Ligesom danskerne har travlt med at få tømt indbakken op til en ferie, har regeringen haft travlt med at lukke aftaler i denne uge. På den anden side af sommerferien venter store opgaver, en ny dynamik og en længe ventet raskmelding.
Postaftale, aftale om universiteter og en stor aftale om forsvaret er blot nogle af de ting, regeringen har fået fra hånden i denne uge. Store forandringer, der kommer til at kunne mærkes i mange danskeres praktiske hverdag.
Men som altid op til en ferie drukner det hele lidt i travlhed og træthed. Der er ikke desto mindre tale om markante aftaler med brede flertal bag.
Ser man overordnet på dette første halve år med en SVM-regering, er de faktisk lykkedes med en del, men nogen høj stilkarakter kan de ikke få.
Om ti år vil man mest huske denne første tid med SVM for balladen om store bededag og en regering, der tabte virkelig meget af sin opbakning fra vælgerne meget hurtigt.
Måske vil man også huske, at de blev valgt på en fortælling, og at mange store kriser løb sammen. Men her ved indgangen til ferien er den fortælling smuldret.
Jo, der er stadig klimakrise og krig i Europa, men Danmark er ikke ved at segne under inflationstrykket, og lige nu fryser vi heller ikke.
Selvom vi bruger kæmpe summer på især forsvaret, ser statskassen ud til at finde tocifrede milliardbeløb, hver gang man ryster sparegrisen lidt. Og den store velfærds- og trivselskrise er regeringen i gang med at æde sig ind på.
Er man lidt optimistisk anlagt, kan man nemt formaste sig til at komme til at tro på fremtiden igen. Det er imidlertid ikke den melodi, som de tre regeringspartier danser bedst til.
De skal dog roses for, at de ikke er kommet i for stor utakt med hinanden. Det er tydeligt, at man anstrenger sig for, at regeringssamarbejdet ikke skal blive en tango jalousi. Hverken ministre eller ordførere er bange for at udtale, at de lige skal finde ud af, hvad de mener i fællesskab, før de kan svare på et givent spørgsmål.
Det store problem for regeringen er derfor hverken den svigtende opbakning fra vælgerne, mangel på konkrete resultater, den kollapsede fortælling eller manglende evne til at arbejde sammen.
Det store problem er, at i to ud af tre regeringspartier har man fået åbnet – utidigt – for diskussioner om fremtidens partiledelse.
Statsministeren lykkes ikke for alvor med at lukke diskussionen om, hvorvidt hun er internationalt jobsøgende. Og så længe det er tilfældet, vil folkene lige under hende positionere sig til den eventualitet, at hun pludselig kan være over alle bjerge.
Om en måned vender Venstres formand tilbage til alle sine poster efter en længere sygemelding. Og selvom vi alle kan blive enige om, at man kan vende tilbage fra en stress-sygemelding til alle job i vore dage, så har det ikke helt givet ro i maven hos venstrefolket, som derfor bruger lidt for mange kræfter på at tale om den næste formand.
Hvis ikke regeringen får ændret den dynamik efter sommerferien, vil SVM-projektet blive nedslidt marginalt langsommere end en softice på en varm sommerdag.
Man skal bare ikke glemme, at regeringen fortsat er stærkere end nogen regering, vi har set siden starten af 1990erne. Den har magten til at sætte sig igennem og skabe endog meget store resultater.
Om den har evnen og vilje til at hæve blikket fra egen navle, er helt op til den selv. Men det er alt for tidligt at dømme arbejdsfællesskabet ude.
Ferier har det med at give nyt perspektiv på arbejdslivet. Så mon ikke de kommer tilbage med en plan. De har brug for en.
Ugens oversete
Undersøgelseskommissionen om skat afhørte de sidste vidner onsdag i denne uge, som afslutningen på fire års afhøringer.
Kommissionen skal både se på svindlen med udbytteskat og sammenbruddet af gældsinddrivelsen. Det er uvist, hvornår kommissionens rapport kommer, men vi kan allerede nu sige, at det er den hidtil dyreste undersøgelseskommission i danmarkshistorien.
Det taget i betragtning, er det ikke ret meget, der har trukket overskrifter undervejs, men da kommissionen blev nedsat i 2017, skete det efter massiv offentlig kritik.
Nu er det op til kommissionen at vurdere, om nogen kan stilles til ansvar for hele balladen. Tilliden til Skat har lidt et alvorligt knæk, så man må håbe, at det hele ikke bliver stor – og dyr – ståhej for ingenting.
Ugens kovending
Som en del af den netop indgåede forsvarsaftale har Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige skrevet under på, at “Danmark helhjertet engagerer sig i Europas sikkerhed og EUs sikkerheds- og forsvarssamarbejde”.
Det er mildt sagt en kovending i forhold til, hvad de tre partier tidligere har stået for. Det er ikke ret længe, siden alle tre partier kæmpede imod afskaffelsen af forsvarsforbeholdet.
Partierne prøver at argumentere med, at de stadig mener det samme, at det er en så stor aftale, så det var et nødvendigt kompromis, og at der jo bare er tale om “EU-prosa”.
Men bundlinjen er, at de i hvert fald har vist deres vælgere, at den der passionerede EU-modstand mest er til fint brug – skåltaler og glitrede kampagner. I den praktiske hverdag må den slags åbenbart pakkes væk.
Ugens menneskelige
Der har åbenbart sneget sig en liter komælk ind i Alternativets køleskab på Folkemødet. Og det har udløst så voldsomme overfusninger af medarbejderne, at partiet nu har allieret sig med en psykolog.
Partiets hovedbestyrelse har også været inde over sagen. Og selvfølgelig skal man tage med i sin vurdering af sagen, at Alternativet og Veganerpartiet jo er fusioneret, så naturligvis vil de tidligere medlemmer af Veganerpartiet have ret faste holdninger til animalske produkter. Mens alternativisterne ikke vil udskammes for at indtage kaffen med traditionel mælk.
Og nu skal de altså igennem en slags intern politisk parterapi. Mælkediskussionen virker tæt på ligegyldig, når man ser på det store billede af en verden med klimakrise, krig i Europa, flygtninge, der drukner i Middelhavet og en generation af unge, der ser ud til at have det rigtig skidt.
Havremælk er næppe altings løsning. Men de fleste kender lysten til at rydde op i (køle) skabet. Når man ikke kan få kontrollen over verdens kaos, kan man i det mindste få styr på sit eget. Det er meget menneskeligt. Tillad mig at anbefale en ferie i stedet.