Statsminister Mette Frederiksen har været en tur i Israel, hvor hun udvekslede et mentalt håndtryk med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og den østrigske kansler, Sebastian Kurz, om et samarbejde i kampen mod corona.

De tre lande blev blandt andet enige om at etablere en fælles forskningsfond.

Men det er uklart, hvor mange penge der skal følge med.

I det hele taget er det lidt uklart, hvad der konkret kom ud af rejsen – udover en forsinkelse i forhandlingerne om genåbning af Danmark.

Der er dem, der kritiserer statsministeren for at gå udenom EU-samarbejdet, men det er teknisk set helt i orden at lave supplerende aktiviteter, også selvom EU arbejder hårdt på at være bedre forberedte, når næste pandemi rammer verden.

Der er også dem, der kritiserer, at statsministeren var parat til at hente et eventuelt overskud af vacciner i Israel hjem til Danmark, som ellers burde være brugt på den palæstinensiske befolkning. Men der var ikke nogen reserve at hente, så det blev en hypotetisk debat.

Ligesom nogle naturligvis også kritiserede, at den danske statsminister blev et reklameindslag for Netanyahu i den israelske valgkamp, hvor han nok ikke er ked af, at Frederiksen kaldte ham verdensmester i vaccine. Men det er svært at bevæge sig ud i verden som statsminister uden at ramle ind i situationer, der kan tolkes som en hjælp til den ene eller anden.

Der er også dem, der har været kritiske over udsigten til staten som vaccineproducent – og netop efter en periode, hvor medicinalindustrien har vist sit værd ved at forske sig frem til ikke bare én, men adskillige vacciner på rekordtid. Virksomhederne har løbet risikoen økonomisk og bør derfor også høste gevinsten.

Endelig er der den parlamentariske kritik, hvor selv Enhedslisten kritiserer statsministeren for ikke at have været i tur forbi Udenrigspolitisk Nævn, som det sig hør og bør, før hun laver en ændring af Danmarks udenrigspolitik.

Og det skal såmænd nok ende med en hasteforespørgsel eller et samråd. Men det er næsten for nemt for regeringen bare at sige, at det ikke er udenrigspolitik, men sundhedspolitik – og de er da allerede godt i gang. Men det er kun sundhedspolitik i Danmark – resten af verden ser det med udenrigspolitiske briller. Og på Asiatisk Plads er der nok blevet krummet en tå eller to i forbindelse med besøget.

Det er derfor svært at se, hvad det egentligt er, statsministeren får ud af sin rejse, men tag ikke fejl: Signalet er godt!

Trods al kritikken står der et billede tilbage af en statsminister, som udviser handlekraft, er utålmodig med det langsommelige EU-system og udviser rettidig omhu i forhold til en fremtid, hvor borgerne skal vaccineres mere end én gang. Der er utvivlsomt de borgere, der er ganske godt tilfredse med det.

Selvom det reelt er uklart, om der kom andet end en returrejse i handlekraft ud af statsministerens tur til Israel, så bliver hun svær at kritisere for at afprøve alle tænkelige og utænkelige muligheder for at stille Danmark bedst muligt i en pandemi.

I denne – som i så mange andre sager – skal man se mod støttepartierne og spørge sig selv: Vil de gøre andet og mere end at kritisere? Svaret er nej.

Ugens åbenhed:

Inger Støjberg vil forsøge at ændre reglerne, så hendes egen rigsretssag kan blive tv-transmitteret, og så det til sidst fremgår, hvilke dommere der stemmer hvordan. Det bliver overordentligt svært for modstanderne af de ændringer at argumentere imod – også selvom der er gode saglige argumenter for at lade være.

Det handler jo bare om åbenhed, vil Støjberg og hendes støtter argumentere, mens folk allerede glæder sig til at kunne følge med i den spændende sag som en sopera. Men det handler også om intimidering af vidner og dommere og om at fastholde det værdipolitiske aspekt af sagen fremfor at lade den overgå til knastør jura.

Men må igen lette på hatten: Støjberg er en mester på sit eget felt.

Ugens MeToo:

Det Radikale Venstre har – ganske klogt – bedt Kvinfo om at bistå med en undersøgelse af omfanget af sexisme i partiet. De fortjener stor ros for ikke at være faldet i advokatundersøgelsesfælden ligesom alle andre.

Men da undersøgelsen landede med et ret opsigtsvækkende resultat, var partiformanden ikke sådan lige at få fat i til en kommentar.

Sofie Carsten Nielsen lavede en lang opdatering på Facebook og stillede kun op få andre steder med kommentarer. Det får hun nu kritik for. Men det er åbenlyst en god strategi, for ellers ville undersøgelsen have trukket dobbelt så mange overskrifter og potentielt udløst internt ævl og kævl. Så medierne må oppe sig, hvis de ikke mener, sagen er belyst godt nok.

Ugens konflikt:

Mod ugens slutning er der kørt en konflikt op mellem regeringen og støttepartierne, fordi forhandlingerne om klimadelmål for 2025 starter fredag.

Støttepartierne kræver et reduktionsmål på 50 til 54 procent, mens regeringen heller vil have et på 46 til 50 procent. Selvom der er temmelig stort spænd fra 46 til 54 procent, så er der dog en fællesmængde, så mon ikke konflikten er til at overkomme, når alt kommer til alt.

Men det er naturligvis i både regeringens og støttepartiernes interesse, at det ser ud, som om de har et drabeligt slagsmål om sagen.