Endelig fik vi lov til at se TV 2's skjulte optagelser fra flere plejehjem, og de var præcis så frygtelige, som vi havde forestillet os.

Det samme kan man i virkeligheden sige om mange af de politiske reaktioner.

Der gik et kvart sekund, før sagen ikke længere handlede om de stakkels ældre, men derimod om penge, medarbejdere, uddannelse, skærpet tilsyn, ledelse og bla bla bla. Vi kender så udmærket de politiske automatreaktioner, for det er langtfra den første sag om elendig pleje af vores ældre medborgere.

I disse år er det blevet moderne at tale om offentlige virksomheder – et på mange måder absurd begreb. Men lad os et øjeblik anskue sagerne, som man ville gøre det kommercielt. Der ville alting starte og slutte med kunderne! Hvad forventer kunderne?

Det helt absurde er jo, at målgruppen ikke har mange muligheder for at gå andre steder hen, så denne offentlige virksomhed har en garanteret tilgang af kunder, som ønsker nogenlunde det samme, som ovenikøbet er til at levere – en ren ble og menneskelig anstændighed.

Kunderne i den offentlige sektor er ikke kun de direkte modtagere af en service, men også de pårørende. Det gælder på plejehjem, hospitaler, i daginstitutioner og skoler. Men det er, som om de pårørende flere steder er blevet irriterende larm, der bare skal fejes af banen.

I de aktuelle sager har de pårørende i flere år spurgt, undret sig og klaget, og til sidst blev de desperate og gik til medierne. Hvis man havde betragtet dem som kunder (som man havde en risiko for at miste), havde man for længst slået bremsen i og ændret servicen.

Og skulle man finde ud af, at man ikke kan levere den forventede service til den nuværende pris, så ville en kundeorienteret virksomhed klart fortælle, hvilken service man så kunne forvente til prisen, eller sætte prisen op. Det er tricky at sætte prisen op i den offentlige sektor, men det kan lade sig gøre.

Mange offentlige instanser leverer en god service, men der er fortsat for mange, der opfører sig som virkelige skodvirksomheder, der vedbliver med at snyde kunderne. Og når vi opdager dem, så gør vi noget helt andet, end man ville gøre i kundedrevne virksomheder.

Hvis kunderne var i centrum, ville man afvikle de værste virksomheder. Man ville helt sikkert udskifte topledelsen. Man ville arbejde målrettet med kundetilfredshed – simpelt hen gå i flitsbue for at gøre folk glade. Og man ville vide, at det hverken er Christiansborg eller kommunen, der betaler ens løn, men derimod kunderne.

Det betyder ikke, at det kun er luksusvirksomheder, der overlever. Det gør discountkæderne også. De evner bare at levere det, man rent faktisk forventer af dem.

Man måler tilfredshed i den offentlige sektor. Men som en, der har udfyldt tilfredshedsundersøgelser flere steder, må jeg sige: Det er meget sjældent, man har mulighed for at svare det, der egentlig er behov for. Til gengæld er man fuldt ud i stand til at svare på spørgsmålet, hvis det bliver stillet af et menneske, der gider høre svaret.

Men hvordan oversætter man det til systemer? Systemerne ved udmærket godt, at det handler om ledelse og kultur. Men vi kunne passende supplere med også at tage brugerne, de pårørende – kunderne – alvorligt.

Og så kunne enhver politiker, der fremover drister sig ud på plejehjemsbesøg, passende tale med beboerne frem for med lederne og personalet. Lad være med at komme på besøg til den halloweenfest, hvor Else Marie Larsen sidder i en beskidt ble under det tæppe, der ser så omsorgsfuldt ud.

Problemet er, at for politikeren er Else Marie og hendes pårørende ikke de eneste kunder. Det er personalet også.

Ugens værdipolitiske:

Dansk Folkeparti, som har 25-års fødselsdag i år, holder sæsonens første sommergruppemøde i den kommende uge, og der bliver varmet godt op til den begivenhed. Formand Kristian Thulesen Dahl har begået en kronik om 'snigende islamisering', og Morten Messerschmidt har givet flere interview om DF's krise og vejen ud af den, som ifølge ham går gennem fokus på kristendommen. De to meldinger behøver ikke at være modsætninger, men det kan godt ske, at de er det. Det er tydeligt, at næste uges sommergruppemøde enten vil tvinge DF ud ad en nedadgående spiral – eller eskalere farten. Følg med!

Ugens skræmmende:

Præsident Trump flirter med tanker i forbindelse med det kommende præsidentvalg, som bør få enhver demokratisk sindet til at få isninger i sjælen. Han taler for at udskyde valget. Og det kommer oven på en lang periode, hvor han har mistænkeliggjort konceptet brevstemmer. Og han i øvrigt også har luftet, at det ikke er sikkert, at han vil anerkende resultatet af valget. Det er vanvid, at en præsident er i gang med at undergrave et valg, før det er afholdt, i stedet for at sikre dets afholdelse. Selv hvis man mener, at det er vigtigere, at præsidenten sikrer sikkerheden i landet, er det dybt bekymrende, for USA er i forvejen på randen af kaos på grund af både corona, økonomisk nedtur og uro i gaderne. Præsidenten er ikke blot i gang med at hælde benzin på knastørt brænde, han uddeler også gratis tændstikker.

Ugens opdatering:

Kristian Thulesen Dahl har været et smut forbi Venstres næstformand, Inger Støjberg, i Hadsund. Efterfølgende lagde han et billede på Instagram af en smilende Støjberg, der hælder kaffe op. Det blev der analyseret kraftigt på. Måske også for kraftigt. Og jo, selvfølgelig gavner billedet både Støjberg og Thulesen Dahl. Han markerer stilfærdigt, at DF foretrækker næstformandens linje frem for formandens. Og hun viser, at hun – i modsætning til formanden – evner at holde en varm og hyggelig forbindelse til DF. Og det er da noget rod for Ellemann-Jensen. Men man kunne jo også forestille sig, at Thulesen Dahl blot havde været på Hadsund-kanten i forbindelse med familiens ferie, og en god kollega havde budt på kaffe.