Den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, vil insistere på en bred regering efter næste valg, fortæller hun op til det traditionsrige radikale nytårsstævne i weekenden. Til gengæld er hun parat til at acceptere den stramme udlændingepolitik.
Den hurtige analyse ligger lige til højrebenet: Hun vil i regering med Socialdemokratiet efter næste valg, og SF må gerne komme med. Da De Radikale allerede har meddelt, at de ikke vil basere sig på hverken DF eller Nye Borgerliges stemmer, er det reelt et røgslør at lade, som om De Radikale kan pege på enten Søren Pape Poulsen eller Jakob Ellemann-Jensen. Og på den måde kan det både ligne gamle nyheder og se lidt desperat ud.
Den lidt længere analyse er, at De Radikale gennem en årrække har positioneret sig selv som yderliggående, og at de vil tilbage på midten. Samtidig er det uomtvisteligt, at der er opbrud i dansk politik. Vi har foreløbigt 13 opstillingsberettigede partier til næste folketingsvalg, hvilket ikke bare er et tegn på opbrud, men også et tegn på, at vælgerne ikke er tilfredse med den politik, der føres. Det er to ting, som en radikal naturligvis skal prøve at forene.
Det er for snævert, hvis man blot læser Sofie Carsten Nielsen ærinde som enten et forsøg på at vride armen rundt på statsminister Mette Frederiksen, så hun kan komme i regering efter næste valg, eller som en urealistisk drøm om at skabe en VKR-regering som i 80erne under Schlüter. Den radikale leders udmelding er nærmere et forsøg på disruption af dansk politik.
Sofie Carsten Nielsen ved godt, at hun ikke alene kan fremprovokere et stort skifte i dansk politik lige nu. Hun kan måske presse sig ind i en regering med Socialdemokratiet, men hun har større ambitioner end det.
Med sin melding håber hun, at hun har kastet en tung sten i dansk politiks sø – og at den vil skabe ringe af forandring i vandet. Det er forudsætningen for, at hun kan lykkes, at andre også begynder at flytte på sig. De Radikale har ikke i sig selv styrken til at forandre ret meget.
Men midten i dansk politik er større vælgermæssigt, end de fleste går og tror. Vi så det, da Ny Alliance opstod og så ud til at kunne blive det tredjestørste parti – mens De Radikale stadig stod ved siden af. Lige nu har vi både Moderaterne, De Radikale og Kristendemokraterne på midten af dansk politik.
Lige nu er dansk politik trukket bredt ud på en lang linje. Men Sofie Carsten Nielsen kan håbe på, at ideen om en regering hen over midten bider så godt på vælgerne, at det tvinger de store partier til igen at orientere sig mod midten.
Og hun kan håbe, at midterpartierne samlet set begynder at fylde nok, til at man ikke bare kan tage dem for givet eller ignorere dem. Som hun selv fremhæver, beviste Lars Løkke Rasmussen ved sidste valg, at vælgerne godt kan lide ideen.
Det bekymrende er, at De Radikale er parate til at sælge en bid af deres sjæl for at få indflydelse. Det er ikke en lille ting, når De Radikale erklærer sig parate til at æde den stramme udlændingepolitik – som Sofie Carsten-Nielsen nøjes med at kalde den »brede« udlændingepolitik – for til gengæld at få indflydelse.
Nuvel, politik er det muliges kunst, men hvis politik kun forholder sig til, hvordan verden ser ud, og opgiver at forholde sig til, hvordan den burde se ud, er det et knæfald for meget. I hvert fald for en, som samtidig slår sig op på, at politik er gået i stykker.
På den måde minder den radikale melding næsten om en MeToo-sag, hvor krænkeren, der har været en del af problemet, melder sig klar til også at være en del af løsningen.
Ugens deadline
Fredag ved midnat udløb fristen for at melde sig som kandidat til formandsposten i Dansk Folkeparti. Fire kandidater har meldt sig på banen:
Næstformand Morten Messerschmidt samt Martin Henriksen og Merete Dea Larsen, der begge er tidligere MFere og nuværende medlemmer af DFs hovedbestyrelse, og endelig Erik Høgh-Sørensen, som er tidligere medlem af hovedbestyrelsen.
De har alle fået en lille gave med den radikale melding. For nogle vil det være argumentet for, hvorfor DF skal søge indflydelse for at holde De Radikale uden for indflydelse. For andre vil det være et argument for, hvorfor man skal skærpe udlændingepolitikken til et punkt, hvor man i realiteten holder sig selv uden for indflydelse.
Ugens jobtilbud
Dansk Folkeparti har tilbudt tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg ansættelse i DF.
Hun kan sådan set selv bestemme, hvad hun skal lave. De vil blot øge sandsynligheden for, at hun kan få lov at afsone sin straf i fodlænke, og samtidig give hende mulighed for at møde ind på Christiansborg.
Det er da vældigt sødt af dem. Men hvad mon de ville mene, hvis virksomheder eller private fandt på den slags krumspring for at omgå andre regler i samfundet for at hjælpe eksempelvis en dømt person med anden etnisk baggrund end dansk? Lighed for Loke som for Thor er ellers en stærk dansk værdi.
Ugens politirod
Minkkommissionen er nået til spørgsmålet om, hvem der skrev de kritiserede action cards til politiet, som blev brugt i forbindelse med masseaflivningen af mink.
En advokat har allerede undersøgt sagen og fundet urigtige oplysninger, og at der er begået fejl og forsømmelser, men nu er det altså Minkkommissionens tur.
Det er dybt bizart, at vi igen skal bruge offentlige ressourcer på at få afklaret, hvem i politiet der har afgivet en kontroversiel ordre. Politiet er trods alt et hierarkisk system med en omfattende dokumentationspligt.
Men både Tibet-flag, servere og ordrer med enorme konsekvenser for et helt erhverv kan åbenbart forsvinde i politiet, hvor man kun kan være sikker på, at ansvaret i hvert fald ikke lander i toppen af systemet, hvor det eller hører hjemme, uanset hvem der gav ordren.
