne indeholde både Liberal Alliance og Fremad. De to partier ville i andre perioder kunne være hos De Radikale, som også sagtens kunne rumme Alternativet, måske endda også Veganerpartiet. De sidste to kunne såmænd også i perioder rummes af SF eller Enhedslisten.
Når de store partier er rummelige nok, foregår der interne kompromiser, hvor de forskellige interesser trækker i hinanden, men mødes i kompromiser.
Men vi lever i nichernes tid. Vi lytter til nichepodcasts, ser niche-tv, handler i nichebutikker, drikker nicheøl og dyrker nicheinteresser. Vi har kort sagt meget travlt med at være os selv – som i modsætning til alle de andre. Døm selv, om det er bedst med mange små partier eller færre og mere rummelig partier. Det ender i kompromiser uanset hvad. Men overvej et øjeblik, om ikke det er en fordel at have fire-fem partier, der har lidt at give af – altså råd til også at træffe en upopulær beslutning i ny og næ.
Ugens sommergruppemøde
Dansk Folkeparti holdt i denne uge sommergruppemøde og kom derfra med en ny næstformand, Morten Messerschmidt. Dermed har partiet givet en værdikriger en solid platform, kronet en kronprins og skabt noget kampgejst. Den politisk platform i DF blev fokuseret omkring kendte mærkesager som EU-skepsis, udlændinge og ældre.
Det 25 år gamle parti har tydeligvis ikke tænkt sig at overgive sig uden kamp. Og især forslaget om minimumsnormeringer på ældreområdet er godt tænkt, for ældreområdet kan ganske rigtigt komme til at afgive midler til børneområdet, hvor regeringen og forståelsespartierne har lovet minimumsnormeringer.
Men alt tyder på, at partierne i Folketinget nærmest vil flokkes om at indgå aftaler med regeringen i dette efterår. Så DF skal i den grad i kamp om både opmærksomhed og indflydelse.
Ugens hovedpine
Regeringen er i gang med planlægningen af et efterår, som i forvejen var tæt pakket med udgiftsdrivende opgaver: Arne-reform, flerårig politiaftale, minimumsnormeringer og velfærdsløfte samt den grønne omstilling. Men oven i hatten er der nu lagt store bekymringer om corona-udviklingen og økonomisk genopretning.
Nok er råderummet historisk stort, og nok er det nærmest uhørt billigt for staten at lånefinansiere tiltag for tiden, men det bliver stadig en udfordring at på pengene til at passe. Den langsigtede holdbarhed må ikke sættes over styr, og man skal stadig leve op til EU's konvergenskrav.
Hvis regeringen var forældre, ville den overskyggende opgave være at benytte ordet 'nej' flittigt. Til gengæld holder Mette Frederiksen og co. den ultimative trumf: De er ikke bange for et valg. Måske ville det ligefrem være meget rart, hvis nogen skulle være dumdristige nok til at udløse det.
Ugens mangel
Hvor er statsministerens pressemøder omgivet af myndighedspersoner i uniformer? Hvor er den alvorlige langsommelige belæring af befolkningen? Hvor er den messende påmindelse om håndsprit og social afstand? Vi har jo brug for den nu. Kontakttallet – som vi før kaldte smittetallet – er jo stigende. Der er deciderede corona-hotspots, og blandt andet lærerne er bekymrede for at skulle på arbejde igen.
Regeringen er gået fra altdominerende corona-kommunikation til næsten at være fraværende.
Der er ikke andet at gøre: Vi må give os selv en opsang. Stram op!
