Nye mails, der er offentliggjort via Berlingske, afslører, at Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, klart var af den opfattelse, at regeringens nedlukningsplaner var for vilde. At den sundhedsmæssige effekt med andre ord var for lille, i forhold til hvordan beslutningen ville belaste samfundet. Sundhedsministeriets departementschef var ikke enig. Og en dag vil der blive skrevet tykke bøger om, hvem der havde ret. Men i mellemtiden bør vi forhold os til princippet om proportionalitet.
Politisk er det allerede en varm kartoffel. Eksempelvis tweetede De Konservatives Rasmus Jarlov fredag sin konklusion: »Statsministeren løj for befolkningen og Folketinget, da hun sagde, at nedlukningen var deres anbefaling.« Lignende meldinger er tidligere kommet fra andre politikere, ligesom Mette Frederiksen har været kaldt i samråd om sagen, hvor hun grundlæggende forsvarede sig med, at det var rigtigt at lukke landet ned.
Statsministeren har såmænd nok sit på det tørre, for nok ytrede hun på et pressemøde 11. marts 2020 de berømte ord »på myndighedernes anbefaling«, men i den efterfølgende sætning slog hun fast, at det selvfølgelig i sidste ende var en politisk beslutning. Og så har hun fortsat et stort flertal i befolkningens opbakning til beslutningen.
Men med de omtalte mail har diskussion flyttet sig til at handle om, hvorvidt hun handlede i direkte modstrid med myndighedernes anbefalinger. Noget tyder på det.
Bortset fra det lille men helt afgørende spørgsmål, om Søren Brostrøms gentagne og kraftige – faglige – indvendinger rent faktisk nåede frem til statsministeren, eller om de druknede i mailboksen hos Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels.
Mit gæt vil være, at Okkels mundtligt har fremført Brostrøms indvendinger, men skriftligt har han helt bevidst valgt at placere sig som stødpude imellem et politisk niveau, der ville noget andet, og en embedsmand, som insisterede på proportionalitet.
Formelt har departementschefen gjort sin pligt og nævnt den faglige indvending, men hvad der derefter sker er altid op til ministeren. Nogle ministre vil straks skælde ud over, hvorfor de ikke har et notat på det. Andre vil signalere, at der ikke er nogen grund til at høre nærmere om det. Og dermed er både departementschef og minister på forunderlig vis skærmet mod kritik.
Et faktum er det, at Søren Brostrøm og Sundhedsstyrelsen er gået fra at stå ved statsministerens højre side til at være en, hvis mailsvar ignoreres. Nogen har ikke været tilfredse med den faglige rådgivning. Og Brostrøm betaler prisen for ikke at evne eller ville tilpasse sine anbefalinger til de politiske ønsker – eller den politiske virkelighed, som man siger, når man sidder i ministerkontorerne.
På Slotsholmen er det evnen til at få proportionerne mellem faglighed og politiske planer til at passe sammen, der er på mode nu. Ikke proportionerne mellem politisk handling og konsekvens for borgerne.
Sandheden er, at politikere ofte tilsidesætter proportionalitetsprincippet. Tag eksempelvis maskeringsforbuddet. 'Burkaloven' kan potentielt ramme alle danskere, men er reelt sat i verden for at adressere et ret lille problem, nemlig de få kvinder, der i Danmark går i niqab eller burka. Her har man – efter min mening – tilsidesat proportionaliteten. Og sådan kunne man finde mange eksempler.
Det, der adskiller denne tilsidesættelse fra andre tidligere eksempler, er omfanget af konsekvenserne. Vi lider ikke nævneværdig skade af at blive stoppet i Spiderman-kostume på vej til fastelavnsfest som følge af maskeringsforbud, men omkostningerne for individer, virksomheder og samfund ved nedlukningen af Danmark har været ubegribeligt store.
Og selvfølgelig vil statsministerens svar være: Konsekvenserne ville have været større, hvis man ikke havde lukket landet ned. Spørgsmålet, hvorvidt statsministeren handlede proportionelt, vil altså ende i to spor. Det ene er et akademisk spor, hvor alle mulige slags eksperter vil botanisere i spørgsmålet mange år frem. Politisk er det op til vælgerne. Og vi plejer at være pænt ligeglade med proportioner.
Ugens mundbind:
Peter Skaarup fra DF har udtalt til Berlingske, at »vi kan se, at en stor del af ansvaret for, at det går den forkerte vej med smitten, bæres af det somaliske mindretal«. Det er i sig selv en kontroversiel udtalelse, men det følges op af et krav om »mundbind i ghettoer, hvor smitten er stor«. Det er klassisk DF. Det er også en lille smule som et besøg i Omvendtslev, at det samme parti, som ville have maskeringsforbud – eller burkaforbud – nu vil have de selvsamme mennesker, som det var rettet imod, til at iføre sig passende maskering. Før vi får set os om, kommer der et forslag om en lov imod håndtryk.
Ugens pension:
Det er tid for sommergruppemøder, hvor nye ideer og forslag lanceres i en lind strøm. Fra Liberal Alliance møde kommer et forslag om, at vi skattefrit skal kunne indbetale 675 kroner om måneden på vores pensionsopsparring. Det lyder ikke at meget, men bliver alligevel ifølge partiet til, at man kan gå fem år tidligere på pension. Finansieringen finder partiet på kommunernes budget.
Det er klassisk LA: Skattelettelser, besparelser i den offentlige sektor, incitamentstruktur. Men det er også et indspark til den debat om pensionsalder, som flere partier har taget hul på allerede. LA tager en lille omvej for at fortælle, at vi da bare selv kan spare op til at gå tidligere på pension – og at det faktisk ikke kræver store indbetalinger. Anskuelighedsundervisning i liberal økonomisk politik. Man kan synes om forslaget eller ej, men det er godt tænkt og skruet sammen.
Ugens EU-traver:
Man kan næsten stille uret efter, at ja-partierne foreslår, at man skal afskaffe forsvarsforbeholdet i den danske EU-politik. Denne gang er fem partier gået sammen om at foreslå, at det skal med i den næste aftale om den danske EU-politik.
Man kan næsten ikke løfte øjnelågene af træthed over endnu en gang at møde denne gamle traver og tænker uvægerligt: 'Det har(!) I foreslået 1000 gange – få nu gjort noget ved det, hvis det er så vigtigt'. Men det sådan set interessant politisk, for det får stadig større konsekvenser for Danmark.
En regeringen ønsker sig altid kun en folkeafstemning i princippet. I realiteten er det en træls opgave. Ikke mindst for en regering, der gerne vil være en hård nitte i forhold til EU, og som ofte skal samle flertal, hvor nej-partier indgår. Både DF, Nye Borgerlige og Enhedslisten kan sagtens se muligheder i at få luftet EU-modstanden.