Det er en større skandale, der er ved at udfolde sig i og omkring Forsvarsministeriet og Forsvarets Efterretningstjeneste. Luften er tyk af beskyldninger om lovbrud, videregivelse af oplysninger til andre magters efterretningstjenester, hemmelighedskultur, løgn og fortielser over for folkevalgte, og flere chefer er nu hjemsendt. Alt det, der udløser en stor undersøgelse og en vældig opstandelse.

Oven i den i forvejen spegede sag, viser det sig, at Statsministeren har valgt at forhåndsorientere nogle partier, men ikke andre. Det har bl.a. tidligere justitsminister Søren Pind forklaret er ganske normalt, men kønt ser det ikke ud. Samrådene står nu i kø, men man skal næppe forvente, at man åbner helt op for kassen af hemmeligheder i den forbindelse.

Det er en grundlæggende udfordring for et åbent demokrati at have en efterretningstjeneste, som skal kunne operere i hemmelighed. Der er demokratisk kontrol på plads i form af bl.a. et tilsyn, ligesom tjenesternes udfoldelsesmuligheder selvfølgelig er dikteret af love, som vedtages i Folketinget. Og de bliver mere og mere vidtgående for hvert år, der går. Men tilsynets beføjelser er tilsyneladende ikke fulgt med.

Over for det står ordet sikkerhed og blinker i bøjet neon. For hånden på hjertet, hvor mange af os ville ikke håbe i vores stille sind, at efterretningstjenesten gik en smule ud over beføjelserne, hvis det kunne afværge f.eks. et terrorangreb i Danmark?

Der er dog intet, der, indtil nu, tyder på, at det har været bevæggrunden for skandalen.

Når der har været en motorvej af adgang for amerikanske NSA til rådata om danske statsborgere, så ligner det nærmere fedteri for USA, måske for til gengæld at få adgang til deres data. Hvilket man godt kan forstå motivet for. USA er trods alt Danmarks vigtigste allierede – måske især i kampen mod terror. Og de har meget større beføjelser end de danske efterretningstjenester.

Bizart nok er de fleste af os villige til helt frivilligt at udlevere endnu mere rådata om os selv til amerikanske virksomheder som Google, Facebook m.fl. Det moderne menneske er ekstremt overvåget. Personligt vil jeg hellere have, at der ligger en tyk mappe om mig hos en dansk efterretningstjeneste end en amerikansk kommerciel virksomhed.

Faktum er, at grænserne, reglerne og opfattelsen af data er i konstant bevægelse, og det synes efterhånden umuligt – både for den enkelte og sågar for parlamenter – at have overblik over, hvad der rent faktisk foregår.

Netop derfor er det afgørende, at hammeren må falde hårdt i denne sag. Der må ikke opstå en stat i staten. At passe godt på Danmark handler ikke kun om sikkerhed mod terror. Det handler også om sikkerhed for, at vi stadig er en retsstat.


Ugens opgradering:

Statsministeren vil styrke Statsministeriet med op mod 20 årsværk. Samtidig udvider hun regeringens økonomi- og koordinationsudvalg. Og hun har udnævnt en afløser for Martin Rossen, nemlig Martin Justesen, som i forvejen har været en betroet medarbejder tæt på Frederiksen i en årrække. I blå regeringer skal den øverste rådgiver helst hedde Michael, i røde regeringer skal de åbenbart helst hedde Martin. Den nye af slagsen er der kun godt at sige om. Og han skal, modsat forgængeren, ikke have fast plads i regeringens magtfulde K-udvalg. En vigtig lille rettelse. Statsministeriet er i forvejen en lilleput størrelsesmæssigt sammenlignet med de ministerier, som de gerne skulle regere over. 20 ekstra årsværk ændrer ikke ret meget på den balance, men det øger utvivlsomt muligheden for at styre fra toppen. Og magt – i regeringsarbejde – bør gå som trappevask: ovenfra og nedefter. Det er alt sammen en ganske klog chip-tuning af maskinen.

Ugens stuerene:

I valgkampen i 2019 slog Venstres daværende formand, Lars Løkke Rasmussen, fast, at han ikke ville bygge en regering på partier, der synes, at Danmark skal træde ud af flygtningekonventionen. Læs: Stram Kurs og Nye Borgerlige. Det var bl.a. udsagn som det, der sikrede Venstre en markant fremgang ved valget. I denne uge besøgte Venstres nuværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, 'Talkshowet Lippert', hvor han korrigerede den kurs. Nye Borgerlige har droppet sine ultimative krav, og dermed har de gjort sig selv stuerene nok til Ellemann-Jensen, som bl.a. sagde: »Når det handler om at stritte nogle mennesker ud, som ikke vil acceptere danske værdier, så tror jeg egentlig godt, at vi kan blive enige om nogle ting.« Nye toner fra V og et klart skridt længere ind i varmen for Nye Borgerlige.

Ugens fejllæsning:

Gamle og nye medier har i ugens løb flydt over med hån, spot og latterliggørelse af præsident Trump og republikanernes konvent. Den slags må man tåle som magthaver. Det er ikke problemet. Problemet er, at alt for få ser, hvad republikanerne gør rigtigt lige nu. Nuvel, der bliver malet et fordrejet fjendebillede op, og fakta er ofte en troldefabrik i Rusland. Men husk lige også at bemærke, at der konstant er en underliggende optimistisk tone. Det er ikke 'yes, we can', men noget, der måske er endnu stærkere, nemlig 'yes, YOU can'. Hvis man kan se bort fra alt det, der provokerer, så vil man opdage en grundrespekt for partiets vælgere, deres intentioner og styrke. Hvordan vinder man folks loyalitet? Først og fremmest ved at tro på dem. Det er godt kampagnearbejde.